Kender du et af vores første bofællesskaber?

Helle er optændt af den hellige ild, når hun fortæller om det, der er hende allerkærest. Det gamle boligkvarter Nyboder i København.

Helle er frivillig på Danmarks nok mindste, men mest interessante museum.

Nyboders Mindestuer, hedder det, og det fortæller om det hårde liv blandt almindelige mennesker gennem de seneste 400 år, siden Kong Christian 4. lod denne kæmpe bebyggelse opføre.

Dengang lå Nyboder uden for det uhumske København med sygdom og affald i gaderne, og børn og voksne i lasede klæder.

Nyboder var et af de første bofællesskaber i landet.

Her var der altid liv og glade dage, nogle gange for meget liv, men så havde man sin egen "sherif", der kunne sætte uromagere ind i vagtrummet for at køle af.

Det var også i Nyboder, man fandt på udtrykket "skrallekællinger", fortæller Helle.

Når der blev råbt for meget i gaderne, var straffen social og ikke voldelig. Den formastelige måtte nemlig løbe rundt mellem rækkehusene med en skralle og bøde for sin synd.

I de lavloftede smalle huse boede der tidligere op til 20 mennesker, både dem, der havde lejekontrakt med forsvaret, og deres familiemedlemmer og gæster.

For at få økonomien til at hænge sammen blev nogle af værelserne og den øverste etage endda ofte udlejet til tyende, arbejdere og butiksansatte.

Nyboder har været en af de tætteste beboelser i Danmarkshistorien.

Husene var ikke opvarmede og havde ganske små køkkener, hvor der ofte også blev arbejdet med syning og trævarer for at tjene en ekstra skilling til husholdningen.

Men bedst af alt: Der var fester i gaderne i Nyboder.

Allerede fra begyndelsen var der anlagt et utal af parallelle gader, og når den ene fest sluttede, begyndte den næste.

Og til hverdag havde beboerne glæde af de pæne gårdhaver mellem husene, hvor en bænk, et bord og et solstrejf lyste op i en hård og brydsom tilværelse.

I dag bebos Nyboder kun af forsvarets officerer under uddannelse, og lejlighederne er slået sammen i større enheder, men essensen er bevaret: Et stort fællesskab og mange gadefester.

Helle fra det lille museum fortæller medrivende om bebyggelsens dyder og de mennesker, der har beboet stedet gennem tiden, og mens vi, der lytter, beundrer stedet udefra, leves et særligt liv inde i husene, hvor fællesskabstanken uden egentlige regler og rammer blot opstår af sig selv.

I dag vil en stor del af befolkningen gerne på et tidspunkt i deres liv bo i et slags fællesskab.

Men der er meget få fællesskaber. Så vores eneste chance er at få fællesskabet ind i de eksisterende bebyggelser, så godt, vi nu formår.

Jeg lytter til Helle.

Hun taler varmt om Nyboders særlige fællesskabsånd. Så varmt, at man skulle tro, hun selv har boet der.

Det har hun faktisk også.

I hele seks år af sit liv.