Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Emilia er otte år og bor i Slesvig i Tyskland. Hendes kuffert er pakket med bamsen ”Hans”, og hun holder allerede nu øje med, hvornår bussen til Danmark henter hende. Hun skal nemlig på sommerferie hos sin bedste veninde i Danmark, der hedder Victoria og bor i Fåborg, nær Varde. Det var sidste år, de mødte hinanden for første gang.
Læs også om Lone der er frivillig på en sommerlejr
Emilia er feriebarn igennem foreningen ”Sydslesvigske Børns Ferierejser”. De har sendt børn fra det danske mindretal i Tyskland på ferie igennem snart en menneskealder, og igen i år er der omtrent 300 børn, der kommer på ferie i Danmark. Sidste år var Emilia af sted på ferie for første gang, og selv om hun kun var 7 år dengang, havde hun næsten ikke hjemve. Victoria og Emilia blev rigtig gode veninder– og det blev til et venskab, der rakte videre end bare en sommer.
- Begge piger er enebørn, så de fandt hurtigt hinanden. Faktisk var det som at få en søster i huset, og det var rigtig dejligt for hele familien, siger Mads Skydt, der er far til Victoria og feriefar til Emilia.
- Sidste år var det første gang, vi prøvede at have et feriebarn, og det var en stor succes. Vi hyggede os hjemme, tog på udflugter, var ved stranden, og gjorde alt hvad man nu laver med børn om sommeren – nu blev det bare dobbelt så hyggeligt.
Senere på året mødtes de voksne også, og de to familier har siden besøgt hinanden et par gange, både i Tyskland og i Danmark, så der var slet ingen tvivl: Emilias sommerferie skal holdes i Danmark hos hendes bedste veninde og næsten-søster Victoria.
Vil du vide mere om Sydslesvigske Børns Ferierejser – og vil du måske gerne være ferievært til næste år, kan du læse mere på :www.feriebarn.dk