Spændende novelle: De nye ejere

Solen strålede den eftermiddag, Tobias og Ida mødtes med ejendomsmægleren ved deres nye bolig. Det var et beskedent, halvt dobbelthus på den rigtige side af vejen, så de ikke skulle krydse den for at komme ned til vandet. Selv om huset var lille, var det tilstrækkeligt stort til at dække deres behov, og til at være en betydelig del af deres fremtidsdrømme.

Dobbelthuset var hvidskuret med to himmelblå trædøre og håndtag af messing. De stod og skuttede sig lidt i skyggen foran huset.

– Hvad kender I til de forrige ejere? spurgte Ida ejendomsmægleren.

– Ikke meget. En ældre kvinde, som har ejet det i årtier. Hun har boet her hele sit voksne liv. Det er faktisk dét, vi ved. Hendes eneste levende slægtning er en nevø i Jylland. Han er meget taknemmelig for, at I vil tage jer af det med møblerne.

Den manglende viden betød ikke så meget for det lykkelige par. Efter adskillige kortere eller længere fremlejer, så de frem til at blive herre i eget hus. Tobias og Ida fik nøglerne overdraget. Særligt Ida mærkede en følelse af højtidelighed, da hun tog imod nøglebundtet og låste op til huset. De vendte sig om mod ejendomsmægleren.

– I ringer bare, hvis der er noget, sagde han, før han satte sig ind i sin Tesla og kørte sin vej.

Ida lagde sin hånd på messinghåndtaget, og Tobias sin hånd på hendes. Sammen trykkede de ned og åbnede døren, før de gik ind i huset. Der var ganske rigtigt de mange, gamle møbler. Men det var deres hus.

– Jeg kan ikke vente med at få lov til at indrette! udbrød Tobias og drejede en omgang rundt om sig selv i stuen.

– Væggene i stuen skal være sart rosa. Bortset fra væggen med pejsen, den skal være en støvet bordeaux, fortsatte han.

Ida ventede tålmodigt på ham, mens hendes øjne automatisk fandt have-døren. Hun lod ham fortsætte sine drømmerier og gik hen til de dobbelte havedøre, trådte ud og kiggede sig omkring. Det var tydeligt at se, at haven havde været prydhave, så længe den forrige ejer havde kunnet. Det var synd, der nu var så meget ukrudt, men det kriblede i hendes fingre for at lov til at genskabe haven og sætte sit eget præg på den.

Der var et lavt hegn ind til nabohaven, som var endnu mere tilgroet end den, hun stod i. Hun gik hen og kiggede uden blusel. Haven var mere en jungle end en have, tænkte hun. Med et lille utilfreds drag over munden kiggede hun på de væltede havemøbler, flisepesten og de mange og lange padderokker, der vældede insisterende op mellem fliserne som næsvise buketter. Hendes øjne faldt på huset. Det var lidt af en øjebæ med store stykker af bar mur, hvor pudset var faldet af. Vinduerne trængte til at blive pudset, og rammerne trængte til at blive malet.

Hun kunne næsten ikke se ind gennem ruderne. Men hun prøvede, og forskrækket trådte hun et skridt tilbage, da hun pludselig så ind i et par opspilede øjne, og en flad hånd ramte ruden indefra. Ida vaklede baglæns og faldt som i slowmotion bagover en krukke med en vissen hortensia. Hun greb ud i luften efter noget at holde fast i uden held, og fortsatte faldet baglæns, indtil hun landede på rumpen. Fortumlet lagde hun sig helt ned og kaldte på sin kæreste.

– Tobias!

Tobias trådte ud ad den åbne dør og kiggede først efter hende ud i haven, før han kiggede ned og fik øje på hende liggende. Han knælede hurtigt ved hendes side, og spurgte, om hun var okay, mens han blidt løftede hendes baghoved og kiggede efter blod.

– Jeg er okay, jeg har ikke slået hovedet. Bare rumpen.

– Hvad er der sket?

– Altså, jeg blev forskrækket. Jeg stod og lurede ind til naboen, og så fik jeg øjenkontakt med nogen og det kom bag på mig.

– Kan du komme op at sidde?

– Stop dig selv, vrissede hun pirreligt og undskyldte for sit tonefald.

Tobias gav hende en hånd, og Ida kom op. Sammen kiggede de ind på haven og så på vinduerne til nabohuset.

– De trænger til at blive pudset, konstaterede han, og en spinkel, lettet latter undslap hende.

Han lagde armen om skulderen på hende som så mange gange før, og hun lænede sig ind til ham.

– Der blev også slået på ruden.

