– Vi kan sagtens, siger Caroline flere gange, da vi skal planlægge vores gåtur i Nordjylland, hvor vi på bare én dag skal gå mere end 30 kilometer. Jannie er dog lidt mere skeptisk, for ud over at have otte år mere på bagdelen er hun efter eget udsagn heller ikke i særlig god form. Hun møder Caroline i et tidligt morgentog, som skal fragte Familie Journals yngste journalister væk fra hovedstadens mange mursten til den nordjyske fiskerby Hirtshals, hvor gåturen tager sin begyndelse.
Læs også om Ernst Trillingsgaard, der nær var blevet fiskeimportør i Hirtshals Fulde af overskud synger vi, og vi når til Vesterhavets brusende bølger, som de næste mange kilometer skal være vores heppekor. Vi er mutters alene på stranden, og det er bare ”gerade aus,” som Jannie, den gps-ansvarlige, råber. Ellers er der stilhed. Al skønsang stopper, og en form for meditation starter i os begge. – Det er balsam for sjælen, konstaterer Caroline.
Hvor går man hen, når det lyner?
I en klitplantage får vi et hvil og kiks. Vi har kun tilbagelagt seks kilometer. Benene har det stadig godt, men ekstremt sorte skyer kigger truende ned på os, og der går ikke længe, så slår det første lyn ned lige foran os. Med hjertet helt oppe i halsen snurrer vi rundt om os selv for at finde et sted, vi kan gå i læ. – Er det ikke noget med, at man helst ikke skal befinde sig på store åbne pladser, når det lyner?, spørger Caroline retorisk. Men der er ikke et hus, så langt øjet rækker, og der er kun én vej, nemlig fremad, mens en arrig himmel råber tordnende skældsord efter os. Endelig kommer vi i læ i en lille skov.
Læs også om, da lynet slog ned i Nicolai, som blev genoplivet af sin efterskolekammerat – Caroline, man må da heller ikke stå under store træer, når det lyner, siger Jannie, som pludselig husker barndommens løftede pegefingre. Hvad der begyndte som dråber, er nu et solidt og langvarigt regnvejr, og vi får begge lov til at føle, at vores ellers så trendy sneakers ikke er vandtætte. Med bankende hjerter og svuppende fødder løber vi gennem skoven og forsøger at grine lidt ad situationen. Hvad kan vi ellers gøre?
Svært at finde vej
Solen har endelig vundet over de tunge skyer, og med dens stråler på vores kinder er pulsen atter blevet normal. Det er smukt at gå her i Nordjylland i skov, på strand og gennem klitplantager. Men så går vi forkert – igen. Og igen og igen. Jovist, der er skilte, men vi er ikke altid lige gode til at følge dem. Vi er i hvert fald meget glade for Hærvejens app med gps. Den er vores redning! Der er nemlig ingen at spørge om vej. Mens mørket breder sig, fører gps’en os ud i et stort sommerhusområde med lys og varme i vinduerne. Få kilometer senere ebber lysene ud.
Læs Caroline og Jannies videre oplevelser på Hærvejen i Familie Journal nr. 25
