Nancy fik kun få måneder bag disken - familien fører drømmen videre

”Twei Classic øøøl, bitte. Stooore,” siger den tyske turist.

Sommerklædt og med et stort smil. Han har lært sig et par danske ord, selv om han må kæmpe lidt med ø’et i øl. Og han får et smil tilbage, mens Tove skænker op.

Bag hende er Tanja i gang med et lave to cheeseburgere. Ikke med flade, frosne bøffer, nej, her formes bøfferne på stedet og krydres godt. Måske er det derfor, mange gæster kommer igen og igen.

Vi er i Sandkassen. ’Sidste madsted før England’, som vaffel- og grillbaren reklamerer med. Klitterne næsten omkranser det stråtækte hus, og Vesterhavet bruser ind få meter væk.

Her er en familiehistorie at fortælle. En historie om sammenhold og om ikke at lade sig slå ud, når modgangen virkelig blæser, som kun vinden fra vest kan.

Læs også: Vandgymnastik i Køge Bugt: - Vi frygter kun lyn og giftige alger

Kun få måneder

Vi sætter os ind ved det lille bord bagerst for at høre historien. Helge Knudsen kommer med kaffe, og hans datter Tanja sætter sig op på isfryseren.

– Det var jo en drøm for Nancy, og hun nåede at se den blive opfyldt, siger Helge.

Hans kone, Nancy, havde lavet mad, siden hun som helt ung hjalp sin mor med at lave mad i forsamlingshuset. Hun kom selv til at tage ud som kogekone til konfirmationer og andre fester, og hun lavede mad i forsamlingshuse og var i det hele taget travlt optaget og efterspurgt bag gryder og pander.

– Ved årsskiftet til 2007 overtog vi så stedet her. Det hed Polarkiosken, og vi ryddede det helt indvendigt og byggede det op, sådan som Nancy ville have det, fortæller Helge, der den gang var depotbestyrer hos Polar Is i Esbjerg.

Han og Nancy havde fire børn: Tvillingerne Tanja og Maja og deres storebrødre Bo og Jacob. Opbygningen af Sandkassen blev de første måneder af 2007 et rigtigt familieprojekt, og fra åbningen den 1. marts styrede Nancy så det vestligste spisested i Danmark.

– Det havde været helt brunt, men nu var det malet hvidt, lyst og venligt, fortæller Tanja.

Hendes mor havde haft mange idéer til, hvordan stedet skulle være. Det skulle hedde Sandkassen, og der skulle selvfølgelig være en sandkasse til børnene udenfor. Et godt navn, når man nu ligger midt i klitternes sand. Og så skulle menuen udvides, så der ikke kun var pølser med videre, men en række forskellige retter. Alt gik efter planen, men så skete der noget, der ødelagde det hele: Nancy blev syg. Hun fik kræft. Eller rettere: Den havde været der nogen tid.

Læs også: Stor kærlighed: - Mor, vil du gifte dig med papfar?

Døtrene tog et år hver

– Det begyndte allerede i julen 2006. Nancy fik voldsomme smerter i maven, men der blev i første omgang ikke gjort noget ved det, siger Helge.

Fire-fem måneder fik Nancy i Sandkassen. Så slukkedes drømmen, for hun skulle i kemo i juli og måtte opgive at arbejde. Og det gik stærkt med sygdommen. Den 13. december døde hun, og familien var i dyb sorg.

Hvad nu med Sandkassen? Hvad nu med Nancys drøm? Den skulle overleve, var holdningen i familien.

– Vi åbnede igen i påsken 2008, og Maja var her fuldtid det første år og jeg det næste. Vi ville føre mors drøm videre, fortæller Tanja.

Tvillingesøstrene på 18 år tog dermed over, og Helge kunne arbejde fleksibelt som depotbestyrer og hjælpe til, så meget han kunne komme til det.

– Vi måtte lige oplære ham. Han kunne ikke engang lave en bakke pomfritter. ”'Hvordan skal de se ud, når de er færdige?”' Jo, han havde mange spørgsmål, griner Tanja.

Tvillingerne havde tidligere arbejdet som ungarbejdere i en grill i Esbjerg og var også blevet lært op af deres mor i de få måneder, hun havde Sandkassen. Så de vidste nok, hvordan…

Men pigerne skulle jo videre i livet og kom det. Tanja som uddannet social- og sundhedsassistent med blandt andet seks år på Fanø Plejehjem. Og Maja har en lederstilling inden for skobranchen. Derfor måtte Helge jo tage en beslutning.

– Faktisk havde Nancy og jeg talt om, at vi engang måske skulle drive Sandkassen sammen. Nu sagde jeg så mit job op og begyndte selv på fuldtid, fortæller han.

Læs også: Manden fra bænken lever og har det godt

Og en dag kom Tove

Årene er gået. Tanja er vendt tilbage til branchen og har købt ”en halv pølsevogn”, Torvets Pølse Pavillon, i Esbjerg. Hendes eget firma driver den hver anden uge, og de andre uger er hun ansat til at arbejde i Sandkassen. For Helge, der nu er 57, har det nu i flere år været Sandkassen, der har været hans arbejdsliv, og der er kommet fem børnebørn til som et livligt indslag i tilværelsen. Alt det ulykkelige, der skete i 2007, er kommet på afstand, og en dag kom Tove ind i hans liv.

– Og det er rigtig godt. Det er vi alle glade for, siger Tanja.

Tove står med sin kop kaffe og et stort smil. For hende var arbejdet i Sandkassen nu ikke noget, der trak, da de for et par år siden mødte hinanden.

– Nej, der kommer jo mange tyske turister, og jeg kan ikke tysk. Som helt ung arbejdede jeg i en grillbar i biografen i Ølgod, men det var ikke noget, jeg troede, jeg skulle igen, siger hun.

Men det kom hun til. Hun hjælper nu gerne, så meget hun kan, og selv om hun stadig påstår, at hun ikke kan tysk, går det nu fint med at betjene de tyske turister. Og for Tove har det været godt at komme i gang med noget, der giver sociale oplevelser.

– Jeg var teknisk assistent, men blev førtidspensionist som 50-årig, fordi jeg fik musearm. Så jeg skal være meget opmærksom på, hvor meget jeg kan holde til.

Læs også: Mandeklub for demente: - Rigtige mænd giver aldrig op

Mange til jul

Livet har ikke kun tilsmilet Tove. Da hun var 25 år, væltede hendes mand på knallert i en snestorm og brækkede halsen, og Tove stod alene tilbage som ung mor med tre børn. Hun blev gift igen og skilt efter 23 års ægteskab, og nu er det så tilværelsen med Helge, hans familie og Sandkassen, der fylder meget i hendes liv. Selv har hun fire børnebørn, og de kommer godt ud af det med Helges fem børnebørn, ligesom alle børnene kommer godt ud af det sammen.

– Så vi er rigtig mange samlet til jul, smiler Tove.

Hun har i det hele taget let til smil, og der er en god og glad stemning i Sandkassen, som de mange stamkunder også nyd

– Vi har turister, der kommer her dagligt. Nogle af dem kommer og tager afsked med os, når de skal hjem, siger Helge.

Sandkassen var engang Nancys drøm, men livets hårde realiteter kom på tværs, og der kom mørke skygger ind over livet. Men hendes drøm fik lov til at overleve, da først pigerne og siden Helge tog over, og i Sandkassen ved de alt om, at selv om det kan blæse og storme voldsomt, så sandet fyger, bliver det på et tidspunkt igen stille vejr med høj sol. Sådan er det i livet, og sådan har det været for familien i Sandkassen.

Læs også: Hjertet har jo ikke demens