Frisøren er blevet forfatter

Fredag, 23. oktober 2015
af Johan Isbrand, Foto: Torkel Dyrting
Vivian Jessen var ikke lykkelig. I dag har hun den ro i tilværelsen, hun har savnet. Resultatet af hendes årelange arbejde med sig selv og sit liv kan nu læses i bogform. I både voksen- og børneudgave.

For et år siden skrev vi i Familie Journal om Vivian Jessen, der efter sin fars død tog sit liv op til revision. Det satte en lavine af begivenheder i gang, og Vivian har i dag på alle planer fået et bedre liv. Processen har dog krævet en gigantisk indsats af hende selv i form af et omfattende selvstudium: 200 bøger om forskellige emner har hun slugt og taget ved lære af. Nu er hun selv forfatter.

Hendes egne notater undervejs i læreprocessen og livsstilsændringen har nemlig resulteret i hele to bøger: En selvhjælpsbog for voksne med titlen ”Vejen fra frygt til kærlighed” og børnebogen ”Saras hemmelighed”, der beskriver de samme emner for børn og samtidig er et juleeventyr og en julekalenderbog i 24 afsnit.

Læs historien om Vivians kolbøtte i tilværelsen her.

– Begge bøger er foreløbig udgivet på mit eget forlag. Faktisk var der et forlag, som var interesseret i at udgive ”Saras hemmelighed”. Men i forlagsverdenen går tingene ikke så stærkt. Der var mange, der skulle gennemlæse og godkende mine ord, og skulle jeg vente på det, ville bogen først kunne udkomme til februar. Men en julebog skal naturligvis ud op til jul, så nu har jeg udgivet begge bøger selv. Til gengæld har jeg sendt de færdige bøger til forlaget. Så må vi se, om det kan blive til en udgivelse i deres regi til næste år, siger 58-årige Vivian, der til daglig er frisør og indehaver af salonen Hår-Design i sønderjyske Broager.

– Børnebogen udkom i weekenden, men ”Vejen fra frygt til kærlighed” har været ude i en måned, og interessen har været så stor, at jeg allerede har måttet genoptrykke den. De to bøger omhandler de samme temaer, såsom hvordan, man opfatter verden, hvilke afgørelser, man træffer på den baggrund og hvilken indflydelse, dine valg har på dig som person. Der var en kvinde, som standsede mig forleden henne i Brugsen. Hun havde læst min bog og kunne fortælle, at den havde hjulpet hende mærkbart. Hun havde fundet den ro, som jeg også selv har fundet, og var lige som jeg begyndt at fokusere på positive tanker, der gavnede hende, fremfor det modsatte, fortæller Vivian.

Læs også: Et harmonisk liv efter skilsmissen

Livsklog selvhjælpsbog

Hun har fået kvalificeret hjælp til at klargøre selvhjælpsbogen til udgivelse:

– Den kendte radiolæge Carsten Vagn-Hansen har læst korrektur på bogen. Og han har skrevet en bagsidetekst, hvor han roser mine skriverier for at være varme, livskloge, positive og lærerige. Han skriver tilmed, at bogen er på forkant med den nyeste udvikling inden for forskning i, hvad vores bevidsthed kan betyde for os. Ud over Carsten har jeg haft eksperter af alle slags til at læse udvalgte afsnit af bogen igennem. Den kommer jo både omkring kvantefysik, cellebiologi, teologi og meget mere, og jeg ville ikke risikere at støde folk, der vidste en masse om disse emner, ved at skrive noget, der var forkert.

Bøgerne sælges i en række lokale, sønderjyske bogbutikker. Men interesserede i hele landet kan naturligvis købe dem. Nemlig ved at skrive direkte til forfatteren på mailadressen vivianjessen@mail.dk og bestille dem. De koster 169 kroner stykket plus forsendelse.

– Jeg har det fortsat godt. Det bliver ved med at gå fremad med mit velbefindende, siger Vivian Jessen.

Læs også: Der er en vej ud af mareridtet