Lige fra hjertet: En farverig arv gav mig et skub fremad

Da min telefon ringede, var navnet på displayet et, jeg ikke havde set længe. ”Kusine Hanne”. Hun fortalte, at hendes mor, min tante Grethe, var gået bort.

Jeg blev ret chokeret. Min tante var ganske vist oppe i årene og havde forskellige skavanker, men ikke noget alvorligt. Sidst jeg så hende, virkede hun frisk af en dame på sin alder.

Mens jeg skrev detaljerne om begravelsen ned, kom jeg inde i mit hoved frem til, at den sidste gang, jeg havde set Grethe, var til en 60-års fødselsdag i familien. Det var over et år siden.

Jeg lovede at give beskeden om dødsfaldet og begravelsen videre til mine to voksne børn og deres familier, og så lagde min kusine på for at ringe videre til den næste.

Jeg kiggede på uret. Begge mine børn var stadig på arbejde, og jeg syntes ikke, beskeden skulle sendes i en sms.

Så satte jeg mig i min spisekrog og græd lige så stille. Over at Grethe var død, selvfølgelig, men også over, at jeg havde ventet for længe.

Den velmente liste

Da jeg for et halvt år siden gik på pension, havde jeg lavet en liste i mit hoved.

Først ville jeg rydde op og ud i alle de ting, der hober sig op i et hus gennem mange år. Det havde jeg gjort, meget grundigt endda. Mit køkken, som jeg sad i nu, var som blæst.

Men jeg var ikke kommet i gang med næste punkt på min liste: At kontakte nogle af de mennesker, som jeg mere eller mindre havde mistet kontakten til gennem årene.

Et af de mennesker var min tante Grethe. Grethe havde været gift med min fars bror, men efter at både min far og min onkel gik bort, var kontakten til Grethe desværre blevet meget sporadisk.

Hun boede fire timers kørsel væk, men jeg havde både bil og kørekørt, så det var ingen undskyldning.

Grethes skatkammer

Jeg havde altid nydt Grethes selskab, ikke mindst da jeg var barn. Ligesom mig var hun ikke en, der sagde så meget til de ellers livlige selskaber i vores familie, men da jeg var lille, havde Grethe altid gjort noget særligt for, at vi to kunne hygge os sammen.

Når festen blev holdt hjemme hos dem, trak Grethe mig altid med ud i deres ”roderum”. Grethe havde et helt almindeligt job, men i hendes fritid elskede hun at male.

Hendes bord og reoler i roderummet, som jeg i mine egne tanker kaldte ”skatkammeret”, var fyldt med glas med pensler og blyanter, tubevis af maling samt papir og lærreder i alle mulige størrelser. Så sad vi der og hyggede os med at male, mens de andre festede, sang og dansede.

Hvis vi var til en fest på et hotel eller til en sammenkomst hos nogle af de andre i familien, kunne vi selvfølgelig ikke male med alt hendes fine udstyr, men så havde Grethe papir og farveblyanter med i sin rummelige håndtaske og desuden tit en idé til, hvad vi skulle tegne.

Grethe ville meget gerne lære fra sig om kolde og varme farver, det gyldne snit, og om at blande farverne, så man fik den helt rigtige nuance frem. Men mest af alt husker jeg, hvordan vi to, som ellers ikke sagde så meget, fik en god snak.

Frygtede afvisning

Vores forhold ændrede sig i virkeligheden nok, da jeg blev færdig på gymnasiet. Jeg var stadig genert og lidt usikker, men jeg var blevet bedre til at håndtere sådan noget selskabssnak.

Til familiefesterne listede jeg ikke længere ud sammen med Grethe, men jeg sørgede altid for stadig at sætte mig og snakke med hende i et stykke tid.

Jeg fik en uddannelse, job, blev gift og fik to børn. Mine to børn er udadvendte, ligesom min mand var. Det er jeg glad for, for det er immervæk lettere at klare sig i livet, når man ikke er så genert.

Det betød også, at de aldrig fik det samme forhold til Grethe, som jeg havde haft. Mine børnebørn kendte hende vel nærmest ikke. Og nu var hun død.

Mens jeg pudsede min næse, måtte jeg indrømme, at jeg ikke bare var ked af det. Jeg var også flov over mig selv. Jeg ville have haft ringet til Grethe og inviteret mig selv på besøg, men jeg havde på en eller anden måde ikke turdet.

