Tennisstjerne mistede sin steddatter: Filippa er stadig blandt os

Livet er godt.

Michael har efter et succesrigt liv som professionel tennisspiller fuld fart på sin trænerkarriere, hvor han netop i Paris har ført den første kinesiske tennisspiller, Li Na, til sejrsskamlen i Grand Slam-turneringen French Open.

Vidner til triumfen er Michaels svenske kone, Maria, og deres to døtre, Sarah på 15 år og Filippa på 23 år, så undtagelsesvis er telefonregningen ikke så høj som vanlig, når Michael rejser rundt i verden som træner.

Læs også: en ulykke ændrer ikke vores kærlighed

Et opkald ændrer alt

Den store succes i Paris betyder, at der efterfølgende fra mange andre topspillere er bud efter den dygtige træner, men midt i Michaels forrygende karriere rammer skæbnen med et brag.

− Jeg var netop vendt hjem fra udlandet, og Maria, Sarah og jeg sad derhjemme på Frederiksberg en novemberaften, da vores dørtelefon ringede, fortæller Michael Mortensen, nu 57 år. Intetanende tog han telefonen og morede sig lidt i den tro, at det var en god ven, der lavede sjov, da en stemme sagde: ”Det er politiet.”

Men alvoren gik op for Michael, da sætningen blev gentaget.

Læs og se filmen: To ulykker gjorde Cæcilie blind: Jeg kan stadig alt

Organtransplantation

− De fortalte os, at Filippa havde været ude for en bilulykke, det var meget alvorligt, og Maria og jeg blev transporteret til Rigshospitalet med fuld udrykning.

På Rigshospitalet var lægerne ikke optimistiske.

− Filippa havde svære skader i hovedet, hele hendes hjernestamme var skadet, og vi sad sammen med hendes kæreste Irfan ved hendes side i otte dage og bad til, at hun måtte overleve, mens lægerne kæmpede for hendes liv.

Men Filippa overlevede ikke, og pludselig var Maria og Michael i en situation, hvor de skulle tage stilling til organtransplantation.

− Den ene læge brød helt sammen, da hun fortalte os, at der ikke var mere at gøre, og midt i vores totale angst og choktilstand blev vi fuldstændig lammede, da spørgsmålet om transplantation blev stillet.

Irfan fortalte, at i en skuffe i deres fælles lejlighed lå et donorkort, som Filippa havde udfyldt.

− Den viden hjalp os og overbeviste os om, at vi skulle sige ja, for vi følte, at vi på ingen måde kunne gå imod hendes eget ønske.

Læs også: Tina lever med kroniske smerter: Vi er blevet tættere som familie

At leve med sorgen

Nu er det otte år siden, at den lille families tilværelse blev så voldsomt påvirket.

− Det fatter man jo ikke, siger Maria, 53 år. – I starten levede vi som en slags zombier og håndterede sorgen på hver vores måde. Jeg tog ofte til Sverige, hvor Filippa og jeg havde boet de første fire år af hendes levetid. Michael er ikke hendes biologiske far, og selv om de to var meget knyttet til hinanden, havde Filippa også et tæt bånd til vores svenske familie, så jeg havde et stort behov for også at være sammen med dem.

Michaels trænerkarriere blev sat fuldstændig på standby.

− Jeg var i dyb sorg og ville så gerne koncentrere mig om at være der for min familie. Tankerne var ét kaos, og selv om jeg følte, at jeg smed min karriere i skraldespanden, kunne jeg ikke handle anderledes, for min familie kom i første række, siger han.

Både Maria, Michael og Sarah modtog psykologhjælp.

− Maria havde god effekt af det, men Sarah fik mest ud af at være med i et par børn- og unge-sorggrupper. Mig sagde det intet – jeg fik ingen ro og blev mere og mere mat og træt både fysisk og psykisk. Mit eneste fristed blev faktisk kommentatorrummet, da jeg blev ansat som sportskommentator hos Eurosport.

- Derinde var der kun mig og ingen andre mennesker, og jeg var nødt til totalt at fokusere, så det blev ligesom en helle, hvor jeg for en stund kunne lægge sorgen og smerten på en hylde.

Læs også: Efter sin mors død: Marina skubbede alle fra sig

Glæden ved tennis

At håndtere sorg er noget, Michael prøvede kræfter med allerede i barndommen.

− Jeg voksede op i Brøndbyøster i små kår og mistede min far, da jeg var 15 år. Min mor havde et lidt skrøbeligt sind, og hendes liv blev ikke nemt. Hun giftede sig igen med en sød mand, som desværre døde af kræft.

Tennisbanen blev stedet, hvor Michael som teenager fandt glæde.

