Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Hvorfra kom idéen til din nye bog?
– Fra forlaget. Og egentlig syntes jeg ikke, det passede til mit aktuelle ståsted som mor til små børn. Men ved nærmere eftertanke har vi at gøre med nogle præmisser, vi alle kan have nytte af: Maden er hurtig at lave, sund, koster ikke en formue og indebærer ikke en stor opvask. Og mange af opskrifterne er til én person og kan bruges af både enlige og ældre.
Hvad er det bedste ved dit job?
– Friheden. Som kun forstærkes af, at min mand, Benjamin, er med i firmaet, hvor han står for indkøb og regnskaber. Vi kan altid tage et barn med på arbejde, hvis det bliver nødvendigt. Og så er der alsidigheden. Alle mine samabejdspartnere fra Aarstiderne og Sæson til Alt for damerne giver noget godt til mit arbejdsliv. Og ikke mindst er der onlinemagasinet Lorang & Co, som er mit helt eget. Jeg er især vild med billeddelen. Jeg styler selv maden, og jeg elsker det.
Læs også om kokken Lars Kleist og hans kone Gitte, der pustede liv i et idyllisk spisested på Møn.
Hvad er du optaget af lige nu?
– At prøve at koble af både i ferien og hverdagen, hvor jeg føler, jeg altid er lidt på arbejde. Jeg skal være bedre til at lægge de digitale medier fra mig, indføre normale åbningstider og lære hjernen at sige: ”Vi lukker klokken 16”. Og så er jeg optaget af grøntsager. Jeg eksperimenterer med grønne retter, der passer ind i vores hverdag. Jeg finder den veganske tankegang interesssant, men jeg er ikke fanatisk. Der skal være plads til både kød og mælkeprodukter.
Få opskriften på en lækker hovedret uden kød.
Hvad gør du, når du skal slappe helt af?
– Spiser ude med Benjamin. Vi har den fordel, at vi bor midt i byen. Det er let at bede en af bedstemødrene om at tage sig af børnene i tre timer og så skynde os ud og bælle en flaske vin. Vi er i det hele taget gode til at huske at være kærester. Somme tider kan det slet og ret handle om at sidde i en park og spise en sandwich.
Hvad er dit yndlingsrejsemål?
– Texas. Især Hill Country og Austin. Jeg var der første gang som udvekslingsstudent. Så mødte jeg Benjamin, hvis søster tilfældigvis boede der, så vi har været der mange gange gennem 20 år. I stedet for at tage på charterferie sparede vi op og tog til Texas. Jeg elsker ikke mindst maden derovre, og for fire år siden lavede jeg en roadtripbog i Texas med titlen ”Mit cowgirl køkken”. Desværre er Benjamins søster flyttet hjem igen, så nu må vi finde en anden undskyldning for at tage dertil.
Læs også om den vietnamesiske mesterkok, der endte i Danmark.
Hvad ville du lave, hvis du ikke var kok?
– Have en frugtplantage et sted. Eller være møbelsnedker, hvis jeg kunne få uddannelsen til pludselig at dumpe ned fra himlen. Jeg stod i sin tid i lære med en flok kokkedrenge, der alle drømte om et job på en Michelin-restaurant i London. Jeg har aldrig haft lyst til at stå i køkkenet på den måde.
Dit bedste barndomsminde?
– Én gang om året inviterede min mormor alle familiens piger i Tivoli. At få udleveret en pose med mønter og kunne spille løs på spilleautomaterne var det sjoveste, min kusine og jeg vidste. Og det var fint med os, at der kun var piger med. Min mormor er snart 94 og inviterer stadig familien i Tivoli, men i dag er drengene også med.
Sangerinden Anne Marie Lindegaard har også et dejligt barndomsminde. Læs med her.