En læser fortæller: Verdens bedste mor

Lotte og jeg lærte hinanden at kende, da en sundhedsplejerske tog initiativ til at samle en mødregruppe i kommunens sundhedscenter. Idéen var, at vi seks nybagte mødre skulle mødes med vores små spædbørn for at udveksle erfaringer. Desværre kom det ikke til at fungere. Det at sidde omkring et kommunalt mødebord, mens sundhedsplejersken skrev mødepunkter på et whiteboard, virkede mere som et undervisningslokale end fremmende for private samtaler.

Når vi gik derfra igen med hver sin barnevogn, fulgtes Lotte og jeg imidlertid hjemad. Her gik snakken anderledes afslappet, og vi endte med at lave vores egen lille mødregruppe, hvor vi bare mødtes privat hjemme hos os selv.

Selv om Lotte og jeg var lige gamle, 27 år, og førstegangsmødre til hver vores lille dreng, var vi vidt forskellige som mødre. Lotte hvilede helt anderledes selvsikkert i sig selv, mens jeg var mere usikker på, om jeg nu også gjorde det godt nok.

Allerede som gravid var jeg nervøs for, om jeg kunne leve op til det kæmpestore ansvar, der ventede mig. Under fødslen, som havde varet halvandet døgn med veer, var jeg endt med at trygle om at lade mig slippe med et kejsersnit, mens Kasper dog nåede at komme til verden med en sugekop. Lotte, derimod, havde født sin lille William på under fem timer uden nogen former for smertestillende og til lyden af klassisk musik.

Hun havde uden problemer fået gang i amningen, og hendes lille fra starten sov igennem om natten, havde min Kasper stort set kun sovet to timer i træk, før han vågnede igen. Mens han skreg sig selv højrød i det lille ansigt, stortudede jeg selv af udmattelse. Da det viste sig, at jeg ikke producerede mælk nok til ham, kom han så på sutteflaske og modermælkserstatning. Nok hjalp det på nattesøvnen, men ikke på min selvtillid som mor.

Selv om jeg ikke havde lige så let ved moderskabet som hende, lyttede Lotte indfølende til mig og rådgav om, hvordan jeg tacklede alle de andre udfordringer, jeg hudløst ærligt delte med hende igennem resten af barselsperioden.

Da Kasper blev et år, glædede jeg mig til at vende tilbage til mit arbejde som kontorassistent, få lidt mere tid til mig selv igen og samtidig til at være andet end kun mor. Lotte havde derimod valgt at gå på nedsat tid for stadig at være mest muligt sammen med William. Ligesådan sov han stadig mellem hende og hendes mand i ægtesengen, mens vi derhjemme havde taget kampen for at få Kasper til at sove i sin egen tremmeseng.

Selv om jeg elskede min lille dreng, kunne Lottes utilslørede moderkærlighed indimellem gøre mig usikker på, om jeg mon elskede Kasper lige så højt, som hun elskede sin lille dreng.

Efter vores to drenge startede i den samme integrerede institution, blev de i løbet af de næste år hinandens bedste venner, alt imens Lotte og jeg også lærte hinanden bedre og bedre at kende.

Når jeg delte min irritation over, at Kasper for alvor var kommet i trodsalderen og kun ville, hvad han selv ville, rådgav Lotte mig til at respektere hans grænser i stedet for at gøre dem til et problem.

– Det handler jo ikke om, hvad der er det letteste for dig, men om, hvad der er det bedste for ham. Kan du følge mig?

I teorien ja. Det var bare sværere at følge i praksis, når han vred sig på gulvet, fordi det ikke passede ham at spise det samme aftensmad som os andre.

– Men hvis han ikke kan lide maden, må han så ikke sige fra?

Det var jo heller ikke, fordi vi forsøgte at tvangsfodre ham. Men han kunne jo ikke leve af is og pastaskruer med ketchup. Herefter rådede Lotte mig til at inddrage ham mere i madlavningen, som hun selv gjorde det med William. Hun beskrev, hvordan han stod på en skammel med forklæde på og skyllede de grøntsager, som han guffede i sig ved middagsbordet. Selv om jeg forsøgte at følge hendes velmenende råd, blev Kasper dog ikke mere samarbejdsvillig, ligesom min tålmodighed heller ikke strakte sig lige så langt som hendes.

Eftersom Lotte var overbevist om, at hun aldrig ville kunne elske et andet barn lige så højt som William, ville hun ikke have flere børn. Da jeg selv blev mor til min lille pige, elskede jeg hende nu lige så højt, som jeg elskede Kasper. Alligevel blev jeg indimellem usikker på, om min egen moderkærlighed stod mål med Lottes, som aldrig nogensinde gav udtryk for, at hun kunne blive irriteret eller frustreret over sin William. I stedet led jeg indimellem af dårlig samvittighed over, at jeg selv kunne ønske begge mine børn hen, hvor peberet gror.

Ligesådan kunne jeg slet ikke hamle op med den stolthed, Lotte følte over William. Når Kasper forærede mig en tegning, hang vi den bare op derhjemme på køleskabet. Lotte fik derimod indrammet nogle af Williams kunstværker, som hun hang op på væggen, mens hun allerede så hans kommende optagelse på kunstakademiet for sig.