− Tennis blev meget tidligt min absolutte yndlingsbeskæftigelse, selv om jeg også nåede at spille både fodbold, håndbold, cricket og ishockey. Men fra første gang, jeg lånte min søsters ketcher og stod og slog bolde op ad en mur igen og igen, var jeg solgt, og jeg blev superglad, da min mor forærede mig min første egen ketcher, en Donnay Tornado, som hun havde købt i Rødovre Centret.

Læs også: Efter sin mors død: Marina skubbede alle fra sig

Karrirerelivet

Tenniskarrieren tog hurtigt fart, og Michael blev i årene 1981-91 dansk mester mange gange i både herresingle, herredouble og mixdouble.

− Så blev jeg adopteret af det svenske tennisforbund og rejste rundt med alle de svenske tennisstjerner, blandt andet Mats Wilander, hvor vi deltog i alle de store, udenlandske turneringer. Jeg opnåede endda at spille med min barndoms helt, Bjørn Borg. Vi havde det alle virkelig godt sammen, inspirerede hinanden og glædede os på hinandens vegne, når det gik godt.

Læs også: Enya er voers lille mirakel

Kroppen reagerede

Da Michael i 1994 besluttede at stoppe som aktiv tennisspiller, blev han i stedet træner for både danske og udenlandske topspillere.

− Det har jeg så været on and off lige siden, blandt andet har jeg trænet Caroline Wozniacki og Frederik Fetterlein. Trænerjobbet betyder dog virkelig meget rejsetid, og siden vi mistede Filippa, har det været svært for mig at være væk fra familien det halve af året, så jeg har indtil nu været godt tilfreds med mit kommentatorjob hos Eurosport.

Maria har også været nødt til at omlægge sin karriere.

− Jeg havde en frisørsalon, som jeg solgte, efter at Filippa gik bort. De intime relationer, man som frisør ofte bliver involveret i, havde jeg slet ikke overskud til. I dag arbejder jeg som butiksassistent i en god vens møbelforretning og er ved at uddanne mig til ekspert inden for produktet Hästens.

Ligesom det tog sin tid at få karriererne på plads igen, krævede det store tab af Filippa lang tid at få nogenlunde styr på den både fysiske og følelsesmæssige hårde rutsjetur.

− Jeg havde svært ved at finde ud af, hvorfor min krop for eksempel reagerede, som den gjorde, fortæller Michael. – Jeg har altid været i god form, men langsomt blev jeg mere og mere mat, og uanset temperaturen ude og inde, havde jeg det, som om jeg altid småfrøs.

- Jeg led også under en følelse af ikke at slå helt til i familien. Jeg ville så gerne være der for Maria og Sarah, men mine tanker og følelser var alt for kaotiske, så jeg havde næsten konstant dårlig samvittighed over ikke at gøre nok for at hjælpe dem.

Læs også: Anna er ung enke - og enlig mor

En bog som terapi

Michael fik en uventet mulighed for at få bearbejdet sin store sorg, da han ved en opvisningskamp i Herning i 2015 tilfældigvis fik journalist og skuespiller Peter Pilegaard til bords.

− Peter lavede et interview med mig og foreslog efterfølgende, at vi lavede en bog sammen om mit liv. Jeg blev meget beæret, og efter at have vendt tanken med Maria og Sarah sagde jeg ja. Min datter mente, at hun så endelig fik chancen for at høre om hele mit liv, og Maria tænkte, det kunne være terapeutisk for mig.

De følgende tre år arbejdede Peter og Michael på at få samlet indholdet til bogen ”Grus”, som udkom i september 2018.

− Vi mødtes tit, ofte flere gange om ugen, og Peter rejste også rundt og talte med mine gamle kolleger og venner. Han stillede mig opgaver fra gang til gang – det kunne for eksempel være at tænke over et specielt årstal – og det betød, at jeg fik vendt stort set hele min barndom, ungdom, ja, hele mit liv. Hver gang vi havde talt sammen et par timer, var jeg fuldstændig drænet og kunne bare gå ind og sove.

Læs også: Jeg siger tak til min donor hver eneste dag

Livet er godt igen

I dag føler Michael en enorm lettelse.

− Jeg har fået ro på mine tanker og slapper meget mere af nu. Arbejdet med bogen og Peter har virkelig hjulpet mig bedre, end nogen psykolog kunne gøre det, og jeg er dybt taknemlig.

Både Maria og Michael tør nu sige, at livet igen er godt.

− Sorgen følger os naturligvis hele livet, men det er dejligt at vide, at – takket være Filippas egen uselviske holdning – så er hun stadig blandt os både fysisk og mentalt. Hendes dna er her og bliver ført videre i livet.

Michael Mortensen har sammen med forfatter Peter Pilegaard skrevet bogen ”Grus”, der fortæller historien om at jagte sine drømme og blive den, man er − om at finde lykken og blive frarøvet den igen og at overkomme den største sorg i livet.

Bogen er udkommet på forlaget People’s Press og koster 249,95 kr.