En læsers dilemma: Min mand manipulerede vores datter 1-2

Afsnit 1:2

Da jeg endelig fik samlet mod nok til at fortælle Morten, at jeg ville skilles, blev det ikke den forløsning, jeg havde drømt om. Han nægtede at samarbejde, og alle mine forsøg på at tale med ham om, hvordan vi rent praktisk skulle indrette os, blev køligt ignoreret.

Jeg stod stadig med telefonen i hånden, da Morten låste sig ind i vores fælles hjem. Han gik forbi mig uden at fortrække en mine, tog jakken af og hængte den på knagen et par centimeter fra mit ansigt. Så fortsatte han ind i stuen.

Sådan havde det været i flere måneder. Morten straffede mig, fordi jeg havde bedt om skilsmisse. Han talte ikke til mig, og han gjorde, hvad han kunne for at udstille overfor vores to teenagere. Havde det ikke været for mig, stod vi ikke i denne situation.

Morten og jeg mødtes på en musikfestival som frivillige. Jeg arbejdede i baren, og han var den baransvarlige. Jeg mærkede hurtigt, at han var interesseret i mig, og jeg var smigret, for der var mange piger, som sværmede omkring ham.

Vi kyssede på festivalens sidste aften, og derfra gik det stærkt. Jeg var bimlende forelsket, og i løbet af få måneder flyttede Morten ind hos mig. Jeg var 23 år, og han var min første store kærlighed. Han var selvsikker og udadvendt, og så gjorde det bestemt heller ikke noget, at han læste til socialrådgiver. Det gjorde ham kun mere tiltrækkende, at han ønskede at arbejde med mennesker.

Den første tid levede jeg i ren lykkerus. Morten var opmærksom og kærlig, og vi tilbragte timer med bare at sidde tæt sammenslyngede i lejligheden og høre musik og snakke.

Dog kunne han være meget kontrollerende over for mig, hvis jeg gik ud med mine venner. Han blev nemt jaloux og gjorde meget ud af at fortælle, at det jo kun var fordi, han elskede mig. I begyndelsen fandt jeg det smigrende, at han ville passe på mig og helst så mig være derhjemme, og flere af mine venskaber gled lige så stille ud.

Når jeg var så meget hjemme, føltes det naturligt, at flere og flere af de praktiske opgaver blev mine, men Morten var ikke nem at gøre tilfreds. Han kunne blive rasende, hvis det rodede, og det var aldrig til at forudsige, hvad han reagerede på. Det kunne ødelægge hele aftenen, hvis han fandt en rynken tomat i køleskabet.

Vi boede stadig i min gamle lejlighed, som jeg havde overtaget efter min farmor. Jeg havde regnet med at blive boende efter skilsmissen, men Morten nægtede at flytte ud. Det var mig, der ville skilles, så det var mig, der skulle flytte!

Han kom fra en familie med penge og ville uden problemer kunne finde et andet sted at bo, og han vidste, at jeg ikke havde de samme muligheder, så han holdt fast. Jeg troede, det ville hjælpe, at lejligheden havde været min først, men Morten stod på lejekontrakten, så det havde desværre ingen betydning. Ejendomsselskabet sagde, at vi selv skulle blive enige om, hvem der overtog lejligheden. Til gengæld kunne de skaffe mig en lejlighed i en anden ejendom på den halve størrelse og til den dobbelte husleje.

Det var den, jeg netop havde takket ja til, da Morten kom ind ad døren. Nu havde jeg endelig en udløbsdato på måneders vanvid, hvor jeg havde prøvet at dele vores uger op i hjemmet, så tingene kunne forløbe så gnidningsfrit som muligt. Morten overskred konsekvent alle aftaler og forspildte ikke en chance for at udstille mig som det mest uduelige fjols overfor børnene.

Han havde særligt godt fat i vores 14-årige datter, og jeg var begyndt at frygte, at hun slet ikke ville bo hos mig i mine uger, når vi nåede dertil.

I dagene efter, jeg havde takket ja til lejligheden, flød fortid og nutid sammen i en stor pærevælling. Engang var jeg en viljestærk og selvstændig kvinde. Hvordan var jeg endt med at bruge næsten 20 år med en manipulerende og psykisk skadende mand?

Morten havde haft en noget anden opvækst end mig, der kom fra en helt almindelig kernefamilie med en storebror og forældre, der stadig var gift. Hans far var velhavende og drev en større virksomhed. Forældrene var skilt, og han havde ikke haft den store kontakt med sin mor, som kort efter skilsmissen flyttede til udlandet. Da var Morten omkring 12 år.

Der var store følelsesmæssige udsving i vores parforhold. Morten kunne løfte mig op til skyerne med komplimenter for kort efter at trække mig ned med en kaskade af nedladende bemærkninger. Jeg talte aldrig med nogen om hans vredesudbrud. Jeg skammede mig over at være anledning til al den vrede, for jeg kunne jo bare sørge for, at tingene var i orden.

Da jeg blev gravid med vores søn, viste Morten sig fra sin bedste side. Jeg måtte endelig ikke overanstrenge mig, så hvis jeg havde købt ind, skulle jeg lade varerne ligge i bilen, og så bar han dem op, når han kom hjem.

