Britt mistede syv kæledyr i en voldsom brand

I 47-årige Britt Schwartz’ dejlige gule træhus i Snøde på Langeland bor foruden Britt og hendes franske ægtemand, Nicolas hunden Aslan og fire katte.

Bagest i haven står en stor gravsten prydet med et stenhjerte og en messingplade med inskriptionen ”À nos amours” (Til vores elskede). Her hviler Nicolas og Britts ”børn”. Syv dyr, som brændte inde, da ilden åd alt en dag for syv år siden.

Parret boede i Snøde i et gammelt bindingsværkshus, som de selv havde renoveret, men en sen aften, da de kom hjem efter en tur til Sjælland, var deres hjem brændt. Og parret havde mistet syv af deres elskede kæledyr. Kun to katte med killinger havde overlevet.

Læs også om Inge og Henrik fra Langeland, som fik tilværelsen smadret af en spritbilist

Tænkte på selvmord

Britt var naturligvis dybt ulykkelig.

– Jeg tænkte på selvmord, jeg tænkte på, hvordan vi nogensinde skulle komme videre. Vi har valgt ikke at få børn. Dyr er blevet vores kærlighed. De var vores familie. Og nu var det hele væk.

– Jeg ved godt, at for mange er dyr bare dyr, og at menneskeliv vægter højere. Selvfølgelig vægter menneskeliv højere. Vores dyr var så vores familie, og vi mistede vores familie i branden, fortæller Britt.

Britt husker, at hun gik rundt som i en tåge, og at det var Nicolas, der var den stærke. Og som fandt et hus til leje, hvor de kunne bo med de overlevende dyr.

Huset var brændt, fordi en voldsom storm knækkede en skorsten, som antændte hele huset.

Forsikringen dækkede opførelsen af et nyt hus. Britt og Nicolas havde altid ønsket sig et træhus, så på rekordtid blev deres Pippi-hus opført på brandtomten.

– Vi kunne jo ikke flytte. Vores dyr lå begravede på grunden. Vi kan aldrig flytte. Og da vi flyttede ind i det nye hus, bukkede Nicolas under. Han satte sig ned i tre måneder og var i chok. Nu var det mig, der skulle tage over.

Se også den søde video om, hvordan katte viser deres kærlighed

Angsten er der altid

– Det var svært i starten at holde af Pippi-huset, for det var jo kommet til os på bekostning af dyrene. Det tog år. Mange år, før vi rigtig følte, at nu var det vores hjem, og vi var glade. Og vi er nu et sted, hvor vi kan sige, at ja, man kan overleve en brand, hvor man mister så meget. Man kan leve med det. Men det vil altid sidde som en smerte i kroppen. Og i dag, når jeg ser en brandbil, går jeg i panik og tænker ”huskede jeg nu at slukke komfuret”. Angsten for at blive frarøvet det dyrebareste, vi har, vil altid sidde i os, siger Britt. n