Da begge vores drenge som 5-årige begyndte til fodbold, spottede Lotte straks Williams talent for at blive en kommende landsholdsstjerne. Når jeg så Kasper, syntes jeg ikke, han var bedre end de øvrige børn på banen. Samtidig gjorde det mig usikker på, om jeg bare ikke elskede min egen dreng lige så ukritisk. For i Lottes optik skilte William sig ud ved at være et helt særligt barn med helt unikke evner, og hun lagde heller aldrig skjul på det over for ham eller nogle andre.

I mit stille sind syntes jeg jo også, at mine egne børn var verdens dejligste, men at jeg ikke i samme grad kunne få mig selv til at skilte med det over for alle andre, gjorde mig usikker på, om mine børn mon selv tvivlede på min kærlighed til dem.

Da drengene havde første skoledag i den samme folkeskoleklasse, var det noget af en livlig sæk lopper, hvor især drengene havde svært ved at lære at sidde stille. Mens vi satte vores lid til, at der nok skulle komme mere ro på dem, valgte Lotte at rykke William hen på en privat lilleskole.

Ifølge hende var Williams skoleskift hver en krone værd. Han var allerede blevet en helt anden dreng, hvis boglige evner de nye lærere delte hendes næsegruse beundring for. Han skrev bogstaver og længere og længere sætninger, som nu allerede afspejlede en stor forfatter in spe.

I min optik virkede William nu fuldstændig som før. Han og Kasper legede stadig lige højlydt med sværd og sloges med puder og med hinanden, når de var sammen. Alligevel blev jeg usikker på, om vi ikke selv prioriterede Kaspers skolegang højt nok til at gøre den til en ny udgiftspost i vores privatøkonomi.

Efterhånden, som drengene blev lidt ældre, mistede de begge interessen for at være sammen. De fik andre kammerater og udviklede nye venskaber, mens Lotte og jeg fortsatte vores. Når vi nu mødtes, var det gerne på en café til en kop kaffe eller et glas vin til en voksen venindesnak. Alligevel endte vi altid med at tale mest om børnene. Hele Lottes verden drejede sig stadig kun om William.

Mens hun stadig kun havde godt at sige om William, da drengene blev teenagere, indviede jeg hende stadig i de problemer og bekymringer, jeg havde for Kasper. Jeg var indimellem ved at rive mig selv i håret over ham, som ikke bestilte andet end at sige os imod og gøre, som det passede ham selv. Lotte lyttede med en bekymret panderynke, som fik mig til at føle, at jeg måske i virkeligheden var Kaspers grundlæggende problem. For Lotte havde aldrig den slags konflikter med William. Derimod græd hun allerede over den dag, om flere år, hvor han ville flytte hjemmefra.

Da Kasper flyttede hjemmefra, havde vi imidlertid fået et mere harmonisk forhold. Selv om det føltes vemodigt at vinke farvel til ham, følte jeg slet ikke i nærheden af samme sorg, som Lotte gjorde, da hendes egen rede blev tom. Tværtimod. Kasper var jo bare blevet en ung, voksen mand med mod på at leve sit eget liv, og ærligt talt nød jeg også den frihed, der fulgte med det for mit eget vedkommende.

Det var imidlertid først nu, Lotte fik problemer med William. Han indledte et oprør, som bestod i, at han nægtede at opfylde hendes skyhøje forventninger til ham. Han gjorde det stik modsatte og bad hende mere og mere rasende blande sig helt udenom hans liv.

Det, at Kasper derimod nærmede sig mig med en anden voksen respekt, og at vi fik et mere ligeværdigt og ukompliceret forhold, fik mig imidlertid ikke til at føle mig som en bedre mor end Lotte. Det fik mig bare til at slippe min tvivl om, at jeg aldrig havde været en god nok mor for ham.

Ikke at jeg bebrejdede Lotte min usikkerhed. Jeg erkendte bare, at jeg selv havde ligget under for nogle urealistiske forestillinger om, hvad det ville sige at være den bedste mor for mine børn. Det bedste var jo i virkeligheden at stå ved, at man ikke selv er fejlfri, og at ens børn heller ikke er det.

Ligesådan indså jeg, at det at prale og forgude sine børn ikke havde noget med moderkærlighed at gøre. Det var mere en måde at bekræfte sig selv som værende en bedre mor end alle andre.

Jeg troede egentlig også, at Lotte selv var nået frem til den erkendelse, efter William havde brugt de første mange år af sit unge voksenliv på at frigøre sig fra hendes billede af ham som den perfekte søn. I alt fald mistede hun al sin tidligere interesse for at tale og sammenligne vores sønners meritter.

Men nu, hvor vi for nylig begge er blevet farmødre, lader det alligevel til, at hun intet har lært. Når vi ses, forguder hun sit lille barnebarn som noget ganske særligt. Det gør mig nu ikke mere usikker i min egen nye rolle som farmor. I stedet for at prale med mit eget barnebarn gør jeg mit bedste for at støtte hans usikre nybagte forældre i, at de allerede gør det godt nok.