Udadtil var det jo altid sådan, han var, og jeg tror faktisk, at mange kvinder, både på hans arbejdsplads og i omgangskredsen, var lidt misundelige på mig. De havde jo heller ikke mødt den anden Morten, som jeg skulle forholde mig til.

Morten viste sig hurtigt som en både kærlig og opmærksom far. Han brugte meget tid sammen med Mads og senere lillesøster, Ella. Jeg var den omsorgsfulde mor, der altid havde ekstra tøj i tasken, hvis nogen kom til at tisse i bukserne, mens Morten var den sjove far, der legede og fjollede med børnene.

Allerede efter min første barsel var jeg gået på deltid fra mit arbejde som skolelærer, og det fortsatte jeg med, efter Ella blev født. Hun var et lille skravl med mange sygedage, så det føltes nærmest umuligt at passe mit arbejde, og Morten tog aldrig barnets sygedage.

– I har masser af vikarer, der bare venter på at blive ringet op, som han sagde, hvis jeg spurgte, hvorfor det altid var mig, der skulle forlade mit arbejde i tide og utide, når vores datter blev ringet hjem.

I Ellas vuggestue havde de selvfølgelig begge vores telefonnumre, men jeg bad dem om kun at ringe til mig. Jeg forklarede, at det var nemmere for mig at hente Ella, hvis hun blev syg, men sandheden var, at Morten lod det gå ud over mig, hvis han blev ringet op på sit arbejde. Som regel ringede han direkte videre til mig, så jeg alligevel hentede, men skaden var sket, og han var i dårligt humør, når han kom hjem.

Da Ella begyndte i skole, blev jeg sygemeldt med stress. Jeg kunne ikke huske fra næse til mund, og min undervisning sejlede, så jeg fik besked på at gå hjem og passe på mig selv. Jeg var nærmest taknemmelig over, at det kunne lade sig gøre, men samtidig skulle jeg forholde mig til Morten, som gjorde det tydeligt, hvad han mente om det. Jeg arbejdede deltid, og vi havde to børn, ikke fem; måske skulle jeg bare tage mig sammen?

Sygemeldingen blev til en fyreseddel. Jeg havde ikke længere nogen tillid til mine evner som lærer og turde ikke vende tilbage. I stedet blev jeg hjemmegående. Det gjorde ikke noget godt for mit flossede selvværd at miste tilknytningen til arbejdslivet med kolleger og den frihed, det trods alt gav at tjene mine egne penge.

I de år gik Mortens og mit forhold fra slemt til værre. Han opførte sig, som om jeg var en hushjælp og uanset, hvor meget jeg gjorde rent, bagte og i det hele taget påtog mig alt, hvad jeg overhovedet kunne, så var det aldrig godt nok. Mit, i forvejen sparsomme, sociale liv svandt ind til ingenting. Jeg så kun familien.

Mortens manipulerende og nedladende facon smittede af på måden, jeg omtalte mig selv på. Jeg påtog mig ansvaret for alt, der ikke fungerede, og italesatte højlydt, at jeg da også bare var elendig til at huske regntøjet i skolen, få børnene til at høre efter eller holde styr på legeaftaler. Det var sådan set ligegyldigt, hvad emnet var, så havde jeg en historie om at have fejlet på netop det område.

Jeg havde aldrig tidligere været så optaget af egne fejl og mangler, og det fik særligt min bror til at undre sig. Jeg undskyldte mig med, at jeg havde gået hjemme for længe. Han spurgte, om jeg egentlig ikke savnede at undervise. Min bror er også skolelærer og talte ofte om sit arbejde. Han var glad for at være lærer og glad for sine elever, og sådan havde det jo også været for mig.

Samtalen med min bror tændte en lille gnist i mig. Jeg var kun knap 40 år og havde jo aldrig forestillet mig at være hjemmegående for evigt. Jeg ville undervise igen, men turde jeg?

Et års tid senere blev jeg ansat på min gamle skole og genoptog efter nogle måneder kontakten til et par af mine gamle venner fra arbejdspladsen. Jeg begyndte at træne i en klub, der havde udendørstræning, ikke langt fra, hvor jeg boede. Det var helt fantastisk at være en del af et fællesskab, hvor man dukkede op i al slags vejr og grinede og svedte sammen.

Jeg trænede et par gange om ugen. Altid enten tidligt om morgenen før arbejde eller i weekenden, så det på den måde ikke for alvor generede Morten. Den frihed, jeg fik i kraft af pludselig både at have et arbejde og en fritidsinteresse, gjorde mig godt.

Morten intensiverede sine små, perfide angreb på mig, nok fordi han fornemmede, at jeg blev sværere for ham at kontrollere. I frustration kom han til at lade temperamentet stikke af foran børnene. Mads kunne godt se, hvad der foregik, men Ella var tæt knyttet til sin far, og hun talte til mig på en måde, der løb mig koldt ned ad ryggen.

Min 14-årige datter havde valgt side, det var der ingen tvivl om. Hvordan ville hun reagere, hvis jeg fortalte hende sandheden om hendes far? Ville hun overhovedet tro på mig?