I dag er en god dag at prøve noget nyt – og være mærkværdig

For mange år siden, da jeg gik i gymnasiet, var fastelavn ikke kun børnenes fest.

Nej, det var også en anledning for os unge til at klæde os ud, more os – og håbe på lidt opmærksomhed.

Tænk på fastelavn som datidens Halloween, bare med færre plastikgræskar og lidt flere papkatte.

Fastelavn lever stadig hos især de mindre skolebørn, selv om katten i tønden er blevet udskiftet med slik.

Og mens børnene stadig slår på tønden, slår vi voksne os på fastelavnsbollerne, som er en videreførelse af tirsdagen efter fastelavn, hvide tirsdag.

Hvide tirsdag var sidste dag, inden fasten begyndte, og dermed den sidste dag, hvor man måtte spise de fine, og dengang dyre, hvide madvarer som æg, sukker og hvedemel.

De små sukkerbomber er i dag blevet så avancerede (og dyre igen), at de nærmer sig Michelin-niveau.

Traditioner har det med at forandre sig.

Hvor fasten før var tiden fra fastelavn til påske, hvor man sagde farvel til alle de gode ting, er fasten i dag rykket til før fastelavn og blevet til ”hvid januar”.

Sådan gør vi gamle idéer til nye.

Men tilbage til min gymnasietid, hvor fastelavn var en seriøs konkurrence.

Vi gik all in med udklædninger, og de mest originale fik præmier og evig hæder – eller i hvert fald hæder nok til næste fest.

En fastelavn besluttede jeg mig for at gå ud over kanten.

Inspireret af Victor Hugos roman ”Klokkeren fra Notre Dame”, klædte jeg mig ud som den deforme klokker Quasimodo.

Makeuppen gjorde mig grim og frastødende, jeg lavede en klumpfod, stoppede en pude op på skulderen som pukkel, og iklædte mig laset tøj.

Jeg humpede rundt hele aftenen og håbede at imponere dommerne med min kreativitet.

Men jeg vandt ikke, og ingen Esmeralda tog mig i hånden.

Faktisk blev jeg stort set ignoreret. Jeg reddede heller ikke nogen, sådan som klokkeren gør det i romanen.

Men jeg lærte noget.

Jeg fandt ud af, hvordan det føles at stå nederst i det sociale hierarki.

Det var der faktisk en befrielse i, selv om det selvfølgelig også var hårdt at blive overset hele aftenen.

Men når der intet er at tabe, når forventningerne er nul, bliver man nærmest usårlig.

Jeg fik i alt fald en slags mod, hvor jeg turde vise en anden, mere ærlig, side af mig selv.

Måske skal vi huske at kaste os ud i noget, der ikke nødvendigvis giver hæder eller likes?

Måske lærer vi noget nyt om os selv, eller måske opdager vi, at det ikke er så farligt at være usynlig for det gode selskab?

”I dag er en god dag at prøve”, sagde klokkeren.

Og vovede sig ud blandt andre mennesker, fordi fastelavnsdagen – narrenes dag – var den dag, hvor alt var omvendt, og man havde lov til at være mærkværdig.

Den dag kunne klokkeren være sig selv, fordi folk troede, han havde kostume på.

Måske skal vi gøre den dag til i dag?

Vi kan i hvert fald prøve.