En læser fortæller: Min jul med sorg og glæde

Julen er en tid, de fleste forbinder med lys, nisser og ikke mindst med glæde og samvær med familie og venner. Det gør jeg også. Og alle traditionerne: Maden, at finde på den sjoveste mandelgave, at drøne rundt i huset og synge ”Nuuu det jul igen …”. Og at se træets røde, levende lys blive tændt og spejle sig i børnenes øjne. Jeg elsker det hele. Men julen er mere end det.

I min familie er det mig, der holder julen, lige med undtagelse af de år vi er hos min mands familie. Sådan blev det, efter mine egne forældre blev skilt for snart 13 år siden, for det viste sig hurtigt, at det bare er bedst for julefreden.

Så når vi fejrer juleaften hos os, er vi foruden min mand og jeg også mine forældre, vores datter Sara, der nu er fire år, og så vores søn, Samuel på 12.

Jeg holder jo af juletraditionerne, men Samuel er nok den, der vogter mest nidkært over dem og korrekser mig, hvis jeg f.eks. kommer til at hænge julekuglerne et forkert sted eller glemmer at sætte alle nisserne op. Han er også den første til at huske mig på en juletradition, vi fik det år, hvor Sara stadig lå i min mave. Den jul blev nemlig helt speciel.

Mine forældre skulle komme, og som sædvanlig inviterede jeg min farmor, børnenes oldemor, som har en helt speciel plads i mit hjerte.

Farmors sidste jul

Fra min barndom husker jeg hende som en rar og nærværende farmor, men hun var også en stærk kvinde, der egenhændigt opfostrede fire børn, efter hun lod sig skille fra en noget fordrukken mand.

Hun sled med rengøringsjob, men i fritiden strikkede hun altid. Det er et meget stærkt minde: De klirrende strikkepinde, det tunge strikketøj og de varme sweatre med fantastiske, farverige mønstre, som hun tjente lidt ekstra på at sælge.

Selv om hun var enebarn, skabte hun selv en stor familie med sine egne fire børn, børnebørn og en myriade af oldebørn. Samtidig formåede hun at holde fast i en lille gruppe af ungdomsveninder.

Men hun havde et hårdt liv, og da hun blev rigtig gammel, forsvandt hendes færdigheder lidt efter lidt. Først ville benene ikke rigtigt mere, så forsvandt hørelsen, og da synet efterhånden også svigtede, og hun samtidig fik gigt i hænderne, indskrænkede hendes liv sig. Strikningen var det slut med, og hun kunne bare sidde dér.

Til sidst måtte hun flytte på plejehjem. Én efter én faldt veninderne fra, og familien kunne jo ikke besøge hende hele tiden, så tiden blev lang. Det tog på humøret, selv om hun mandede sig op, når vi kom. Det værste var, at hun tabte interessen for at komme ud, selv juleaften, hvor jeg troligt inviterede hende. Hun orkede ikke mere.

Men den jul, jeg taler om, dér sagde hun, til stor overraskelse for os alle, pludselig ja. Min far hentede hende, og da hun ankom, kiggede hun på mig med de der fornøjede øjne, som jeg husker fra min barndom. Hun både småsnakkede og spiste godt af julemaden.

Bagefter sad hun med kaffen og sine yndlings-småkager foran sig. Hun kiggede rundt på os alle: Min far, som var hendes førstefødte, mit barn, og min mave med hendes yngste oldebarn indeni.

Og så faldt hun pludselig sammen i stolen, netop da vi skulle til at danse om juletræet. Min far kørte med hende på hospitalet, mens vi andre forsøgte at gennemføre julen for 6-årige Samuels skyld. Meget sent ringede min far og fortalte, at min farmor, børnenes oldemor, ikke var mere.

Farmors forudanelse

Så det blev en mærkelig, trist jul, som vi ofte kom til at tale om. For hvorfor var det lige denne jul, hun pludselig sagde ja til at komme? Havde hun en forudanelse? Ønskede hun at slutte cirklen omgivet af yderpunkterne i sit liv, sin førstefødte og det yngste oldebarn in spe? Det får vi jo aldrig at vide, men vi synes på en måde, det er smukt, selv om det er sørgeligt.

Året efter begyndte juleaften lidt trykket, men så var det, Samuel foreslog, at vi skulle tænde et lys kun for oldemor. Og sådan opstod vores nye juletradition, den Samuel aldrig forsømmer at huske mig på:

Vi udvalgte simpelthen en lyseholder med en gylden stjerne på, som vi satte et hvidt lys i. Vi har nemlig altid røde lys på træet, men dette ene lys er hvidt og bliver tændt som det allerførste. Så kigger vi op på himlens stjerner og vinker til hende, før vi tænder alle de røde lys. Det er hendes lys, og det er vores juleminde, et skrøbeligt og sorgfyldt ét.

På den måde rummer julen også andre minder og ikke kun alt det materielle med julegaver og alt for meget mad. Og sådan er det nok for mange mennesker, for sorg og død skeler jo ikke til kalenderen. Man kan aldrig gardere sig mod, at der sker noget uventet. Heller ikke juleaften.