– Slået? Mystisk. Så du, hvem det var?

– Ikke rigtigt. Måske et ældre menneske.

– Hvis du er okay, så lad os gå indenfor. Vi kan færdiggøre planerne for istandsættelsen, inden vi tager hjem og pakker det sidste.

I stuen satte de sig ved de gamle møbler, som de efter aftale med ejendomsmægleren og boet havde ladet stå i stuen. Tobias bredte en stor tegning ud og opdaterede Ida om de sidste planer.

– Hvis du kan godkende det, så flytter vi møblerne her i morgen.

Tobias slog ud med hånden over møblementet i huset med samme let misbilligende drag over munden, som Ida havde haft, for ikke så længe siden ud i haven.

Næste dag kørte de forbi et byggemarked og hentede en trailer, som de kørte hen til huset. Hoveddøren lod de stå åben, da de begyndte at tømme stuen for møbler. I bilen, da de var klar med første læs, kiggede Ida på Tobias.

– Huskede vi at låse døren?

– Det tror jeg. Mon ikke?

– Hvad nu, hvis vi ikke gjorde?

– Hvad er du bange for?

– Tjaa, at nogen går ind og tager vores ting?

– Hvis nogen tager det gamle møg, gør de os en tjeneste.

Tobias drejede nøglen og begyndte at køre. Ida kiggede sig over skulderen og så huset forsvinde i det fjerne.

Tilbage i huset begyndte Tobias at bære møbler og juks ud. Ida gik lidt rundt. Hun havde en sær følelse. Hun snuste lidt indad.

– Det er, som om her er en lidt anden lugt. Prøv at lugte, sagde hun til Tobias, der var kommet ind igen.

Tobias snuste indad.

– Jeg synes ikke, jeg kan lugte noget.

– Det synes jeg, jeg kan.

Hun snuste ind igen.

– Sådan lidt gammelt. En snert af spansk sæbe?

– Det er nok efter, vi har flyttet nogle af møblerne væk fra væggen.

Han trak på skuldrene og tilføjede, at hvis de pakkede traileren rigtig, kunne de have det sidste som ét læs.

Inden de kørte afsted med det sidste, sørgede Ida for at låse døren og dobbelttjekkede alligevel, at den var låst.

– Nu læsser vi det her af, sagde Tobias, og så kører vi hjem og får en god nats søvn, før vi går i gang med at male. Snart flytter vi ind, og så begynder vores nye liv.

De næste dage gik slag i slag. De hyggede sig med maleprojektet. Ida var en ørn til spartling, og Tobias til at male. Soveværelset fik et storblomstret tapet på endevæggen, uden projektet blev skyld i en skilsmisse, og deres vvs-kammerat fik hurtigt styr på badeværelset. Køkkenet blev skiftet af Idas svoger. Det hele gik ganske gelinde. Til sidst kunne Tobias lægge armen om hende. Hun nærmest smeltede ind i hans favn.

– I morgen flytter vi ind, sagde han. Og SÅ begynder vores nye liv, sådan rigtigt.

Morgenen efter, kvart i otte, parkerede flyttebilen i baggården ved deres lejlighed. Og selv om Tobias og Ida ville komme til at savne byens bekvemmeligheder, glædede de sig til at komme ud ”på landet”, som Tobias kærligt kaldte deres nye område.

De havde ikke så mange ejendele, da de var flyttet med jævne mellemrum. Men det var kvalitetsmøbler. De havde en forkærlighed for teaktræ, hvilket var et gennemgående tema i deres møblement. Det havde taget tid for dem at samle klassiske FM-reoler nok, men nu dækkede reolerne hele den ene rosa væg i stuen.

Efter at havde taget afsked med flyttefolkene stod Ida og Tobias i deres entré ved trappen til førstesalen.

– Og du er sikker på, du har det ok med at sove her alene den første nat? spurgte han hende.

– Ganske sikker! Det er vores nye base jo. Vores nye, trygge base, og her skal vi bo resten af vores liv.

– Ja, indtil vi finder noget bedre, grinte Tobias.

– Stop dig selv.

Ida ryster kærligt på hovedet af ham. Så lægger hun hånden ned på sin mave og tøver et øjeblik.

– Desuden tror jeg, jeg skal fortælle dig … Desuden tror jeg, jeg skal fortælle dig, at jeg har købt en vugge til det sidste værelse.

Tobias gispede og stod med åben mund.

– Er det rigtigt? Efter vi har prøvet alle de år?

– Det ér rigtigt. I hvert fald ifølge de tests, jeg har taget de sidste par uger. Jeg har bare ikke ville sige noget – med vores historik.

