Hvem vil være Lasses ven?

Når hans lillesøster skreg og skreg, kunne Lasse få hende til at falde til ro ved bare at stryge hende over kinden.

Der er kun lige et år mellem dem, og da de voksede til, legede Lasse og Louise med hinanden. Louise elskede sin storebror inderligt, ligesom han elskede sin søster.

Det blev ikke anderledes, selv om de andre børn i skolen sagde, at Lasse da var mærkelig, fordi han ikke var som de andre. Han sagde ingenting og gjorde ingenting. Men Louise forstod sin bror. Hun forklarede de andre børn, hvad Lasse mente, når han ikke selv havde ordene.

Louise gjorde alt, hvad hun kunne, for sin bror, og hun bandt også hans snørebånd, når han strakte foden frem, selv om han godt kunne selv. Det, Lasse ikke kunne selv, var at række ud og være sammen med andre børn. Ikke fordi han ikke ville. Han forstod og forstår bare ikke altid, hvad det er, andre gerne vil.

Anderledes end andre

Lasse er blevet 30 år og har autisme, men han har også en lillesøster, der elsker ham. Nu har hun sat sig for at finde det til ham, alle mennesker har brug for: en ven.Lasse Enebakk elsker pizza, splatterfilm og kager. Men han har ikke en eneste ven, og det har hans søster, Louise, tænkt sig at gøre noget ved.

Lasse selv mener også, at det måske kunne være rart at have et andet menneske, han kunne gøre ting sammen med, for selv om hans søster og hans mor elsker ham, kan de jo ikke dele alt med ham.

Derfor skrev Louise et opslag på Facebook, hvor hun efterlyste unge, der kunne blive venner med Lasse. Det endte med, at over 100 mennesker kontaktede de to søskende. De kom også i tv, og Lasse var med hele vejen, selv om han hader al det postyr.

Lasse har det bedst, når han ved, hvad der skal ske, og hvornår det skal ske. Sådan har det altid været med Lasse. Derfor kunne de to søskende heller ikke følges ad gennem hele skoletiden.

– Vi gik i børnehaveklasse og noget af 1. klasse sammen, fordi vi er så tæt aldersmæssigt, siger Louise.

– For mig var han ikke mærkelig eller anderledes. Han var min storebror, og jeg elskede ham.

Men deres mor, Lillian Enebakk, vidste, der var noget galt med hendes dreng. Lillian var sygeplejerske og fraskilt. Hun var alene med børnene, og derfor blev Louise en slags minimor for Lasse, men Lillian vidste godt, at det var op til hende at finde ud af, hvorfor hendes dreng var anderledes.

Læs også om en ganske særlig dyne

– Da Lasse var tre år, vidste jeg, han var anderledes end andre børn. Det er jo mange år siden, og dengang vidste vi slet ikke så meget om autisme. Internettet var stort set ikke opfundet, da mine børn var små, så man gik ikke bare på nettet og undersøgte alting. Efter første klasse skiftede Lasse skole. Han var dygtig nok, han var skrap til at læse og skrive, mens det der regning var uinteressant for ham.

Og når noget var uinteressant, så tog Lasse sig ikke af det. Han var stille. Ikke fordi han ikke kunne snakke, men fordi han ikke kunne udtrykke, hvad han ville. Han var et barn, der så ganske almindelig ud, men som ingen rigtig forstod, bortset fra hans familie.

Når han var hjemme fra skole, legede han og Louise, som de altid havde gjort, og selvfølgelig sloges de også, om hvem der skulle ligge øverst i køjesengen hjemme hos deres far, for det gør søskende nu engang. Det var ude blandt andre, at det var tydeligt, at Lasse var anderledes.

– Lasse var fyldt 11 år, inden vi fik diagnosen infantil autisme, og det var på mange måder en lettelse. Det var fantastisk, første gang jeg ringede til Landsforeningen for Autisme og spurgte, om de kendte noget til det og det. Og de så sagde, at ja, det gjorde de da. Der var andre som Lasse, og nu var der andre, der kunne hjælpe os med at finde de bedste muligheder for ham, siger Lillian.

Lukker sig inde

Louise fortsatte i skolen. Hun havde veninder, som hun legede med. Hun fik kærester, og hun levede livet, som alle børn og unge gør. Lasse skiftede skole flere gange, og til sidst kom han på STU (Særlig Tilrettelagt Undervisning, red.) og dermed videre til det job, han har nu.

– Lasse skal kunne se et formål med det, han laver, ellers går han bare sin vej. Derfor har han prøvet mange forskellige job, men nu er han i Fakta, og det er han rigtig glad for. Her kom han med i et forløb, der hedder ”Klar til start”. Det er en uddannelse med jobgaranti for unge med autisme, og det har været godt for Lasse.

Lasse selv er svært tilfreds med at have job. Han er også flyttet hjemmefra til et bosted, hvor han har sin egen lille lejlighed og et par gange om ugen spiser sammen med de andre, som han også laver forskellige ting med.

Men Lasse bestemmer selv over sin dag. Det kan så også være et problem, synes lillesøster.

Læs også om Buster (link fjernet)

– Lasse lukker sig bare inde i sin lejlighed, ruller gardinerne for og spiller Playstation hele tiden. Det går ikke, siger hun med fast stemme.

Lasse medgiver, at det måske ikke er helt okay, men han ved ikke, hvordan han kommer videre. Han ved, der findes en anden måde at leve på. Han ved bare ikke, hvordan han kommer til det.

Dengang de boede hjemme hos deres mor, var han altid sammen med Louise og hendes veninder i fritiden, hvis han selv kunne bestemme. Ellers var han alene, og så kan det være svært at tænke på, at man faktisk ikke kender andre end sin familie.

Og hvor sjovt er det at se film med lillesøster, når hun nu hverken kan lide splatterfilm eller gider spille Playstation?

Hellere dyr end børn

Det var derfor, de to søskende satte sig sammen over en jordbærkage.

Da Louise havde spist et enkelt stykke og Lasse resten, var planen klar: Louise skulle efterlyse en ven til Lasse. En, der kunne lide at se splatterfilm, en, der kunne lide pizza, og en, der godt kunne lide piger – for Lasse er ret vild med alle tre ting.

– Jeg har da haft nogle flammer her og der, indrømmer Lasse, der også ønsker sig en kæreste.

Og i den forbindelse er det største krav, at hun skal være ærlig og reel, for det er Lasse. Det siger både hans mor og hans søster: Lasse er en mand, der holder, hvad han lover. Han bliver heller aldrig vred, selv om han bliver ked af det, når han ikke forstår sin omverden.

Lasse siger også sin mening. Klart og tydeligt.

– Jeg gider ikke børn. Jeg vil hellere have et kæledyr, siger han og nævner, at han har en skægagame hjemme i lejligheden, men én ting er, at han ikke bryder sig om børn. Noget andet er, at Max på fem måneder er vild med sin morbror. Max er Louises og Mikes lille dreng.

Lillesøster Louise er nemlig faldet til ro, har fået mand, barn og fast job. Det meste kunne Lasse affinde sig med, men det med barnet var en overvindelse: Det var lige ved at være for meget for Lasse med sådan en baby i familien, men så alligevel …

Det er heldigvis endt med, at Lasse og Max elsker hinanden.

Sådan er Lasses verden blevet lidt større. Hvis der også kan komme nogle venner, der kan se, at Lasse er en dejlig ung mand, så vil hele familien Enebakk være glad – men de skal altså kunne lide pizza ...