Lige fra hjertet: Mormor hjalp mig til at vælge rigtigt

Efter gymnasiet havde jeg svært ved at finde ud af, hvad jeg ville. Snart var mine gymnasievenner i fuld gang, men jeg vidste stadig ikke, hvad jeg skulle. Jeg havde forskellige småjobs og rejste lidt, men da det første år var gået, var jeg stadig ikke klar.

Tilfældigvis så jeg, at den lokale folkeskole søgte vikarer, så det søgte jeg, og sådan blev jeg vikar i en specialklasse, selv om jeg ingen planer havde om at uddanne mig til lærer.

Da en af lærerne så blev langtidssyg, kunne skolen ikke finde en uddannet vikar, så jeg fik timerne. Men da mit andet sabbatår så småt var gået, og ansøgningsfristen til de videregående uddannelser igen nærmede sig, var jeg stadig ikke blevet klogere.

Frygtløse mormor

I begyndelsen af juni holdt mine forældre som regel en ”start på sommeren”-fest for den nærmeste familie. Der var mine veninder også med og selvfølgelig min mormor, som jeg holdt meget af.

Hun var en frisk og sjov dame, der stadig arbejdede, selv om hun var over 70. Hun havde aldrig rigtig været en almindelig mormor, der sad og drak kaffe, mens børnene legede.

Hun deltog selv, spillede badminton og hoppede på trampolin, og så tog hun mig også med på nogle dages ferie hver sommer. Det var altid noget aktivt. Vi klatrede i bjerge, vandrede og sov ude i fjeldet. Jeg tænkte, at hun ikke var bange for noget som helst.

Da jeg blev student, havde både familie og venner opfordret mig til at give mig god tid. På et tidspunkt skulle jeg nok finde ud af, hvad jeg ville, mente de dengang.

Men efter et par år var der ingen, der sagde noget længere. Undtagen min onkel Bjarne, der ikke kunne nære sig. Han skulle lige høre, om jeg havde søgt ind på noget i år?

Det havde jeg jo så ikke. Jeg så godt min mors bekymrede udtryk, men hun sagde ikke noget.

Det var min mormor, der kom mig til undsætning og sagde, at når jeg havde besluttet mig, så ville jeg da sikkert fortælle det, og indtil da kunne min onkel, som var hendes søn, bare tie stille.

Der gik et kort øjeblik, så brød alle ud i latter. For det var min mormor i en nøddeskal. Hun var ikke bange for at sige, hvad hun mente, og hun stod altid bag mig. Jeg gav hende et varmt kram.

Den lille stemme

Alligevel overvejede jeg, hvad der var i vejen med mig. Hvorfor kunne jeg ikke bare søge ind på noget, f.eks. psykologi, som mine veninder foreslog.

Men en lille stemme inde i mig var i tvivl. Jeg kunne jo egentlig godt lide mit liv, som det var nu. Jobbet på skolen var spændende og faktisk også vigtigt.

Da jeg forsøgte at forklare det til en veninde, kiggede hun på mig og sagde, at med mit tårnhøje gennemsnit ville det da være spild af evner.

Det gjorde mig flov, at hun kunne sige sådan, for hvor placerede det alle mine dygtige kolleger på skolen? Hvad sagde det om synet på lærere?

Men hun havde jo ret i, at der hverken var penge eller prestige i at være folkeskolelærer, og man hørte også mange tunge historier om stressede lærere.

Så jeg lovede hende, at jeg ville gå i tænkeboks og søge ind på noget til juli.

Lettelsen udeblev

Da kalenderen skrev 2. juli, var jeg stadig ikke kommet det nærmere. Jeg sad på caféen på Torvet og ventede på min mor og mormor.

Vi fik alle tre serveret kaffe, og jeg undgik ikke at mærke min mors øjne på mig, men hun styrede sig og spurgte ikke om noget. Alligevel hørte jeg hendes usagte ord og følte meget stærkt, at det var på tid at rykke.

Det var her, jeg hørte mig selv bekendtgøre, at jeg ville søge ind på psykologistudiet.

Jeg nød min mors reaktion. Hun blev så åbenlyst glad, og lettelsen lyste ud af hende. Min mormor derimod lagde bare hovedet lidt på skrå og smilede til mig, mens hun klappede mig på hånden.

Ansøgningsfristen var den 5. juli, så der var ingen tid at spilde. Psykolog, det var det, jeg skulle være.

Så straks, jeg kom hjem, åbnede jeg computeren, udfyldte ansøgningen og trykkede resolut på ”send”. Da kvitteringen på min ansøgning dukkede op, ventede jeg på lettelsen, der skulle indfinde sig. Men den udeblev.

