En læser fortæller: Jeg blev udsat for mobning på grund af min vægt

Der er meget fokus på overvægt og fedme i disse år, og tit hører man de overvægtige fortælle, hvor meget de bliver udsat for mobning og bliver set ned på.

Det skærer mig i hjertet, hver gang jeg falder over en af de historier. Jeg har selv været ude for det samme i årevis, bare med den forskel, at jeg ikke var overvægtig. Men undervægtig.

”Hvad så, dit tynde rær? Skal du aldrig have lidt på sidebenene?”

Sådan noget kunne selv gode venner finde på at sige, hvis de ikke havde set mig i et stykke tid.

”Ihh, Lisbeth. Du er altså alt, alt for tynd. Spiser du ingenting?”

”Hej, din lange bønnestage. Pas på, du ikke knækker over på midten.”

Hver eneste kommentar i den boldgade svirpede som en piskesnert. Jeg var jo ikke så tynd med min gode vilje. Jeg ville hellere end gerne tage 5 eller 10 kilo på.

Jeg havde tusind mindreværdskomplekser over min krop, som lignede en drengs mere end en kvindes. Jeg havde hverken til gården eller gaden, ingen hofter, ingen bryster og ingen bagdel. Men jeg kunne ikke gøre noget ved det.

”Sig mig engang, går du og sulter dig selv? Du ligner et strygebræt.”

”Det er altså ikke pænt at være så tynd, som du er. Har du prøvet at drikke fløde?”

Ja. Jeg prøvede det hele. Jeg satte mig selv på fløde- og masser-af-smør-kure. Jeg sparede på grøntsagerne, men aldrig på fedtet. Og lige lidt hjalp det. Jeg var og blev tynd. Radmager, som folk både i og uden for familien kaldte mig. Det sårede så dybt hver eneste gang. Jeg syntes jo ikke selv, det var sjovt.

Forsøgte jeg at kamuflere min spinkle drengekrop i flagrende gevandter, lignede jeg nærmest en lille mus, der var blevet væk i en alt for stor sæk. Og tog jeg det tøj på, der rent faktisk passede mig, kunne man rigtig se, hvor tynd jeg var, og så kom alle kommentarerne fra mine omgivelser hæmningsløst flyvende. Hvor gjorde det ondt.

Jeg havde i forvejen mere end svært ved at se mit eget spejlbillede, både med og uden tøj på, så hele tiden at få at vide, at andre så det samme, som jeg selv, gjorde kun ondt værre.

Hvordan kunne folk få sig selv til det? Det fattede jeg ikke. Jeg kunne til nød forstå, hvis nogen, der stod mig nær, kunne finde på at sige, at den og den farve ikke klædte mig.

Men at mennesker, både fra den nære og den mere fjerne omgangskreds, kunne få sig selv til at gå og kommentere min kropsbygning negativt i tide og utide? Nej. Jeg begreb det ikke.

Jeg skulle helt op i 40’erne, før jeg begyndte at sige fra. En kollega, der havde haft tre måneders orlov, vendte tilbage til arbejdspladsen, og det første, hun sagde, da hun mødte mig, var:

– Hej, Lisbeth. Nå, du er stadig lige så mager, som du plejer at være.

Vreden skyllede op i mig. Det lykkedes mig dog at holde den tilbage, mens jeg helt stille og roligt svarede: – Ja, men synes du egentlig, det er noget, der vedkommer dig?

Jeg fastholdt hendes blik i nogle sekunder. Længe nok til at se skamfuldheden snige sig op hendes øjne. Det havde hun rigtig godt af, må jeg indrømme, at jeg tænkte. Fra da af begyndte jeg at håndtere det anderledes, når nogen kommenterede min vægt.

I stedet for at dukke nakken, som jeg ellers altid havde gjort, svarede jeg lige ud af posen, at jeg faktisk blev ked af det, når de havde så travlt med at fortælle mig, at jeg så forfærdelig ud.

– Undskyld. Det var jo bare venligt ment, var der en del, der sagde.

– Ja, det var det måske. Men jeg bliver stadig ked af det. Jeg har nok at gøre med at bebrejde mig selv, så jeg behøver ikke dine kommentarer oveni.

Det lukkede munden på alle. De fleste blev tydeligt flove over deres egen opførsel og undskyldte igen. Nogle få reagerede med at blive fornærmede, men det var vist mest for at dække over den flovhed, de også følte. Jeg skulle have taget bladet fra munden længe før.

Det var simpelthen så rart at få sat en stopper for alle de sårende kommentarer, der havde pint og plaget mig i hele mit voksne liv. Det bedste var dog, at jeg efter det kunne begynde at forlige mig med min krop. Acceptere den, som den var.

Og endda næsten komme til at holde af den. Efter selv at have knækket nødden vil jeg opfordre alle, tykke som tynde, til at gøre det samme. Sig fra. Fortæl dem, der kommenterer jeres udseende, at I bliver kede af det. Vend det udad mod mobberne, i stedet for indad mod jer selv. Det hjælper.