Vi mærker noget, vi ikke har mærket længe: Forår!

Plask!

Mens jeg sidder på en bænk ved Søerne i København og nyder den spæde forårssol, der varmer mit ansigt, rammer kolde stænk min kind.

Hvad i alverden?!

Jeg ser en granvoksen mand stå i søen. Det grumsede vand når ham til knæene, og det ser meget besynderligt ud.

"Jeg protesterer", siger han, da han ser mit forbløffede blik.

Og da jeg spørger, hvad han protesterer mod, svarer han: "Hegnet! Kommunen har sat et hegn op langs søen, og det er der simpelthen ingen grund til".

Jeg må indrømme, at jeg ingenting fatter af mandens projekt, men jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet.

En særpræget protest, men også en umiskendelig form for forårskådhed.

Og er det ikke netop dét, lyset gør ved os?

Får os til at gå ud af os selv, så vi gør ting, vi ellers aldrig ville gøre?

Vi smider overtøjet, selv om det stadig er hundekoldt, sætter os ved caféborde udenfor i otte grader og holder fast om kaffekopperne med stivfrosne fingre, mens vi insisterer på, at det da føles som forår.

Og i byens parker ligger de første mænd og kvinder på tæpper, flere endda i korte ærmer.

De overbeviser sig selv og hinanden om, at græsset skam er lunt, mens de skutter sig i den isnende skygge.

Vi halser afsted i en nyfunden energi, som kroppen ikke helt kan følge med til, men vi gør det alligevel.

For vi mærker noget, vi ikke har mærket længe: Forår!

Nu skal alt det frem, som mørket har holdt inde. Lyset får os til at overvinde vores frygt for at slippe os selv. Det vækker os.

Platon beretter i sin hulefortælling om mennesker, der hele livet sidder i en mørk hule og kun ser skyggerne af virkeligheden.

En dag bliver de tvunget ud i lyset og blændes. De kan næsten ikke bære lyset.

Men lidt efter lidt vænner de sig til det og ser, at verden er større, end de troede.

Hvad var det dog, der skete?

Vi kommer ud af vores vinterhule, overvældede af lys, luft og muligheder.

Vi misser med øjnene, tøver lidt, og begynder så at tage chancer.

Kaj Munk skrev om den spinkle blå anemone, der bryder igennem den sorte jord. Ikke fordi den ved, at solen snart vil varme den, men fordi den ikke kan lade være.

Foråret handler om netop dét: At gå med det, der kalder.

Ikke fordi vi har en garanti, men fordi vi mærker en lyst til at træde ud i lyset og prøve noget nyt.

Så hop i det lave vand, hvis du har lyst. Smid dig på en halvkolde græsplæne, og overbevis dig selv om, at solen varmer om lidt.

Gå ud uden jakke for tidligt på sæsonen, og glæd dig over, at du fryser en lille smule.

For foråret kommer med en opfordring:

Slip kontrollen lidt, grin af dig selv, og lad verden overraske dig.