Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Dansktop Prisens vigtigste formål er at hylde dansktopmusikken og dens stjerner, der spreder fest og glæde på musiksteder og festivaller, ved byfester og i haller og forsamlingshuse i det ganske land. Dansktop Prisens jury af musikeksperter lægger vægt på, at det er fortsat aktive, optrædende, turnerende og indspillende kunstnere, de nominerer og i sidste ende hædrer med de ærefulde priser. Det giver således overordentlig god mening, at to af hovedpriserne ved Dansktop Prisen 2017 I lørdags gik til to sande ikoner inden for den folkelige populærmusik: Kirsten Siggaard og Dario Campeotto vandt priserne som henholdsvis Årets Kvindelige og Årets Mandlige Dansktop Solist.
Gå direkte til oversigten over aftenens prisvindere
Kirsten Siggaard har en kæmpemæssig fanskare og har siden sine legendariske Melodi Grand Prix-sejre i 1980’erne til stadighed formået at forny sig og kaste sig over nye genrer inden for både musik og teater. Senest gik hendes karakteristiske stemme klokkeklart og genkendeligt igennem på Dansktop Prisens hyldest- og fællessang ”En enkel sang”, og nu har hun også kastet sig ud i talentudviklingen som mentor for duoen Stine & Martin, der var blandt deltagerne i Dansktop Prisens nye talentkonkurrence, Mig og Min Mentor.
Vi gravede i Kirsten Siggaards slægtshistorie. Læs mere om det her.
Dario Campeotto er en levende legende, der i en alder af 78 år synger mindst lige så bragende flot, som da han var 18. Men han er også en målrettet og ambitiøs herre, der dagligt øver sig ved at lytte til de store, italienske tenorer og aflure dem deres tricks. Apropos det italienske har hans to seneste udgivelser været albums med dertil hørende dvd’er på hans andet modersmål, italiensk, under titlen ”Mit skønne Italien” nummer 1 og 2. At de to albums således strengt taget ikke er dansktop, har ikke haft indflydelse på juryens valg af Dario som årets dansktopsanger. En af juryens fem musikeksperter, Jørgen de Mylius, udtrykker det således:
– Albumudgivelser har ikke samme betydning i dag, som de tidligere har haft. Og så tilhører det hele jo samme musikalske genre, nemlig den, jeg under én hat vil kalde for slagermusikken. Dansktop er jo et ord, vi kun bruger i Danmark på grund af radioprogrammet Dansktoppen.
Priser blev der i lighed med sidste år også til de største af de største i genren: Kandis og Birthe Kjær høstede hver to priser. Kandis blev Årets Dansktop Gruppe, og deres seneste album, ”Kandis 17”, blev Årets Dansktop Album. Præcis som ved andre prisfester fra Oscaruddelingen og nedefter vil der altid være kunstere, der gang på gang trækker stik hjem. Og inden for dansktop er Kandis kongerne. År efter år fylder de landets største haller med begejstrede kvinder og mænd, der har iklædt sig deres fineste skrud hjemmefra og er opsat på fest, dans og fællessang. De udvikler sig musikalsk. Og ”Kandis 17” er blot det sidste i rækken af ekstremt velproducerede albums fyldt med nyskrevne ørehængere.
Er Kandis kongerne, er Birthe Kjær dronningen. Birthe modtog i år prisen som Årets Dansktop Koncertnavn, og enhver, der har oplevet hende optræde med sit orkester, Feel Good Band, ved, hvor velfortjent det er, og at ingen tilstedeværende undgår at have en fest, når Birthe synger for. Om det så er det unge publikum på rockfestivalerne, kan alle synge med på ”Den knaldrøde gummibåd” og ”Sommer og sol”. Birthe er på én gang superstjerne og kult, og alle elsker hende. Og så er hun perfektionist, hvilket både skinner igennem på scenen og i musikstudiet. Den anden pris, hun tog hjem i år, var den meget prestigefyldte Familie Journals Ærespris, der bestemmes suverænt af Familie Journal og går til en kunstner, der har gjort en særlig og årelang indsats for den folkelige musik. Det har Birthe om nogen.
Prisen for Årets Dansktop Hit blev givet for et vaskeægte comeback: Gry Meilstrup har i flere år turneret med sit Melodi Grand Prix-show, men det er ikke vrimlet med nye indspilninger fra sangerinden bag ”Kloden drejer” og den hjemlige musikhistories mest berømte rejehop. I årets løb har hun imidlertid taget dansktoppublikummet med storm med ”Kom og kys mig”, der har tekst af Keld Heick og melodi af Grys ægtemand Per Meilstrup – to herrer, der har utallige Grand Prix-succeser på cv’et. Sangen har da også en duft af Melodi Grand Prix’ets guldalder i 1980’erne over sig, og ikke mindst demonstrerer den, at Gry fortsat er i absolut topform.
Ud over at hylde den glade musik har Dansktop Prisen dog også en anden vigtig funktion. Nemlig at medvirke til at fremtidssikre dansktopgenren ved at finde og promovere nye talenter og bringe nye navne i spil og dermed sikre, at der fortsat er en levende dansktopscene om både 20 og 40 år. Ved Dansktop Prisen 2016 vandt duoen Dansvingerne årets talentkonkurrence og scorede dermed prisen som Årets Dansktop Talent. Og det var en stor glæde at kunne annoncere, at samme duo i år havde vundet Familie Journals Læserpris – en hædersbevisning, der ene og alene gives på baggrund af sms-stemmer fra Familie Journals læsere. At Dansvingerne som nyt navn blandt i alt 30 – heriblandt alle de velkendte veteraner – vinder en sådan pris, beviser, at der er grøde i dansktopscenen, og at Dansktop Prisen som initiativ allerede er begyndt at gøre sin gavn og indflydelse i den hjemlige musikbranche.
Aftenens sidste pris har også med talentudvikling at gøre: Dansktop Prisens talentkonkurrence har i år fået titlen Mig og Min Mentor, og fire etablerede stjerner har i den forbindelse påtaget sig rollen som mentorer for mindre kendte navne og med henblik på at fremme deres karriere og sikre dem opmærksomhed som kunstnere. Årets fire nye navne optrådte ved aftenens show i Boxen, og publikum i salen samt tv-seerne, der så med på TV 2’s regionale kanaler landet over, kunne stemme på deres favorit via sms. Vinderen af konkurrencen blev Michael Korup Sørensen, der havde Johnny Hansen som mentor, og som det skal blive særdeles spændende at se og høre mere til i de kommende år. "Jeg gi'r alt, hvad jeg har", hed hans sang. Og det gjorde han. Med et væld af publikumsstemmer til følge. Michael fik selvsagt lov til at runde et forrygende show af ved at give sit vindernummer en gang mere.
Læs om Dansvingernes forrygende album og se en af deres videoer her.