En læser fortæller: Jeg var hele familiens oppasser

For nogle måneder siden fyldte jeg 40, og jeg holdt en lille sammenkomst for familien og de nærmeste venner. Vi havde en god aften, men jeg sad tilbage med en følelse af, at mit liv ikke helt var, som jeg ønskede.

Det undrede mig, for jeg syntes, jeg burde være lykkelig. Jeg havde et godt job og nogle søde kolleger. Jeg var gift med den mand, jeg elskede, og vores hjemmeboende teenagebørn var sunde og raske.

Umiddelbart var der ikke noget at sætte en finger på, men mit gode humør var forsvundet, og jeg havde det, som om jeg hele tiden halsede bagefter. Mit hoved var et virvar af indkøbs­lister, aftaler og andre gøremål.

Men sådan havde det egentlig været i mange år, og jeg syntes ikke, mine opgaver var blevet flere. Når jeg mærkede efter, havde jeg det faktisk fint med at fylde 40, men det var alligevel, som om den runde fødselsdag havde sat noget i gang.

På den anden side var der ikke noget, jeg umiddelbart havde lyst til at skille mig af med eller lave om på, og jeg besluttede mig for, at jeg nok bare var inde i en dårlig periode.

Vores teenagedatter, Alberte, fyldte 16 en måned efter min fødselsdag, og vi gav hende det spejlreflekskamera, hun længe havde ønsket sig. Alberte var fraværende resten af aftenen, for hun var så optaget af sit kamera, og hun tog billeder af familien for at lære funktionerne bedre at kende.

De næste dage listede hun rundt i huset og knipsede løs, og jeg fik lov til at kigge med over hendes skulder, da hun lagde dem ind på computeren.

Det var nogle gode billeder, og vi morede os over mange af de situationer, hun havde fanget, men mit smil forsvandt, da vi klikkede igennem dem anden gang.

Der tegnede sig et mønster på de billeder, jeg var med på, og det var, at jeg var i færd med at lave mad, stryge tøj, gøre rent, pakke sportstasker eller lægge varer på plads på dem alle sammen.

Det kom som lidt af et chok, for skulle jeg dømme ud fra de hverdagsglimt, Alberte havde fanget, lavede jeg ikke andet end at rende rundt og servicere. Jeg tænkte først, at det måtte være et tilfælde, men opdagelsen blev liggende i mit baghoved, og det stod hurtigt klart, at billederne talte sandt.

I det øjeblik, jeg trådte ind ad døren, var jeg både rengøringsdame, kok og organisator, og jeg nussede om familien og sprang rundt. Det var en rolle, jeg selv havde påtaget mig, og min mand og børnene var så vant til det, at de ikke skænkede det en tanke.

Sådan havde jeg jo også haft det selv, men det skulle laves om, for jeg ville også gerne sidde i sofaen med benene oppe eller lave håndarbejde.

Jeg indkaldte familien til et møde i køkkenet, og de blev lige så overraskede over Albertes afslørende billeder, som jeg var blevet. Min mand fik dårlig samvittighed over, at han sådan lod sig opvarte, men det var jo ikke kun hans skyld.

I fællesskab blev vi enige om at lave nogle små ændringer, og børnene lovede, at de fremover selv ville smøre madpakker og sortere vasketøjet. Min mand ville gerne klare støvsugningen, og gulvvask.

De overholdt det uden brok, men det var sværere for mig at sidde stille, end jeg havde regnet med. Den første uge måtte jeg lægge bånd på mig selv for ikke at blande mig, og jeg følte mig mærkeligt rastløs sammen med de andre foran fjernsynet.

Min mand lavede sjov med, at han ville klistre mig fast til sofaen, men jeg lærte at give ansvaret fra mig, og familien klarede deres opgaver perfekt, selv om de nogle gange valgte nogle andre løsninger, end jeg ville have gjort.

Faktisk følte jeg, at det bragte os tættere sammen, at vi var fælles om husholdningen, og vi blev mere ligeværdige. Mit overskud steg i takt med, at jeg lærte at slappe af, og det viste sig at være den ændring, der gav mig glæden tilbage.

Nu har jeg tid til mig selv og de ting, jeg gerne vil, og jeg er glad for, at Albertes billeder åbnede mine øjne for den skæve arbejdsfordeling.