Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Hun sad der, Henriette, med et hjerte, der var sprængt til atomer, og en hjerne, der lignede båndsalat. Så bimlede bedemandens mobil. Han tog den. Og pist væk var han. Videre til en ny kunde.
– Jeg sad tilbage med åben mund og vidste ikke hoved eller hale i noget som helst. For hvis der virkelig er et tidspunkt, hvor du har brug for, at nogen holder hånden under dig, er det, når du har mistet, siger Henriette.
Og mistet – det havde hun. Hendes søn, Patrick, blev kun fem dage gammel.
Læs også: Efter sin mors død: Marina skubbede alle fra sig
– Det eneste, der fyldte i mit hoved i de dage, var bedemanden, som bare var strøget videre til en ny kunde og lod mig sidde tilbage. Hvis der er noget, der slet ikke må fylde i den situation, så er det da bedemanden.
Midt i sin store sorg bundfældede en tanke sig i Henriettes hoved: ”Det her må kunne gøres bedre.”
Læs også: Jeg siger tak til min donor hver dag
Og 11 år efter blev tanken til virkelighed: Den da 43-årige blomsterhandler åbnede sin egen bedemandsforretning i Ry, og siden har hun gjort sit alleryderste for at gøre det bedre.
– Vi skal være til stede i vores job. Vi skal turde træde ind, hvor alting gør ondt, men vi skal også træde tilbage igen. Bedemanden skal bare være der som en, der sørger for alt det gode og det praktiske, siger hun og fortsætter:
- Vi kan jo ikke tage sorgen fra folk, men vi kan gøre alt det udenom, siger Henriette. Og hun har svoret aldrig, aldrig nogensinde at tage mobilen midt under en samtale med sørgende pårørende. Af samme grund bærer hun heller ikke ur.
Nu er Henriette Plougmann 55 år og sidder på sit lille hjørnekontor i Søhøjlandets Begravelser & Blomstergalleri i Viborg. Omkring hende arbejder blandt andre far, mor, søster, døtre og niece, for siden hun åbnede i Ry for 12 år siden, er butikken bare blevet større og større – både i geografisk udstrækning og i medarbejderantal.
Læs også: Mia var slet ikke parat: Jeg skulle lære at være mor
Undervejs i livet har Henriette haft mange og meget store udfordringer. Patricks død var en af dem, en blodprop i hjernen for 13 år siden en anden. Hun har tit spurgt sig selv, hvorfor hun skulle have alt det med i bagagen.
– Svaret er vel, at jeg skal bruge det til det, jeg laver i dag, siger hun. – Jeg er meget stolt af mit job og stolt over, at hele min familie hjælper mig. For fire år siden sagde min lillesøster, Bettina, for eksempel sit job som social- og sundhedsassistent på Viborg Sygehus op for at blive bedemand her hos mig.
Og min far har været indrulleret fra første dag. Jeg skulle bruge et ekstra sæt hænder til at løfte den afdøde ned i kisten, og jeg nåede ikke at spørge ham, om han kunne, fortæller Henriette.
Kaj Thomsen havde netop sagt farvel til 48 lykkelige år i autobranchen og havde kun lige akkurat nået at mærke tomheden, når ingen mere ringer efter en, da hans ældste datter hev ham med ind i en ny verden.
– Det har vist sig at være virkelig godt. Han har styr på rustvognene, og folk synes, han er sådan en pæn mand, siger Henriette med et smil over til sit fædrene ophav.
Vi mennesker er jo vanedyr, og i de flestes hoveder er en bedemand stadig lig med en ældre, statelig mand.
Henriettes mellemste datter, Maja, er kun 22 år, og hun arbejder også som bedemand i firmaet, dog endnu ikke som selvstændig.
– Maja siger, at hun gerne vil overtage, når jeg bliver gråhåret. Så jeg farver mit hår ret tit, indskyder Henriette med et smil.
For der er ingen tvivl om, at Henriette havnede på rette hylde, da hun føjede bedemandsvirksomheden til blomstergalleriet.
– I forvejen talte jeg meget med mennesker i sorg, når de kom og bestilte buketter og kranse. Så på den måde var springet ikke så langt. Men jeg skulle lære alt det praktiske i faget og fandt heldigvis en bedemand i Odense, som ville tage mig under sine vinger. Her var jeg med til 60 begravelser og bisættelser, inden jeg var klar. Enhver kan jo købe en bil og 10 kister og så kalde sig bedemand, men stakkels pårørende, siger jeg bare.
– Min blomsterbutik var og er ikke en metervare, og det er min begravelsesforretning heller ikke blevet. Som udgangspunkt kan alt lade sig gøre hos os, så længe det er inden for lovens rammer. Jeg er ikke medlem af brancheforeningen, og hos os kører vi med faste priser.
- For jeg vil ikke sidde over for mennesker i sorg med et katalog og sige, at det koster 1.000 kr. ekstra, hvis vi skal gøre dit og 1.000 kr. ekstra, hvis vi skal gøre dat. Jeg skal have min løn, selvfølgelig skal jeg det, men vi skal opføre os ordentligt, og jeg skal ikke have store biler og fine wienerstole derhjemme, fastslår Henriette og tilføjer:
– Det handler ikke alene om at gøre det til en forretning, de pårørende skal også bagefter tænke ”wow, kan døden virkelig være så smuk og så personlig?”
Læs også: Juul mistede sin mor
Var lille Patrick død i dag, var han formentlig blevet begravet i en af de smukke engelske kurvekister, som Henriette forhandler. Af egen erfaring ved hun, hvor svært det er at putte et lille spædbarn ned i en hård trækiste.
Hendes søn var født som Potter-barn, det vil sige, at hans lunger var ufærdige, selv om han var en stor, helt normalt udseende dreng på fem kilo.
– Dengang syntes jeg jo, det værste i verden var at miste ham. I dag ved jeg, at det trods alt er værre at miste en 17-årig, som har nået at sætte fodspor i verden. Sorg er dog svær at måle, for det kan også gøre vanvittigt ondt for et enebarn at miste sin mor på 90 år. Er familien kommet på et plejehjem gennem mange år og har set far svinde fra 110 til 30 kilo, kan døden derimod komme som en lettelse.
For nylig har Henriette skrevet en lille håndbog til familier, som har lyst til at forberede sig på døden og begravelsen. Men det til trods – og til trods for, at hun selv kunne være død af sin blodprop for 13 år siden – har hun endnu ikke selv udfyldt sin egen bog.
– Det er nok ligesom skomagerens børn, som går i hullede sko, indrømmer Henriette og ser ud, som om hun nok snart skal få det gjort.