Lige fra hjertet: Vi hakkede altid på hinanden

– Så bliv dog skilt!

Ordene ramte mig som en våd klud i ansigtet, da jeg en søndag stod i Ikea sammen med min mand og højlydt brokkede mig over hans elendige smag, efter at han havde udpeget en rædsel af en sofa, som han syntes, vi skulle købe som erstatning for den gamle.

Da jeg kiggede op, blev jeg mødt af en yngre kvindes blik, der hvilede helt roligt på mig. Jeg blev befippet og ville sige noget til mit forsvar, men kunne ikke finde ordene. I stedet gik jeg skamfuldt videre med røde kinder.

”Så bliv dog skilt!” Ordene brændte i mig hele vejen hjem fra Ikea, hvor vi vel at mærke ikke fik købt nogen sofa. Var det virkelig der, vi var nået til, Bjarne og jeg? Skulle vi skilles?

Ingen af os mælede et ord under hjemturen. Jeg vidste, at han også havde hørt kvinden, og jeg ville have givet en million for hans tanker. Af en eller anden grund turde jeg bare ikke spørge.

Det var ikke noget nyt, at jeg talte grimt til Bjarne. Han talte også grimt til mig. Jeg kunne ikke huske, hvordan ordene præcis var faldet i Ikea, men jeg havde sikkert sagt både fanden og sgu, da jeg hånede ham for hans dårlige smag.

Det var jo det sprog, vi brugte hjemme hos os. Hvornår en af os sidst havde sagt noget pænt til den anden, ja det fortabte sig i fortidens tåger.

– Hvad skal vi have at æde i dag? kom Bjarne ind i køkkenet og spurgte, da klokken nærmede sig spisetid den søndag.

– Biksemad, svarede jeg.

– Håh! Det er sgu ikke meget af en søndagsmiddag at være, mumlede han og trak ud i haven igen.

– Så bliv dog skilt! havde jeg lyst til at råbe efter ham, men jeg holdt min mund.

Altid uenige

Jeg sov dårligt den nat. Ja, faktisk lukkede jeg ikke et øje før klokken fire-fem stykker om morgenen, for tanker og billeder flimrede rundt indeni.

Sidst, vi havde været i byen, var for en uge siden, hvor vi var inviteret over til nogle venner. Vi var i alt otte til middagen, og desværre var Bjarne og jeg havnet ved siden af hinanden.

Jeg forsøgte at deltage i samtalen med dem, der sad overfor, men hver gang brød Bjarne ind.

– Det er sgu da noget vrøvl, du sidder og lukker ud, var hans første, faste bemærkning, når jeg åbnede munden.

Han skulle altid vise, at han var klogere end mig. Havde jeg sagt, at jorden var rund, ville han gladeligt bruge en hel aften på at bevise, at jeg var en idiot, for jorden var selvfølgelig flad.

I den slags situationer prøvede jeg at få ham til at tie stille ved bare at give ham ret, for jeg kunne trods alt godt se det pinlige i hans opførsel.

Jeg var bare ikke et hak bedre. Da jeg senere hjalp værtinden, Lisbeth, med at ordne køkkenet, rakkede jeg ham jo selv godt og grundigt ned.

Jeg overså tegnene

Som jeg lå der i min seng og gennemgik det i erindringen, huskede jeg også, at Lisbeth havde set på mig med sådan et underligt blik.

Jeg havde ikke tænkt over det dengang. Eller måske havde jeg snarere valgt at overse det. I hvert fald stod det skræmmende klart for mig nu, at det ikke var noget specielt venligt blik, hun havde sendt mig.

Det stod faktisk skrevet i hendes øjne, at vi var lidt af en plage for vores omgivelser.

Jeg krympede mig ved tanken. Jeg havde på ingen måde lyst til at være en omvandrende pestilens, men var det ikke det, jeg var blevet?

Andre situationer dukkede op i min hukommelse. Som dengang vi sad i kirken til nogle venners bryllup, og jeg opdagede, at Bjarnes lynlås stod åben. Det prøvede jeg at hviske til ham.

– Hold nu din kæft, snerrede han tilbage.

Desværre var det lige på det tidspunkt, hvor præsten var færdig med at tale, så alle hørte det. Jeg kunne være krøbet i et musehul.

Kollegerne måbede

Der var også dengang, jeg inviterede et par kolleger hjem, fordi vi skulle planlægge en lejrskole for vores femteklasse.

På et tidspunkt kom Bjarne ind i stuen og startede en længere belæring om, hvor åndssvagt det var at placere en lejrskole det sted, fordi der fandtes nogle særligt farlige flåter i lige netop det område.

– Pil af pomfrit, fløj det ud af munden på mig.

Jeg rødmede op til hårrødderne, da kollegerne måbende betragtede mig. Det eneste, jeg kunne finde på til mit eget forsvar, var at gå til angreb.

Derfor sablede jeg, også ved den lejlighed, min mand sønder og sammen, lige så snart han havde forladt rummet.

Det blev det selvfølgelig ikke bedre af. Jeg endte med at have malet mig selv helt op i hjørnet, og nu, jeg tænkte efter, var mit forhold til de tre kolleger aldrig blevet helt det samme igen.

De var knap så åbenhjertige over for mig, som de plejede at være. De holdt mig ud i halvstrakt arm.

