Lige fra hjertet: Sømandens harmonikaseng

Jeg voksede op på stenbroen i en lejlighed på anden sal. Her var kakkelovn i stuen som eneste varmekilde, koldt vand i hanerne og frost på indersiden af ruderne, når vinteren satte ind.

Desuden var der kun ét soveværelse til seks personer, fire børn og to voksne. Nåh ja, så var det bare om at rykke tæt, tæt sammen, så det gjorde vi, men i en periode forsvandt smilet fra min mors øjne, og det smittede af på min fars humør.

Simsalabim!

Jeg, den lille efternøler, havde det godt, for der var masser af legekammerater nede på gaden, og jeg fik lov til at sove i den øverste køje i den dobbeltdækkerseng, min far skaffede.

Min ene storesøster lå i den nederste køje, min anden storesøster sov lå dobbeltseng med min mor, mens min far, til glæde for alle, lå på en ottoman i stuen. Han snorkede nemlig, så billederne på væggene vibrerede, og gardinerne blafrede.

Så langt, så godt, men ak der manglede en soveplads, for hvad med min storebror, ”det lange hyl”. Sofaen var for kort, og det var umuligt at presse endnu en seng ind i soveværelset, så en løsning måtte findes.

Den kom i form af en harmonikaseng. Foldede man den ud midt i stuen og satte en spisestuestol for enden af den, så, simsalabim, var der pludselig en seng til en ung knægt, der ikke var det mindste fordringsfuld eller havde hang til luksus.

Onde drømme

En anden ting, der gjorde den acceptabel, var, at min bror ikke sov hjemme i flere måneder ad gangen, for lige efter skolen fik han hyre på et skib og drog på langfart til lande så langt væk, at vi knapt nok havde hørt om dem.

Siam for eksempel. Hvor i alverden lå det land? Vistnok i nærheden af Kina og i hvert fald langt pokker i vold.

Alle mulige mærkelige steder var han, endda i Amerika. Der var gangstere og masser af andre banditter, der skød vildt omkring sig i gaderne, hvis de var i det humør.

Det fortalte min far, der selv havde været sømand, så levende, at jeg fik onde drømme om natten, og min mor var rædselsslagen, hver gang hendes ”lille dreng” tog køjesækken på nakken og satte kursen mod havnen for at gå ombord på det fragtskib, hvor han havde fået hyre som skibsdreng og senere matros.

Så stod vi på kajen og vinkede farvel og håbede, at der en skønne dag ville komme et postkort fra ham, så vi kunne følge lidt med og sikre os, at han ikke havde fået en kniv i maven eller en knytnæve lige i fjæset.

Godtroende og godhjertet

Min far havde i sin tid været udsat for lidt af hvert, men var altid endt som sejrherre, for der var styrke i hans tatoverede arme og ulmende vrede i hans blik.

Det selvsamme blik, som var fuldt af kærlighed, når han så på sin børneflok, og de selvsamme arme, som han brugte til at slide og slæbe og gøre alt, hvad han kunne, for at forsørge sin familie.

Men han burde ikke have fortalt så meget om sit sømandsliv, for min mor blev kun endnu mere ængstelig på sin drengs vegne.

Han var så nem at narre, godtroende og godhjertet og havde tabt mange slagsmål, dengang han gik i skole.

Så alt mens hun klappede harmonikasengen sammen, bad hun en indvendig bøn om, at intet ondt måtte tilstøde hendes søn i de skrækkelige lande, hvor de ikke engang talte dansk.

Den smukke kvinde

Som ugerne gik, steg spændingen, når postbuddet parkerede sin gule cykel ved vores opgang. Ville han komme op til anden sal og putte et brev ind gennem brevsprækken?

Selvfølgelig gjorde han tit det, men det var som regel rudekuverter, og dem havde fanden skabt efter min fars mening.

Men breve med eksotiske frimærker kunne vi kigge i vejviseren efter, og skuffelsen var stor, når manden med den røde jakke og blanke kasket hjulede videre med sin last.

En skønne dag var der gevinst. Kuverten blev lynhurtigt flået op og teksten læst, igen og igen, og telefonen glødede, for alle de andre skulle straks have besked. Jo, han havde det godt, ingen møder med voldsmænd med knive i støvleskafterne, og alle var glade.

Men engang, da min mor ivrigt åbnede et brev, faldt et sort/hvidt foto ud.

– Åh nej, det her har jeg hele tiden frygtet. Han er jo sådan en dejlig dreng, alene hans smil … begyndte min mor.

Imens snuppede jeg det lille fotografi. Der stod han med armen om en utrolig smuk kvinde med langt, sort hår og gylden hud.

– Nej, hvor er hun køn, sagde jeg begejstret.

– Ja, han har altid været til fals for et godt udseende og et smukt smil. Åh nej, tænk, hvis han finder på at gifte sig med hende? Han er jo så letbevægelig. Og hvad hvis han bliver boende i hendes land og får børn?

I brevet stod der nu hverken noget om giftermål eller graviditet, og desuden var skibet for længst sejlet videre og havde endelig sat kursen mod fædrelandet. Nedtællingen kunne begynde.

Besynderlig bagage

Endelig oprandt dagen, hvor skibet skulle lægge til kajs i København. Jeg fik fri fra skole, for selvfølgelig skulle jeg med ned på havnen og huje.

Der stod vi så og trippede. Længe, meget længe. Skibet var altid forsinket, men omsider kunne vi skimte det i det fjerne.

– Nu kommer han! Jubiii.

Velbeholden og glad stod han der med udbredte arme og favnede os alle, en efter en. Vi så hans kahyt, hjalp med bagagen, og så var det ellers hjem i lejligheden og feste.

Og herlighederne fortsatte, for hvad var dog det for besynderlige sager, han havde hjembragt? Aldrig set magen før. Vi måbede bogstavelig talt.

Ikke mindst blev vi forbløffede ved synet af en rund, brun, stenhård frugt, som, min bror sagde, var en kokosnød, og han påstod, man kunne spise og drikke indmaden.

De voksne skyllede det ned med toldfrit sprut efterfulgt af en smøg fra en af de kartoner, der altid var i min bror køjesæk.

Fortsatte på farten

Og sådan blev det ved i de år, min bror sejlede. Savn efterfulgt af fest og mærkværdige sager aldrig set før i vores familie.

Således kunne jeg spankulere rundt i en kinesisk silkebuksedragt med broderede drager på brystet af overdelen, men kun inden for hjemmets fire vægge.

Jeg skulle ikke nyde noget af at skille mig ud blandt gadens børn, men dog viste jeg stolt den store dukke, som både kunne gå og lukke øjnene, som var hjembragt direkte fra Amerika.

Der var også fremvisning af den udskårne træelefant med ægte stødtænder, helt fra Afrika, som stod på vores dækketøjsskab, indtil min bror selv stiftede hjem.

Det gjorde han med en pige, som i hvert fald ikke gad være sammen med en sømand, der danderede den på de syv verdenshave, mens hun skulle gå muttersalene og trille tommelfingre i Tåstrup og omegn.

Han valgte pigen og afmønstrede for alvor. Til gengæld fortsatte han med at være en farende svend, for han blev lastbilchauffør, dog ikke en af dem, der kørte Europa tyndt, men mindre kunne også gøre det.

De giftede sig, fik fire børn i rap, og harmonikasengen, den fik et blivende hjem hos dem. Så var der altid plads til en til.