Tine er godsejerfrue i Italien

Det var natten efter den første dag i svigerforældrenes hus. Tine listede af sted mod badeværelset og håbede, at hun ikke forstyrrede nogen. På vej tilbage mod sit soveværelse igen tænkte hun med glæde på sin varme seng, men efter at have passeret flere mørke værelser vidste hun bare, at hun var faret vild, og at det ville blive en meget lang nat. 800 kvadratmeter adelsbolig med et hav af værelser, store portrætter, gamle bøger og knirkende gulve var så omtrent ved at sætte hende skakmat. Tine er kommet en lang vej, ikke kun de omtrent 2.000 kilometer, der er mellem Skagen, hvor hun er vokset op, og Villa Stabbia, der ligger i Toscana i nærheden af Firenze. Her er hun nu frue på et gods med eget våbenskjold og 2.500 oliventræer. Alt sammen på grund af en italiensk mand, der hedder Mario. Han havde henkastet fortalt Tine, at hans familie ejede en gård på landet – og det var jo sådan set rigtig nok. Efter den nat på Villa Stabbia pakkede Tine ikke sine kufferter. Hun tog derimod udfordringen op. Derfor har Tine nu flere titler: Hun er godsejerfrue, hun avler økologisk olivenolie sammen med sin mand, hun udlejer sommerferieboliger på gården gennem Agriturismo, hun underviser i ridning, og hun er kone og mor og ikke mindst svigerdatter i en italiensk familie, der har ejet Villa Stabbia igennem generationer.

Ville opleve verden

– Jeg flyttede hjemmefra, da jeg blev 18 år, fordi jeg altid havde drømt om at rejse og opleve verden. Jeg har altid brændt for astronomi og studerede astrofysik på universitetet. Mit første job fik jeg i England inden for olie- og gasbranchen, hvor firmaet videreuddannede mig til geofysiker. På et tidspunkt endte hun i Nigeria, og her mødte hun Mario, der er geolog. De to flyttede sammen, boede i Paris, Milano, Nigeria og en kort tid i Norge. De fik to drenge, Lau og Loke, og så syntes Tine, at der burde være mere i livet. Hun var parat til noget andet. Den dag i august 2002, da Tine og Mario vendte hjem til gården, var også stort set sidste dag, nogen så Mario i et jakkesæt. Han uddannede sig til agrar og professionel oliesmager, og siden har han tilbragt det meste af tiden i arbejdstøj på sin røde traktor, for der var en del, der skulle bringes i orden.

Heste flytter ind

Samtidig har Tine gjort sit for at opdyrke turismen på gården. Bondehusene, der hører til ejendommen, er blevet restaureret og indrettet til seks ferielejligheder, møbleret med smukke ting fra hovedhuset. Nu er der også heste på Villa Stabbia, og så mange, at Tine nu både kan invitere på rideferie for turister og undervise de lokale i ridning. Tine fik det liv, hun drømte om. Ikke fordi tingene bare faldt ned i skødet på hende, men fordi hun kæmpede for det og turde følge sine drømme. – Da vi fik børn, var jeg parat til at skifte til familielivet på en gård. Det var Mario også, men jeg ved godt, han somme tider savner vores rejser. Nu rejser vi aldrig mere – jeg har slået rødder her, også fordi vi her har haft de skønneste år af vores liv, men også oplevet den største sorg, man kan opleve. Vores yngste søn, Loke, døde i 2006, da han var 6 år. Det ene øjeblik sad han på gulvet og legede med sine Legoklodser, det næste øjeblik var han væk. Det viste sig, han havde en aneurisme (en udposning på blodåren), der pludselig sprang. Vi kom selvfølgelig hurtigt på hospitalet, hvor vi fik den bedste behandling, men der var intet at gøre. Loke kunne ikke overleve, siger Tine. Loke er bisat i kapellet på Villa Stabbia. Han er her ikke mere, men for Tine og hendes familie er han med dem i alt, hvad de gør. Da de mistede deres dreng, støttede hele landsbyen familien. Tine og hendes familie er blevet en del af landsbyen, og på mange måder er hun selv blevet italiener. Tine kommer ikke tilbage til Danmark. Hendes hjem er her på Villa Stabbia – men en gang imellem savner hun duften af Vesterhavet og lyset i Skagen.n