Et klart mønster

Billede for billede tonede den ene ubehagelige situation efter den anden frem i min erindring. Der var et klart mønster i, at vi var værst over for hinanden, når vi var sammen med andre.

Var vi alene derhjemme, kunne vi på en god dag godt omgås hinanden nogenlunde fredeligt, om ikke andet så ved ikke at tale ret meget sammen.

Men lige så snart nogen trådte ind ad havelågen, startede krigen. Alting handlede om at give den anden skylden, nedgøre, håne og mobbe hinanden. Tonefaldet var snerrende og ordforrådet grimt, og den ene var ikke et hak bedre end den anden.

– Du ligner noget, katten har slæbt ind, var det første, Bjarne sagde til mig, da jeg sneglede mig ud af sengen kl. halv syv næste morgen.

– Det er jeg også, svarede jeg og fortsatte ud på badeværelset.

Jeg følte mig fuldkommen hul indeni efter at have gennemlevet nattens mareridtsagtige scener fra mit ægteskab. Jeg var askegrå i huden, mine øjne var tomme, og jeg syntes, jeg havde fået nogle grimme rynker, som ikke havde været der i går. Jeg kunne faktisk ikke kende mig selv.

– Er det sådan, du ønsker at bruge dit eneste liv? hviskede jeg til mit eget spejlbillede.

Jeg lukkede øjnene for at holde tårerne tilbage.

Min tavshed gjorde ham usikker

Hele den uge talte jeg minimalt til Bjarne.

– Er du sur? spurgte han på et tidspunkt.

– Nej. Jeg tænker, svarede jeg.

Jeg kunne se, at min tavshed gjorde ham usikker, og det var jeg oprigtigt ked af. Det var ikke min mening. Jeg kunne bare ikke dele mine tanker med ham, før jeg havde tænkt færdig.

Jeg var nødt til at finde ud af, om der et eller andet lille sted inde bagerst i mit hjerte stadig var et håb for os. Og hvis ikke … jamen, så måtte jeg finde modet til at forlade ham.

For svaret på det spørgsmål, jeg havde stillet mit eget spejlbillede den morgen, var jo et klart nej. Jeg ville ikke bruge mit eneste liv på at gå og være en vred, bitter og dum kælling. Ej heller på at stå model til Bjarnes vrede, bitre og dumme bemærkninger i tide og utide.

Efter en arbejdsuge, hvor jeg kun var halvt til stede, blev det lørdag, og jeg havde nogenlunde tænkt færdigt.

– Vi bliver nødt til at snakke sammen, sagde jeg til Bjarne over morgenkaffen.

– Nåh, det var sgu da noget nyt. Du har ikke sagt et ord hele ugen, vrissede han.

Jeg tog en dyb indånding for at bevare roen, og så gav jeg mig ellers til at fortælle ham, hvad jeg havde gået og tænkt over. Jeg opridsede nogle af de scener, jeg havde set for mig den skrækkelige nat.

Elskede vi stadig hinanden

Jeg sagde, at vi var en pestilens at være sammen med for andre mennesker, at jeg skammede mig over os, og at jeg havde gjort op med mig selv, at jeg hverken kunne eller ville leve mit liv på den måde længere.

Jeg kunne se på ham, at han skulle til at gå til angreb, så jeg skyndte mig videre:

– Hele ugen har jeg prøvet at finde ud af, om jeg stadig elsker dig.

– Og det gør du naturligvis ikke! snappede han mig af.

Jeg fastholdt roen.

– Jeg kom i tanke om den humoristiske og lune mand, jeg giftede mig med for 14 år siden. Jeg ved ikke, hvor han er blevet af, men han var der engang. Ham elsker jeg endnu. Det er bare meget, meget længe siden, jeg har set ham på de her kanter, fortsatte jeg.

Der var pludselig kommet noget nøgent over Bjarnes udtryk. Han skævede lidt usikkert til mig, for hvad kom der mon nu? Jeg fortsatte:

– Jeg har også gået og tænkt på en glad kvinde, jeg kendte engang. Hun ville dig alt det bedste, men … ja. Jeg ved ikke, hvor hun forsvandt hen.

Et forsigtigt smil

Det så ud, som om jeg havde rystet Bjarne godt og grundigt. Som jeg tolkede hans kropssprog, vaklede han mellem at rejse sig op og skride, sikkert med en eller anden ubehagelig bemærkning presset ud mellem sidebenene, eller at blive siddende og møde mig hudløst ærligt.

– Hm, sagde han til sidst.

Hans blik var for en gangs skyld åbent og sårbart. Det fik en ellers glemt ømhed til at risle ind over mig. Jeg sendte ham et forsigtigt smil, og efter nogen tid gengældte han det.

– Skal vi prøve at nulstille os og starte helt forfra? spurgte jeg stille.

Der gik et godt stykke tid i fuldstændig tavshed. Så nikkede Bjarne langsomt og eftertænksomt.

Det er nu tre måneder siden den skrækkelige dag i Ikea. Meget er blevet bedre. Vi har også stunder, hvor vi kan få hinanden til at grine igen, ligesom vi har fået fysisk nærkontakt med både kys og knus, som vi ellers ikke har haft længe.

I sandhedens interesse er jeg dog nødt til at indrømme, at der stadig er plads til forbedringer, men håbet er vendt tilbage sammen med lysten til at lære at være gode mod hinanden.

Jeg tror, det lykkes, for vi vil gerne. Begge to.