Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
I år er det Johnny Hansen fra Kandis og hans kone Gitte, der skal være værter for fejringen af juleaften, som går på skift mellem dem og Johnnys forældre, sanger Bjørn Hansen fra Bjørn & Okay og hans kone, Gerda, der ligesom han selv bor i Hurup i Thy.
– Vores søn Nicklas på 5, men også mine to store piger, Cecilie og Caroline på 25 og 21, er selvfølgelig også med juleaften. Og derudover får vi selskab af min moster Lis og af Gittes mor og hendes mand. Min søster Heidi og hendes mand og to børn på 19 og 17 er til gengæld ikke med i år, da de hvert andet år holder jul hos hendes svigerfamilie.
Traditionerne er i højsædet hos begge generationer i det jyske popdynasti, men kogekunsten er de ikke helt enige om:
– Vi får altid både and og flæskesteg, men min mor og far kan godt lide at stege kødet til ukendelighed. Der er ikke en dråbe saft tilbage i stegene, når de har været i gang. Og madens kernetemperatur er et emne,vi diskuterer heftigt ved juletid. Hjemme hos os er det mig, der er chefkokken, og jeg kan godt lide at eksperimentere lidt med madlavningen. Det falder ikke altid i god jord hos mine forældre. Jeg har opdaget et godt trick med at lægge et stykke medister rundt om stegen. Det giver en fantastisk sovs, og lige præcis den detalje faldt lige i mine forældres smag. Min rødkål med appelsin var de derimod ikke vilde med.
Læs om Lise Haaviks bedste jul her.
– Madlavning er en hobby for mig, og jeg kan snildt bruge et døgn på at lave en fond, hvor 20 liter sauce skal koges ned til to. Sådan en havde jeg gang i, første gang Gitte kom på besøg hos mig, fortæller Johnny.
– Risalamanden kommer moster Lis med, og hun anretter den også i portioner. Den detalje er nok så væsentlig. Hun sørger nemlig for, at alle børnene inklusive de store får én eller to mandler hver. Med dertilhørende mandelgaver. Julen er i den grad børnenes fest her hos os, siger sangeren med et grin.
Johnny er vokset op med klippefaste juletraditioner. Også når det handler om juletræet:
– Min mor hænger det samme pynt på træet år efter år, og det skal sidde symmetrisk. Det betyder, at vores lokale juletræsleverandør hvert år mærker og reserverer sine to mest harmoniske træer. Det ene er til mig og Gitte og det andet til min mor og far. Den, der skal holde jul det pågældende år, får det fineste. Ofte lever træet dog ikke helt op til min mors krav, og så må der flyttes et par grene. I en fødselsdagssang til hende lavede vi engang sjov med, at hun måske kunne få næste års juletræ leveret som samlesæt. Så kunne hun placere grenene helt, som hun ville!
Lige som Kandis optræder Dario Campeotto også til Dansktop Prisen 2018. Mød ham her.
– Vi holder alle af at gå om træet og synge julesange. Der skal være musikledsagelse til, og så kan vi jo lige så godt bruge noget af det julemusik, vi selv har indspillet med Kandis og Bjørn & Okay gennem tiden. Heller ikke på det felt er mine forældre og jeg dog helt enige om afviklingen. Når det er dem, der holder juleaften, sætter de slet og ret en af fars cd’er på, og så synger vi om kap med den sangstemme, som allerede er indspillet. Jeg har derimod fået lavet nogle instrumentale udgaver af julesangene, der er velegnede til dans og sang om juletræet, forklarer Johnny.
Mens julemaden som nævnt er Johnnys afdeling, står Gitte for at pynte huset op. Derudover er hun involveret i hjemmets produktion af konfekt. Og så ser hun ellers med stor glæde og forventning frem til at kunne pakke gaven fra ægtemanden op juleaften. En gave, der med en vis sandsynlighed er indkøbt i en smykkebutik.
– Hverken Johnny eller jeg er specielt opfindsomme eller nyskabende på gavefronten. Jeg er bare altid gået voldsomt op i det. Og da jeg var barn, gjorde min far sit bedste for at gøre mig endnu mere spændt og nysgerrig ved for eksempel at sige: ”Hvad tror du, at du får? Det begynder med S og har syv bogstaver.” Det var næsten uudholdeligt, og hvis det lykkedes mig at lokalisere pakkerne inden jul, fik jeg da også undersøgt dem grundigt og mærket eftertrykkeligt på dem. Det kan jeg såmænd finde på endnu, siger Gitte og smiler.
For Johnnys vedkommende er der endnu en juletradition, der helst skal holdes i hævd:
– Jeg kan godt lide at komme i kirke juleaftensdag om eftermiddagen. Det er hyggeligt. Og måske fordi jeg til hverdag lever af at synge for andre folk, synes jeg, det er fedt en gang om året at sidde i kirken og synge sammen med alle dem, jeg kender fra byen, siger Johnny Hansen.
I videoen herunder kan du se Johnny folde sig ud sammen med Familie Journals dansktopjournalist Johan Isbrand i en noget alternativ version af "Det' dit navn".