Jeg var en dame i en moden alder, og alligevel havde jeg ikke kunnet finde modet til at ringe til Grethe eller nogen af de andre på min liste.

Hvorfor var jeg så nervøs? Jeg måtte pudse min næse og tørre øjnene endnu en gang, før jeg turde tænke den næste tanke til ende …

Jeg havde ikke ringet, fordi jeg var bange for at blive afvist. Måske på en høflig måde, men alligevel afvist. Jeg var bange for, at der ikke var nogen, der savnede mit selskab.

Mindeværdig flyttekasse

Begravelsen blev overstået, og bagefter havde min kusine Hanne inviteret til eftermiddagskaffe på et lokalt hotel.

Efter desserten mærkede jeg en hånd på min skulder. Min kusine Hanne havde noget i bilen til mig. Hun syntes, at jeg skulle have det nu, så jeg kunne tage det med hjem. Ellers kunne der jo gå, som hun selv sagde, længe, før vi sås igen.

Udenfor på parkeringspladsen åbnede hun bagsmækken på sin bil. Der i bagagerummet var der en stor kasse fyldt med lærreder, pensler og tuber med maling. Det var al Grethes malergrej.

– Min mor sagde, at hun gerne ville have, at du fik det her. Så hvis du vil have det, er det dit.

Min kusine talte videre, men jeg hørte næsten ikke efter. Mine læber begyndte at bæve. Jeg huskede det, som var det i går. Mens de andre snakkede og lo, og cigaretrøgen bølgede omkring os, hviskede Grethe til mig: – Kom Tina, skal vi ikke gå ud og male lidt?

Ingen kunstnertype

Næste morgen pakkede jeg tingene ud og lagde dem på køkkenbordet. De fyldte hele vejen fra vasken til komfuret, og pludselig så mit ellers ryddelige køkken helt bohemeagtigt ud.

Jeg smilede ved mig selv. Man kunne jo godt male uden at være vildt kunstneragtig. Grethe havde været … ja, nogle ville nok have kaldt hende en grå mus, men de havde ikke set hendes skatkammer.

Grethe havde sagt, at man selv kunne blande alle nuancer ud fra bare en håndfuld farver. Men det havde nu ikke afholdt hende fra at købe en hel masse farver, fra de spædeste forårsfarver til de vildeste pangfarver.

Men … jeg havde ikke malet, siden jeg gik i gymnasiet, og der havde ikke været noget i min senere løbebane, der tydede på, at jeg var særlig kreativ.

På papkassen stod der ”Til Tina”. Det mindede mig om, at selv om Grethe selv havde børnebørn, valgte hun at efterlade malertingene til mig.

Pludselig kunne jeg næsten høre hendes stemme. Det var noget, hun havde sagt til mig mere end en gang, når jeg ikke rigtig vidste, hvordan jeg bedst kom i gang med et maleri eller en tegning.

– Nogle gange, Tina, når man ikke ved, hvordan man bedst kommer i gang, så skal man bare gå i gang og håbe på det bedste.

Et nyt mod

Et par timer senere kiggede jeg op fra det første maleri, jeg havde malet i mange, mange år. Det forestillede et syltetøjsglas med noget farvet vand og en pensel i. Eller det var i hvert fald tanken.

Glasset så ikke rigtigt tredimensionelt ud, og vandet så ikke så gennemsigtigt ud, som det gjorde i virkeligheden. Alligevel følte jeg mig mere glad, end jeg havde gjort i lang tid.

Måske havde Grethe tænkt, at malergrejet ville hjælpe mig med at huske de dejlige stunder, vi havde tilbragt sammen. Eller måske havde hun tænkt, at det kunne være godt for mig med en hobby i min nye pensionisttilværelse.

I hvert fald tilføjede jeg nu et nyt punkt på min pensionistlivs-liste i hovedet: Find et kursus i at male.

Det vigtigste punkt på listen stod der allerede: Tag kontakt til de søde mennesker, der i dagligdagens travlhed er gledet ud af dit liv.

Jeg ville ringe til den første med det samme, inden det var for sent. Hvis nogen ikke ønskede mere kontakt, end vi havde nu, måtte de jo sige det.

Selv ville jeg ikke risikere endnu engang at vente for længe med at tage chancen for at få lidt mere farve på min hverdag.