Man skal være monster-stædig: Hun begyndte at spille klaver som 50-årig

Fødderne kan ikke holdes i ro, når det 17 mand store Big Band først sætter i gang. Folk myldrer ud på dansegulvet med swinging jazz i ørerne, stemningen er i top, og ved flyglet sidder en af orkestrets få kvinder. En flot, voksen dame, der giver den maks.gas og ser ud, som om hun aldrig har bestilt andet end at lade fingrene danse over tangenterne. Men sådan forholder det sig ikke. Overhovedet ikke.

Nivå Big Bands faste pianist, 66-årige Suzanne Skadhauge, begyndte nemlig først at spille som 50-årig, og siddende dér ved det elegante koncertflygel rokker hun i den grad til fortrydelsen, mange af os kender, fordi vi på den musikalske front aldrig drev det længere end til luftguitar!

– Det er aldrig for sent, men man skal være monster-stædig, konstaterer hun.

Et par dage efter dansekoncerten møder vi hende hjemme i Humlebæk i Nordsjælland, hvor et mindre, men absolut lige så fornemt flygel pryder hendes hyggelige stue.

– Jeg har haft flygelet i huset i 20 år. Da min mor døde, efterlod hun mig nogle penge, og pludselig en morgen satte jeg mig op i sengen og tænkte, at jeg ville købe et flygel. ”Synes du ikke, det ville være en god idé, lille mor?” Tanken føltes lige så langt ude, som hvis det var faldet mig ind at købe et jetfly! Men så alligevel …

Suzanne fandt et brugt Steinway, for sådan et skulle det altså være, og det rygtedes i bekendtskabskredsen, at hun havde et så udsøgt flygel stående. En operasangerinde kom med sin egen pianist for at øve sig, og flere intime koncerter blev arrangeret. Suzanne selv derimod var tilbageholdende.

Stakkels ører

– Tilfældet ville, at vi havde en ung vietnamesisk studerende boende i huset i over et år. Han spillede så vidunderligt, og når jeg havde lyttet til ham, kunne mine ører slet ikke tåle, at jeg øvede mig, ler Suzanne.

Det var naturligvis vældig inspirerende at have en stjernemusiker i huset, selvfølgelig øvede hun sig, og i årene efter blev hun langsomt dygtigere. Bl.a. ved hjælp af videoer på YouTube. Og snart begyndte hun at spille med andre. Først i en trio, First Take, med saxofon og bas, siden med to andre små orkestre.

– Men jeg kunne stadig ikke knække koden til, hvordan sådan noget jazz skulle lyde. Min genbo, Karen, derimod, hun spiller tværfløjte og saxofon, og især saxen lyder som jazz fra første trut!

Suzanne ler igen. Hun er uddannet jurist og har fået sine to nu voksne børn relativ sent samtidig med, at hun har levet et aktivt liv og engageret sig i alverdens sager. Hun erkender, at hun er sådan en person, der når hun bliver optaget af noget, ja, så går hun ind i det hundrede procent og bliver ved, til opgaven er løst.

Da Suzanne endelig fik tid i overskud, var det vel også præcis det karaktertræk, der tog over i forhold til klaverspillet. Og glæden ved musik har hun altid haft.

– Fra jeg var helt lille, kan jeg huske fornøjelsen, hvis jeg var et sted, hvor der var et musikinstrument. Åh, hvis jeg fik lov til at røre ved det. Prøve det … Mine forældre blev skilt, da jeg var to år, så jeg voksede op med min mor, og jeg plagede hende i årevis om at få et klaver.

Hendes faster Edith havde heldigvis et, og på det klimprede den lille Suzanne løs, indtil hun havde lært sig selv at spille ”Für Elise”.

– Min faster drømte om, at jeg skulle være balletdanser, men det var altså ikke mig. Jeg har altid elsket at danse, men ingen balletmester skulle have indflydelse på min fremtid. Næh, jeg skulle nok selv styre det. Vi var jo kun min mor og jeg, og ingen skulle rokke til os to! I dag kan jeg godt tænke tilbage og være lidt ked af, at jeg var så snusfornuftig.

Da Suzanne blev lidt ældre, fik hun lov til at gå på musikskolen, men underviseren kunne ikke fange hendes opmærksomhed, og hun orkede ikke de der noder.

– Jeg fik aldrig rigtig lært dem, og så gik der teenager i den.

Senere gik hun alligevel i gang med at lære noder ved hjælp af nogle LP-plader, et begynder-nodehæfte og et lille klaver. Først lyttede hun til Chopin-valse, siden blev det jazz med Oscar Peterson.

– Jeg lyttede og prøvede mig frem, det var en meget møjsommelig proces, og de komplicerede noder var ikke til at gennemskue. Når musikkyndige hører om det, klasker de sig på lårene af grin.

Nervepirrende

Suzannes 50 årsfødselsdag nærmede sig, og hun inviterede til en stor fest i hjemmet, hvor hendes smukke flygel efterhånden havde stået i nogle år. Blandt gæsterne var et par musikervenner, og de forærede simpelthen Suzanne undervisning hos jazzpianisten Thomas Walbum.

– Jeg kan ikke sige, hvorfor det lige var dér, det hele åbenbarede sig. Men Walbum fik som ingen anden forklaret mig en forståelig køreplan, og derefter tog det for alvor fart. Jeg begyndte at øve mig flittigt, også rigtig meget ved hjælp af YouTube og downloadede noder fra nettet.

I mellemtiden var Suzannes genbo Karen begyndt at spille i Nivå Big Band, som er en musikforening bestående af 12-15 mænd og en lille håndfuld kvinder. Bandet spiller sammen hver mandag aften og giver seks-otte koncerter i løbet af året.

– Jeg blev vikar nogle få gange, og det var temmelig nervepirrende, for så stærk en nodelæser er jeg heller ikke, men jeg er jo god til at læse og analysere ting. Jeg forberedte mig, så godt jeg kunne.

Til januar er det tre år siden, orkesterlederen prikkede Suzanne på skulderen og spurgte, om hun ville være Big Bandets faste pianist?

– Hvad? Dét tænkte jeg lige over i halvandet sekund, griner hun og tørrer nænsomt sit smukke Steinway flygel af med en klud, så det skinner, før fotografen tager billeder.

– Jeg tror, at jeg lige akkurat med det yderste af neglene var god nok. Nogen vil måske indvende, at jeg er beskeden? Men det er egentlig også ligegyldigt.