Hedeturene begyndte hos mig, da jeg var 46 år. Nu er jeg 68 år og døjer stadig.
De seneste år har de dog heldigvis aftaget en del. Mine hedeture begynder i fødderne, trækker op i kroppen og til sidst hovedet.
De kan vare fra fem minutter og op til en time eller mere. Døgnet rundt. Nætterne har været ganske forfærdelige – med tøjskifte, skift af sengetøj og et koldt bad.
I de varmeste somre har jeg sovet på min overdækkede altan og fik lidt mere ro. Dagene har stort set ikke været bedre. Sad musestille på en stol og kunne mærke, at nu kom der en tur. Og inden længe var håret drivvådt, så vandet løb ned ad ryggen.
Hjemme gik jeg med et viskestykke om skulderen – det blev skiftet mange gange i løbet af en dag. Til fester har det været ulideligt!
Da min ældste søn blev gift, stod jeg halvdelen af tiden udenfor. Ligeså til min yngste søns bryllup og igen til min datters. Og til børnebørns konfirmationer og så videre – jeg er gået glip af taler, underholdning, sjove indslag mv.
Min læge tilbød mig hormoner, hvad jeg ikke ville have, da jeg ryger. Jeg forsøgte med naturmidler. Det virkede ikke. Jeg bor alene, blev skilt i 1979. Har haft flere kærester, men da hedeturene begyndte, var det slut med det. Ulideligt at mærke en anden krop så tæt på sin egen.
Fra jeg var 11 år, døjede jeg med menstruation, bortset fra nogle år, hvor jeg fik mine tre børn. Jeg så frem til, at det skulle slutte, og jeg ville få fred. Men tak, det blev bare værre. Jeg ønsker ikke for nogen, at de skal det samme igennem. Folk, der ikke selv har døjet med det, slår det bare hen: Det er jo ikke en sygdom!
Jeg forstår ikke, at der ikke bliver forsket i hedeture, da utallige lider under dem i mange år. Man må da kunne finde et andet middel end hormoner?
RC
Det er vildt, at kvinder skal bære så meget ubehag. Først menstruation i mange år, så en graviditet, derefter en smertefuld fødsel – og for at toppe det hele en ordentlig omgang overgangsalder. Vi er stærke. Sådan er det.
Som yngre havde jeg ikke øje for, hvor stærke kvinder egentlig er, det opdagede jeg først med alderen. Du har kæmpet med ubehag i så mange år, og jeg håber inderligt, at dine ”ture” snart helt forsvinder.
Jeg har opdaget, at motion hjælper rigtig meget. Hvis jeg føler ubehag, går jeg en tur i raskt tempo eller trækker i løbetøjet. Jeg synes, det regulerer varmen i min krop.
Jeg tror, man må prøve sig frem og finde ud af, hvad der virker for en selv. Men man skal ikke være ukritisk, hverken når det gælder kunstige eller naturlige hormoner. Jeg ved ikke, hvor meget der bliver forsket på området, men alt handler jo om penge, og jeg tror desværre ikke, at der er mange annoncekroner i en midaldrende, svedende kvinde i reklameblokken i bedste sendetid. Det må vi lave om på, så vi bliver ved med at råbe op.
Kærlig hilsen Puk
Vi er tilflytterne, som ingen gider
Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke
Vi smider alt for meget mad ud
Kan jeg bede dem blive væk?
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Støtte til nye forældre
Veninden snakker for meget
Skal jeg sige nej til julefrokosten?