Signe er 17 år og ejer en balletskole: Hun bringer balletten til vandkanten

Tæt på vandkanten i Rødvig ligger en restaurant. Den hedder Harmonien, og de lokale fortæller, at den mest af alt minder om Postgaarden fra ”Matador”. Kommer man ind, ser man borde så fint dækket op og klar til gæster, men lytter man, kan man fra et tilstødende lokale høre klaverspil og en stemme, der bestemt siger ”tå, tå, hæl.”

Stemmen, man kan høre, tilhører 17-årige Signe Elisabeth Larsen. Hun har lejet sig ind i den lokale restaurants selskabslokaler på torsdage for at lære byens piger at danse ballet.

– Så vil jeg gerne have jer til at stå i første position, og husk, det er meget vigtigt, at I retter ryggen. Den skal være helt strakt, fortsætter hun i en blid, men samtidig kommanderende tone.

12 piger, der er mellem 8 og 12 år, står med strakte rygge og små skørter og gør deres ypperste for at være den bedste og fineste ballerina, de nu engang kan være.

Man kan se, at nogle af danseeleverne er højere, end Signe er, når hun elegant går rundt og retter på pigernes holdning og skiftevis siger ”hæl” og ”tå”. Og hun stikker da heller ikke langt op med sine 156 centimeter – men det, hun ikke har i højden, har hun i vilje og gåpåmod. Hun har nemlig startet sin egen balletskole for at udfordre synet på, at fleste kulturelle tilbud kun hører til i hovedstaden.

Læs også: Kenneth røg igennem taget: I dag lærer han andre at passe på sig selv

Vigtig balance

Det er dog ikke kun balletskolen, Signe bruger sin tid på. Tre timer hver torsdag bruges på at træne lokale børn mellem 3 og 12 år på Harmonien, og der går også tid med at forberede undervisningen.

Samtidig skal hun passe sit studie på Køge Gymnasium, hvor hun går i 2.g på naturvidenskabelig linje, og to gange om ugen træner hun selv ballet i København. Man kan spørge sig selv, om hun mon egentlig har tid til alt det...

– Jeg kunne ikke drømme om ikke at gøre alle de ting, jeg gør. Jeg har det bedre med, at der sker for meget, end at der sker for lidt, fortæller Signe.

– Men jeg kan da også mærke, at jeg behøver mine ni timers søvn, ellers er jeg ikke meget værd, når jeg laver så meget. Så det er altså ikke meget fritid, jeg har, siger hun og griner lidt.

Læs også: Josephine vil være professionel balletdanser: Snart går min drøm i opfyldelse

Sporten er vigtig

– Det er meget vigtigt for mig, at jeg får bevæget mig. Jeg kan faktisk simpelthen ikke lade være. Det er svært for mig at sidde stille.

Og sådan har det altid været for Signe. Siden hun var helt lille, har hun danset ballet, og i nogle år var hun desuden en del af det danske landshold i bueskydning. Men en skade satte en stopper for bueskydningen, og pludselig stod hun med ekstra tid i kalenderen og et behov for at gøre noget. Så hun begyndte at tænke på, hvad hun kunne bruge sin nyerhvervede tid på.

Brev til Puk: Vi er ofre for de andres laster

Drømmen tager form

– Jeg har altid haft en drøm om at starte en balletskole. Jeg skal jo helt til København for at danse, efter at den skole, jeg gik på i Næstved, lukkede. Og jeg tror, der er mange forældre, der ikke kan overskue at tage deres børn helt til København i hverdagen, når familielivet skal hænge sammen. Så jeg tror, der er mange små pigedrømme, som bliver knust på grund af logistik, og det kunne jeg slet ikke klare, fortæller Signe.

Så hun kom hurtigt frem til, at det var dér, hun ville lægge sine timer, når hun ikke selv gik i skole eller dansede.

– I begyndelsen var min plan, at jeg kunne undervise fire-fem piger hjemme hos mig selv i en dansesal, som mine forældre har bygget til mig på høloftet. Så jeg skrev ud i en Facebook-gruppe for lokalområdet for at høre, om der var nogen, som havde børn, der kunne være interesseret.

Og det tog ikke lang tid, før responsen kom. Og den var overvældende, fortæller Signe.

Læs også: De danser med Parkinsons: Vi bliver ikke raske - men gladere

Overvældende interesse

– Der var meget større interesse for det, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Det væltede ind med henvendelser fra folk, hvis børn gerne ville gå til dans hos mig. Til sidst kunne jeg godt se, at der ikke var plads til alle de piger med en ballerinadrøm hjemme på høloftet.

Men Signe ville ikke knuse nogle så drømme, så hun besluttede sig for i stedet at gå ud og lede efter et passende lokale. Og her blev Harry, der ejer Harmonien, hendes redningsmand. For her kunne hun få lov til at låne lokalerne hver torsdag, og pludselig blev det hele en realitet, og Signe fik stablet sin balletskole på benene.

Nu kommer der omkring 30 piger fra nær og fjern hver torsdag for at lære at stå ret på tå og bukke på den rigtige måde.

– Jeg er så stolt af, at det er blevet til noget. Det er jo mig selv, der har sørget for det hele, og det synes jeg faktisk, er sejt. Jeg er stolt og lykkelig over, at det er lykkedes.

Læs også: Michala danser igen efter alvorlig fibersprængning

Lokal opbakning

Og der er også meget for Signe at være stolt over, for hun var oprindelig slet ikke sikker på, at det kunne lade sig gøre.

– Jeg var i begyndelsen lidt nervøs for, om jeg ville blive mødt med skepsis på grund af min manglende erfaring som lærerinde. For jeg er jo ikke uddannet i at undervise eller noget. Jeg har jo bare danset meget selv. Jeg var virkelig nervøs for, om det ville betyde noget.

Men det betød intet for de lokale, der bare gerne ville gå til ballet. Signe følte dog, hun manglede lidt pædagogiske færdigheder som underviser, så hun hev fat i sin egen danselærerinde for at få lidt tips til, hvordan man egentlig holder styr på en flok piger i balletskørter.

I april følte hun sig klar og rustet og kunne lukke dørene op til sin egen danseskole, hvor alle hold var fuldt booket inden den allerførste dansetime.

– Jeg er så glad for folks opbakning. Det er jo en pigedrøm, der er gået i opfyldelse for mig, slutter hun, inden hun går tilbage til undervisningen, hvor pigerne nu skal til at øve piruetter.