En læser fortæller: Nyt job til Dina

Da min nabo Else kom på plejehjem, var det helt naturligt, at jeg tog ind for at besøge hende med jævne mellemrum. Else blev synligt glad, når jeg kom. De lidt falmede øjne lyste op, og hun spurgte altid til min schæferhund, Dina.

En lørdag eftermiddag sad Else og jeg i opholdsstuen sammen med et par af de andre beboere. I baggrunden viste fjernsynet en gammel film, men jeg lagde mærke til, at en af mændene nysgerrigt fulgte med i vores samtale. Pyt med det, vi snakkede ikke om noget, som andre ikke måtte høre. Jeg fortalte Else, at Dina sad ude i bilen, men da sneen lå tykt over det hele, var det nok ikke nogen god idé, at hun gik med ud for at hilse på hunden.

10 minutter senere kom Dina uventet løbende ned ad gangen og ind i opholdsstuen.

– Jamen der har vi jo Dina, sagde Else glad. – Kom så da, lille hund. Kom hen til Else.

Jeg så forskrækket på hunden. Hvem i alverden havde lukket den ud? I det samme fik jeg øje på den gamle mand, der havde lyttet så interesseret til Else og mig. Han smilede gavtyveagtigt og blinkede til mig, som om vi havde en hemmelighed sammen. Havde jeg glemt at låse bilen? Ja, sådan måtte det være.

– Hold da op, sikke en stor hund, er det din? En sosu-assistent kiggede fra døren hen på Dina.

– Ja, svarede jeg. – Det må du undskylde. Jeg ved ikke helt, hvad der er sket. Jeg skal nok…

– Det var mig, afbrød den gamle mand med en klukken. – En hund skal da ikke sidde alene i en bil. – Jamen, Viggo dog, sagde sosu-assistenten. – Du må da ikke gøre sådan noget. Hun så på Dina, der kærligt havde lagt sit store hoved i Elses skød. – Den er måske slet ikke så farlig, som den ser ud til? spurgte hun.

– Dina er så god, som dagen er lang, sagde Else.

– Må jeg også klappe Dina? Sosu-assistenten så spørgende på mig. Da jeg nikkede, fortsatte hun smilende.

– Her på Solhjem har vi talt om at få en besøgshund, men det skal vist ikke være en schæfer.

– Hvorfor ikke? spurgte Else straks. – Som jeg sagde før: Dina er god, hun er en helt usædvanligt kærlig hund.

– Jo, men… Sosuassistenten lo, da Dina kom hen til hende og puffede til hendes hånd.

– Det var mig, der fandt hende, grinede Viggo.

– Nåh, fandt og fandt, lød det med et snøft fra Else. – Du lyttede vel til vores samtale.

Ingen så længere på fjernsynet. Dina havde taget al opmærksomhed. Flere beboere kom til, men da jeg vidste, at Dina ikke kunne drømme om at gøre nogen noget, gjorde det mig ikke urolig, at de gamle flokkedes om hende. Dina delte sol og vind lige. Alle fik et kærligt slik over hånden, og det var, som om en stemning af lys og glæde lagde sig over opholdsstuen.

En kvinde i kørestol smilede indadvendt, men med glade øjne. En anden kunne en historie om en hund, hun engang havde haft. Andre bidrog med deres egen lille historie, og dem, der slet ikke kunne huske noget, så bare fredfyldte ud, når Dina gled forbi dem og lod dem røre hendes varme krop.

Da jeg kom hjem igen, fortalte jeg min mand, Keld, om Dinas succes på plejehjemmet.

– Hun er bare en god hund, sagde han og klappede Dinas grå ryg.

Et par dage senere ringede Solhjems teamleder.

– Jeg har hørt om den dejlige lørdag, da Viggo tillod sig at lukke din hund ud af din bil. Vi havde ikke ligefrem forestillet os, at en eventuel besøgshund skulle være en schæfer, men du er altid velkommen til at tage din hund med igen.

Officielt er Dina ikke besøgshund på Solhjem, men helt uofficielt kan vi vist godt sige, at det blev hun. Nu kommer jeg fast hver torsdag eftermiddag, og det er virkelig en dag, beboerne ser frem til. Og Dina lever op til sin rolle. Lykkeligt går hun fra stue til stue og hilser på. Hun nyder i den grad at være i centrum, og hun deler villigt sit store hjerte med alle dem, der gerne vil tage imod hende.

I begyndelsen blev Else faktisk lidt jaloux. Hun syntes vist, at Dina tilhørte hende mere end de andre. Måske forstod Dina Elses følelser. Det er i hvert fald blevet sådan, at Dina først af alle hilser på Else, og Else er også den, der får det sidste kærlige blik fra Dina. Jeg er stolt af min hund. Det er skønt at se, hvor forsigtigt Dina behandler gamle, skrøbelige mennesker. Dina elsker den opgave, der uofficielt er blevet hendes. Det er helt tydeligt, at hun nyder at gøre gavn.