De krammede og kyssede i gangen.

– Det er jo et mirakel. Vores mirakelbaby, sagde han, og gik på knæ og lagde hovedet mod hendes mave.

– Jeg har ikke rigtig lyst til at tage ind i lejligheden og sove nu, sagde han.

– Det forstår jeg godt, skat, men det er mest praktisk, når du skal mødes med udlejeren klokken syv og aflevere nøglerne.

Tobias nikkede med hovedet mod hendes mave og mærkede hendes striktrøje kærtegne sin kind.

– Så tager jeg morgenbrød med i morgen, sagde han og gik ud til bilen. Ida stod i hoveddøren og så ham sætte sig ind og køre bort.

Hun gik ind i huset igen. Stilheden mødte hende som et vakuum. Hun begyndte at nynne en sang for at udfylde stilheden og gik i gang med at pakke den næste flyttekasse ud. Og så satte hun de fire sejlivede potteplanter på FM-reo-len, de fire potteplanter, som havde overlevet alle deres flytninger.

– Jeg kan da også gå i gang med haven, sagde hun til sig selv i rummet og spadserede udenfor. Hun tog fat med det samme og begyndte at beskære troldhaslen, så den kunne blive opstammet. Hun fjernede en gammel hullet parasol, så hun kunne begynde at slibe havebordet, før det blev helt mørkt. Det larmede noget med sådan en slibemaskine, men gav hurtige resultater. Hun arbejdede til mørket tvang hende indenfor. Hun tændte alt lyset og satte en playliste til at spille, mens hun spiste sin salat til aftensmaden og gik i bad.

Det sidste, hun gjorde, inden hun gik i seng, var at slukke lyset. Men ikke det hele. Hun kunne ikke helt undskylde sig for at mærke en særlig stemning i at være alene i det tomme hus. Hun lod en lampe være tændt i entréen og lyset være tændt på badeværelset. Så gik hun ind i det lille ekstra værelse. Hun kunne stadig ikke helt tro på det, men vuggen gjorde det meget virkeligt. Så slukkede hun lyset og gik ind og lagde sig. Hun puttede sig godt under dynen og vrikkede lidt med tæerne. I morgen ville hun lave en uro af genbrugsmaterialer og hænge op over vuggen.

Hendes søvn var overfladisk og afbrudt som forventet et nyt sted. Der var mange, nye lyde. En gang imellem en fjern lyd af en bil på vejen. En gang imellem lyden af vinden mod taget. En enkelt gang syntes hun endda, hun kunne høre det knirke fra trappen.

Hun sov til gengæld rigtig godt, da Tobias vækkede hende med en bagerpose under armen.

– God morgen, Tornerose.

Han kyssede hende let på panden, før han kyssede hendes læber. De omfavnede hinanden, og han lagde posen fra sig, før han smuttede ind til hende under dynerne. Lidt senere så de på hinanden med tilfredse miner. De spiste morgenbrød, og Ida lavede uroen af de genbrugsmaterialer, hun havde forestillet sig. Hun gik op for at hænge den over vuggen. Men i vuggen var der noget, som ikke burde være der.

Der lå en gammel, nusset bamse med et snavset forklæde, hvor der var broderet ”Mor”. Hun kaldte på Tobias.

– Nogle gange har du altså en syg form for humor, sagde hun med let bebrejdelse i stemmen. Tobias kiggede uforstående på hende og ned i vuggen, da hun pegede derned.

– Uf, kom det fra ham. – Det er altså ikke fra mig.

– Stop dig selv!

Hendes faste vending røg ud af munden på hende, hårdere end planlagt. De kom op at skændes. Ingen af dem ville tage ansvar for at have lagt bamsen i vuggen. Ida smækkede havedøren efter sig, da hun gik ud for at få skik på haven, og Tobias lod hende være alene derude. Han kunne ikke forstå, hvorfor hun var så sur over en bamse, hun selv havde lagt i vuggen. Måske graviditeten var steget hende lidt til hovedet.

Da de havde børstet tænder den aften, talte de ordentligt sammen for første gang siden, de havde opdaget bamsen.

– Hvis ikke du har gjort det, og hvis ikke jeg har gjort det, hvem har så gjort det?

Hun kiggede på ham.

– Altså, jeg ved det ikke. Men hvis det virkelig ikke er hverken dig eller mig, så må der have været nogen i huset.

– Stop! Det er altså for klamt. Skal vi ringe til politiet i morgen?

– Vi kan lige sove på det.

