Dansen fik os til at grine

Min mand og jeg lavede sjov med, at han havde en 40-års krise, siden han pludselig ville være skiinstruktør.

For mig var der dog lidt alvor gemt bag drillerierne. Han virkede mindre glad og var begyndt at drikke rødvin hver aften og ikke bare et glas, ofte to eller flere.

Han havde også fået en ny chef, som han ikke brød sig om, og han havde taget på. Han spiste chips og flæskesvær flere gange om ugen og sad alt for sent oppe.

Heldigvis var der en skiklub i nabobyen, og efter noget tid blev min mand rigtignok uddannet instruktør. Vi tog altid på skiferie i vinterferien, så det var ikke helt fremmed, men alligevel syntes jeg, det var lidt spøjst, at han ligefrem ville uddanne sig til instruktør.

Det betød også, at han brugte noget af sin ferie på at rejse ud med skiklubben uden vores søn og mig. Jeg kæmpede for at være rummelig og give ham plads, samtidig med at jeg frygtede, at hans nye passion fik ham endnu længere væk fra mig, os og vores lille familie.

Derfor besluttede jeg mig for altid at være positiv, når han inviterede vores søn og mig med til noget i ski-klubregi. Vi deltog derfor i både påskeløb og sommertræf på rulleski, og vi tog ovenikøbet med klubben på skiferie første juledag efter at have holdt juleaften for 15 mennesker.

En dag, da jeg kørte hjem fra arbejde, guidede noget vejarbejde mig en anden vej hjem og forbi en danseskole med et stort skilt, hvor der stod ”dans dig glad.” Jeg kunne ikke slippe udtrykket og kiggede en dag på deres hjemmeside. De havde pardans. Noget, jeg altid havde tænkt, jeg gerne ville gå til med min mand. Selv, inden jeg mødte ham, drømte jeg om det.

Så efter at have deltaget i ski-klubbens loppemarked for at samle penge ind til nyt udstyr, sagde jeg til min mand, at nu ville jeg også bestemme noget.

En uge efter kørte vi af sted til vores første danselektion. Jeg nød at gøre mig i stand og tage en pæn nederdel på.

Mens vi hang jakkerne op, kom et ældre ægtepar hen til os og præsenterede sig. De hed Gurli og Erik og kunne nemt være vores egne forældre. Gurli var en slank, lille dame med gråt, krøllet hår og røde briller. Hun fortalte, at deres mange hunde og dansen uden tvivl var det, der holdt liv i deres ægteskab, som nu havde varet i 54 år.

Jeg smilede indvendigt og tænkte, at det her var en god beslutning, selv om jeg følte mig alt for ung.

Den følelse var dog kortvarig, for inde i salen blev vi mødt af Anna og Felix, som var et helt ungt par, der skulle giftes til sommer. Anna var bare 24 år og Felix sikkert en anelse ældre. De var begge lyshårede og havde ungdommens energiske glød.

På holdet gik der også to meget venlige mænd, Bent og Benny. De var begge optikere og ud over deres to katte, havde de også en butik sammen.

Da den mandlige underviser bød mig op til dans, så de andre kunne se på, råbte Benny til min mand, at nu skulle han kridte danseskoene for at holde fast i mig. Vi grinede i det hele taget meget og havde en skøn aften.

Efter nogle gange var begynder-rusen dog ovre, og jeg syntes, at den mandlige underviser var lidt for negativ over for mig. Det var i hvert fald tydeligt, at jeg ikke var nogen dansebegavelse.

Til gengæld var min mand blomstret endnu mere op og kom glædeligt tidligt hjem fra arbejde de dage, vi skulle til dans. Nogle dage nåede vi også at gå en tur sammen inden.

Da sæsonen var ved at være slut, kom Anna og Felix med nogle fine, hvide kuverter. Vores navne stod på forsiden i guld. Det var invitationer til deres bryllup. Anna sagde begejstret, at vi måtte love at komme. Jeg svarede straks, at det ville vi meget gerne.

I pausen listede Gurli sig over til mig og foreslog, at vi købte en fælles bryllupsgave. Det overhørte Bent, og på hans sjove måde legede han fornærmet, mens han fik fortalt, at de også ville være med i gaven.

Da kalenderen skrev 7. juli, kæmpede jeg med at få remmen om mine røde stiletter. De var ikke dansevenlige, men de var festvenlige og det var præcis dét jeg glædede mig til. At skulle til fest med min skønne mand og alle vores nye venner.

Det endte med, at vi dansede natten lang. Heldigvis havde jeg skiftesko med, og i bryllupsgave gav vi Anna og Felix et årskort til danseskolen, så vi alle vidste, at vi fortsat skulle ses hver onsdag.

Dansen havde både givet os nye oplevelser og venner og måske også reddet vores ægteskab. Så udtrykket ”dans dig glad” passede i hvert fald på os.