Lone blev ramt af stress og lærte at sige nej

Lone har travlt. Hun arbejder i ABC Lavpris i hjembyen Rødding, og hun elsker sit arbejde. Hver dag står hun tidligt op og får mand og to børn afsted til job og skole, inden hun møder på sin arbejdsplads. Hun har haft alt for travlt til at opdage, at hendes arbejdsområde langsomt har udvidet sig, og fritiden blevet mindre, for hun elsker udfordringer.

– Da Brugsen her i byen lukkede for et par år siden, fik vi endnu mere travlt, og det var rigtig sjovt, fortæller den 50-årige butiksassistent, der nød at have et stort kerneområde under sig.

– Jeg havde ansvar for pålægsafdelingen, sild, fersk kød, ost, og så var jeg desuden lukkeansvarlig. Det er et stort område for så lille en butik, som det trods alt er. Jeg tog mig også af forudbestillinger, og hvis jeg ikke lige kunne nå det i arbejdstiden, ordnede jeg det om søndagen, hvor jeg alligevel selv skulle ned at handle.

Efterhånden havde arbejdet stjålet al Lones fritid.

– Jeg tænkte slet ikke over det, for jeg elsker mit arbejde, og jeg havde meget svært ved at sige nej. Når jeg viste mig i byen, stoppede folk mig og spurgte ind til nogle varer, som Brugsen havde haft, og om vi ikke kunne skaffe de samme, og jeg fik i det hele taget mange spørgsmål om, hvorfor vi gjorde dit og dat.

Lone begyndte at sove dårligt.

– Jeg lå jo og spekulerede som en gal. Havde jeg nu husket alt, jeg skulle? Hvad var det første, jeg skulle tage fat på næste morgen? Jeg var blevet så vant til at sove dårligt, så jeg slet ikke så advarselslamper blinke.

Læs også, hvordan strikning hjalp Mette ud af sin stress

Brød sammen

En dag gik det galt.

– Det var en morgen, hvor en kollega prikkede til mig og spurgte, om jeg var helt okay. Jeg bad hende bare om at lade mig være og gik min vej. Men hun kom efter mig og pirkede lidt mere til mig, og jeg kunne mærke, at jeg var lige ved at bryde sammen. Min kollega gik til chefen og bad ham tage en snak med mig.

På chefens kontor brød Lone helt sammen.

– Min chef havde selv prøvet at være nede med stress, så han kendte til, hvordan jeg havde det, og bad mig søge læge dagen efter. Det gjorde jeg, og hos lægen brød jeg også sammen og kunne slet ikke holde op med at græde.

Lone indså, at hun skulle have hjælp, men før hun selv nåede at handle, havde hendes chef arrangeret et møde, der skulle få stor betydning for Lone.

– Allerede samme dag kl. 16 skulle jeg møde op på refugiet Den Gamle Avlsgård i Ribe, hvor min chef selv havde fået hjælp til at håndtere sin stress.

Læs også om Lise, der fik stress af at passe sin mand

Presset lettede

Lone husker ikke så meget fra den første dag på refugiet.

– Jeg var helt nede under gulvbrædderne, men har en svag erindring om at træde ind i et utrolig behageligt miljø. Ild i pejsen, venlige mennesker og fremfor alt en velsignet ro. Pludselig blev jeg bare lille Lone, der kunne smide facaden. Laila Bro, som er indehaver af avlsgården, tog imod mig. Vi gik ind i et lokale med et par bløde lænestole, og jeg fik en kop te, men jeg kan slet ikke erindre, hvad vi snakkede om. Én ting kan jeg dog huske, og det er, at der kom en masse tårer.

Der kom faktisk mange tårer de første dage, Lone kom i refugiet.

– Jeg skulle møde op hver dag de første tre uger for at modtage samtaleterapi og andre former for hjælp, og der gik det op for mig, at jeg faktisk havde kørt på kanten meget længe. Jeg følte det som en utrolig lettelse, at der var nogle, der tog sig af mig, så jeg kunne lægge ansvaret fra mig. Det var helt ubeskriveligt.

Lone har ikke så nemt ved at sidde og tale om sig selv.

– Men på avlsgården bruger de naturen, og hver dag gik vi tur i skoven, over markerne eller bare på skønne stier, og så snakkede vi. Vi talte og talte, og langsomt kunne jeg mærke, hvordan et pres lettede fra mig.

Både krop og psyke

Laila sammensatte et program til Lone ud af de mange tilbud, stedet har.

– Samtaleterapien er så vigtig en baggrund for at vide, hvilke metoder der kan virke bedst på den enkelte, og jeg fik lagt en plan, der indeholdt massage, lydterapi, kraniosakralterapi og yoga, som også havde en fantastisk effekt både på mine fysiske og psykiske spændinger. Men hver eneste dag begyndte med en gåtur og samtaleterapi.

En anden ting, Lone nød på refugiet, var frokosten.

– Den er simpelthen en del af terapien, fordi Laila og hendes medarbejdere har en meget holistisk holdning til mennesket, og her indgår både kosten og den måde, den bliver indtaget på. Vi spiser i en stor, smuk sal, men alle sidder alene og kan koncentrere sig dels om maden, dels om sig selv. Man føler sig ikke tvunget til at være selskabelig. Det lyder lidt tamt måske, men har en helt fantastisk effekt på, hvordan du langsomt lærer at respektere også din fysiske krop.

Nyt job

Den langvarige, snigende stress, Lone havde været udsat for, betød, at hun havde udviklet en angst for de kunder, hun ellers kendte så godt.

– Når jeg ikke var på refugiet, gik jeg og gemte mig derhjemme, og min mand måtte tage ud at handle. Jeg turde ikke møde kunderne af angst for at bryde sammen, og den reaktion gjorde mig klar over, at jeg virkelig var syg.

Lone var overrasket over, at Laila efter kort tid tog kontakt til Lones arbejdsplads.

– Det er en del af stedets politik, at både arbejdsplads og læge er involveret i helbredelsesprocessen, og det var fantastisk rart. Laila foreslog mig, at jeg, når jeg på et tidspunkt skulle tilbage i arbejde, skulle begynde i en anden by som en del af terapien. Men jeg tænkte, at jeg bare lige skulle blive rask og så tilbage og i gang igen. Men jo mere jeg tænkte over det, jo mere kunne jeg se, at det var en god idé, hvis jeg da ikke skulle havne i samme suppedas igen.

Har lært at holde fri

Resultatet blev, at, da Lone efter 18 ugers sygemelding var klar til at begynde på arbejde igen, havde hendes chef arrangeret, at hun kunne overflyttes til butikken i nabobyen.

– Jeg begyndte med at arbejde 20 timer om ugen i den nye butik, hvor jeg blev taget rigtig godt imod, og ved hjælp af alt det, jeg havde lært på refugiet, kom jeg langsomt op på fuld tid.

Lone gør god brug af sine nye værktøjer, hvilket både hun selv og familien nyder godt af.

– Først og fremmest har jeg lært at sige nej. Jeg opdagede, at der ikke sker noget slemt ved at sige fra. Jeg mediterer dagligt og laver åndedrætsøvelser, og så holder jeg fri, når jeg har fri, for selv om jeg stadig elsker mit arbejde, så vil jeg også gerne have tid til at være sammen med dem, jeg elsker allermest!