Da optagelsesmailen kom, kastede jeg mig over litteraturlisten, så snart den var tilgængelig, og bestilte de lærebøger, jeg skulle bruge.

Heldigvis havde jeg mulighed for at læse nogle timer i ”min” klasse, før studiet startede, og som jeg sagde til hvem, der gad høre det:

– Det er jo vigtigt at have nogle erfaringer med sig om børn, når man skal være psykolog, ikke?

Men i mit stille sind glædede jeg mig til at se de finurlige børn igen.

Særligt udvalgt

Den første dag efter skolesommerferien kom min bogpakke. Jeg arrangerede stakken på mit bord og lagde min studenterhue ovenpå. Det skulle nok blive godt, formanede jeg mig selv og lagde et foto på Instagram.

Så skyndte jeg mig hen på skolen til min første time efter ferien.

Børnene var alle glade for at se mig igen, særligt Tim. Han listede hen og gav mig et kram, og lige der følte jeg mig særligt udvalgt.

Tim var en temmelig genert dreng, der kunne finde på at gemme sig inde i garderobeskabet, men han var også sød, sjov og meget klog. Følte han sig derimod presset, fik han nogle voldsomme raseriudbrud.

Et par dage efter måtte jeg med blødende hjerte fortælle børnene, at jeg skulle stoppe på skolen. Det raserianfald, Tim fik, var voldsomt og tog lang tid, men det var tilsyneladende blevet bedre, da han skulle hjem.

De andre lærere kunne godt se, det gik mig på, men de sagde, at jeg skulle forsøge ikke at tage det alt for nært, jeg skulle jo videre.

Hjemme lå bogpakken til studiet på bordet. Det var tykke bøger fyldt med begreber, jeg slet ikke kendte endnu. Det ville blive en lang vej, før jeg igen kunne komme ud og hjælpe børn som Tim.

Sin egen mening

Om aftenen besøgte jeg min mormor. Hun fornemmede straks, at der var noget galt, så jeg fortalte, hvad der var sket på arbejdet.

– Du skal huske, at det, der er rigtigt for dig, jo ikke nødvendigvis er det, der er rigtigt for andre, ikke?

Så fortalte hun mig om dengang, alle omkring hende gik på pension. Hvor underlig hun havde følt sig, fordi hun ikke delte den lyst.

Hun var slet ikke færdig med at arbejde, så på trods af at hendes kolleger gik på pension, og at det var det mest almindelige, valgte hun at fortsætte.

– Og det har jeg aldrig fortrudt. Jeg gjorde det, jeg syntes var rigtigt. Ikke det, andre syntes var … det normale.

Så sad jeg der med våde øjne og fortalte om mine tvivl. At jeg syntes, det var spændende at undervise, at jeg havde flair for det og om, at alle talte om mit gennemsnit.

Min mormor var aldrig den, der kom med løsninger, så vi talte bare frem og tilbage om det hele og især om, hvad, jeg selv følte, var det vigtige.

Hendes sidste ord til mig den aften lød, at ingen kan leve efter, hvad andre mener. Man må selv have hjertet med.

De ord rungede i mig hele vejen hjem. Hvorfor skulle jeg læse prestigefyldt uddannelse, bare fordi jeg havde et fint snit, når jeg hellere ville arbejde med børn på daglig basis og åbne verden for dem?

Ville jeg ikke hellere være en del af børnenes hverdag end at læse tung teori i flere år?

Den sidste brik

Næste morgen var Tim væk. Da jeg gik ud i køkkenet for at ringe til hans forældre, hørte jeg nogle lyde ude fra skralderummet, og nede i den store papcontainer sad han.

Kinderne var stribede af tårer, og da han fik øje på mig, begyndte han at kaste pap efter mig.

Automatisk gjorde jeg brug af de pædagogiske værktøjer, jeg allerede havde, og lidt efter faldt han til ro. Til sidst fik jeg ham med ud i køkkenet, hvor jeg smurte ham en bolle og gav ham et glas mælk, før jeg forsigtigt prøvede at indkredse, hvorfor han havde gemt sig.

Mit hjerte gik næsten i stykker, da han mumlede, at han jo lige så godt kunne blive smidt ud, for hvem skulle nu hjælpe ham, når jeg holdt op?

Tim ved det nok ikke, men hans ord blev den sidste brik, jeg behøvede. Jeg var jo stolt over, at jeg havde et godt tag på ham og børnene, og jeg ville gerne lære mere om specialundervisning.

Så snart jeg kom hjem, afmeldte jeg min plads på psykologistudiet, og da der stadig var ledige pladser på lærerstudiet, skyndte jeg mig at sende en ansøgning afsted.

Først da skyllede lettelsen ind over mig. Nu vidste jeg endelig, hvad jeg skulle: Jeg skulle være lærer.