De vågnede begge to, da der lød klirren fra stueetagen. Tobias sprang ud af sengen og løb ned ad trappen med Ida efter sig. Lyset var tændt i entréen, og hoveddøren stod åben. Tobias løb ud i forhaven og ud på fortovet, hvor han stod og kiggede rundt i gadelampernes skær. Han fandt sin mobiltelefon frem og ringede 114, mens han rystede på hovedet og gik ind i huset til Ida, som tændte lyset i stuen. Der lå en smadret potteplante på gulvet. Planten kunne nok reddes, det var en af de sejlivede. Men potten var knust. Kort efter bankede politiet på døren. Tobias og Ida forklarede politifolkene omstændighederne.

– Der er nok ikke så meget, vi kan gøre, sagde den kvindelige betjent og tilføjede, at i dag kan man få nogle gode billige overvågningskameraer.

Efter morgenmaden trippel-tjekkede de, at både have- og hoveddøren var låst, før de kørte afsted efter nogle kameraer. Da de parkerede hjemme igen, snappede Ida efter vejret.

– Døren står på klem!

Kvalmen ramte hende, og hun åbnede døren for at få frisk luft.

– Nu går jeg derhen, og så venter du her i bilen imens, sagde Tobias.

– Niks, jeg går med. Jeg skal nok holde mig bagved.

De nærmede sig huset, gik ind i forhaven og ind i entréen. De hørte en fortabt hulken fra stuen og kiggede på hinanden. Så gik de derind

I stuen stod en forpjusket, ældre kvinde stå med ryggen til dem med tjavset gråt hår.

– Hvad laver du i vores hus, lød det brysk fra Tobias. Kvinden vendte sig mod dem og vred sine hænder, mens hun hulkede.

– Birthe? Hvad har I gjort ved Birthe?

– Du skal ud af vores hus nu!

– Jeg går ikke, før I fortæller mig, hvad I har gjort af Birthe. Hvor er Birthe?

– Hvem er Birthe? replicerede Tobias.

– Det er vist hende, der døde, som boede her før, hviskede Ida til ham.

– Er Birthe død?

Damen så forvirret og forladt ud. Ida mærkede en uventet trang til at passe på den gamle dame.

– Nu sætter du dig ned, og så laver vi en kop te til dig. Vi ringer også lige til politiet, for vores alles skyld.

Den ældre dame, der lugtede lidt af spansk sæbe, sjoskede hen til spisebordet. Et opkald til politiet ledte videre til et opkald til kommunen. Og de fandt ud af, at den ældre kvinde var meget dement. Kommunen ville sende en sosu-assistent ud til dem.

Da det ringede på døren, gik de lettet ud og lukkede sosu-assistenten ind, som præsenterede sig som Gülay. Hun gik hen til den ældre dame og satte sig på hug, mens hun lagde hånden på kvindens arm.

– Hej Marie. Kan du kende mig, Gülay? Det er mig, der er din faste dagvagt.

Hun ventede tålmodigt, indtil Maries ansigt lyste op.

– Dig kender jeg, sagde hun. Men hvem er de? Hvad laver de i Birthes hus?

– Det er Ida og Tobias. De har købt Birthes hus. De har lovet at passe godt på det.

Nu satte Tobias og Ida sig også ned. Ida nødede den gamle Marie at tage kruset med te. Marie kiggede fra Ida til kruset, så åbnede hun sin hånd og lagde en nøgle på bordet, før hun tog kruset med te.

– Det må være jeres, sagde Gülay og skubbede nøglen hen til Ida, som straks tog den og knugede den i hånden. Gülay fortsatte:

– Marie og Birthe har været nære naboer og veninder i rigtig mange år. Marie har ikke helt forstået eller accepteret, at Birthe er gået bort. Hun har klaret sig herhjemme i mange år, men jeg tror, vi skal tale med visitationen, om det ikke snart er Maries tur til at komme på plejehjem.

– Var det dig, der lagde bamsen i vuggen, spurgte Tobias hende. Marie så først lidt forvirret ud. Så nikkede hun.

– En sød bamse til en sød baby, smilede Marie, og de kunne se på hendes blik, at hun forsvandt ind i sig selv igen.

– Er der noget, vi kan gøre i mellemtiden? Noget vi kan hjælpe Marie med, spurgte Ida.

– Vi skal nok overtage herfra, ellers tak, sagde Gülay og fulgte Marie ud af huset og ind ved siden af.

Tobias lagde armen om Ida.

– Nu ringer vi til en låsesmed og får skiftet låsene i huset. Og så skal vi til at indrette børneværelset! Jeg har set det flotteste himmelblå tapet med skyer og luftballoner.