”Du er verdens bedste Marcus,” sagde Louise til sin lillebror, når hun trøstede ham efter endnu et nederlag uden for hjemmets fire vægge. Dem havde han mange af. Marcus’ skoletid var en lang omgang klager over en dreng, der ikke kunne høre efter. Han var en dreng, som var vild, og en dreng, der bare ikke kunne overholde spillereglerne for, hvordan man opførte sig. Ikke fordi han ikke ville. Han kunne bare ikke. Marcus har adhd. Heldigvis elskede familien deres dreng, som han var – adhd eller ej – men hans største beskytter var hans storesøster, Louise. Hende kunne han fortælle alt, og det var hende, der forklarede ham, hvordan verden hang sammen. Hende, som gav ham et skub til at gå ud og give det hele en chance til. I dag er det Louise, som har brug for Marcus. Hun er indlagt på en psykiatrisk afdeling et sted i København med diagnosen bipolar 1. Nu er det Marcus, der holder sin søster i hånden. Han går med til lægen, og han lytter til sin søster. Men sådan var det ikke meningen, det skulle være, synes Louise, og derfor fortalte hun heller ikke sin bror, hvordan hun havde det. Da han endelig fik besked, tog det kun 20 minutter, så stod han her på afdelingen hos Louise. Og derfor har hun indstillet sin lillebror til at modtage Familie Journals julekurv.
Læs også: Kender du en værdig modtager af Familie Journals julekurv? Altid angst
Der er 10 års forskel på bror og søster. Louise er 32, og Marcus 22 år. Da Marcus var barn, tænkte han ikke over, at hans elskede storesøster var en smule anderledes. Hun var jo bare Louise, men i virkeligheden har hun altid været syg. – Jeg kan ikke huske en tid, hvor jeg ikke har haft angst, siger hun. – Som barn var jeg angst, og senere fik jeg OCD. En af mine tvangshandlinger var at vaske hænder. Jeg har vasket dem, til de blødte. Jeg har været i behandling, og min familie har forsøgt at hjælpe mig, men angsten blev bare værre og værre. Men det var vigtigt for mig at være den raske storesøster over for Marcus. Han skulle ikke mærke min angst. Han skulle have al den støtte og kærlighed, han havde brug for, så i mange år har jeg forsøgt så godt som muligt at skjule, hvordan jeg faktisk havde det. I gymnasiet var jeg også angst, og da jeg senere læste til lærer, tog jeg uddannelsen på dispensation. På det tidspunkt havde jeg svært ved overhovedet at komme ud af min lejlighed.
Nyt liv i Spanien
– Når det bliver mørkt og koldt udenfor, har jeg det som regel rigtig dårligt. Derfor har jeg altid drømt om at bo i Spanien. Den drøm har fået mig igennem mange mørke timer, for jeg kunne jo ikke få gang i mit liv her i Danmark. Jeg har en læreruddannelse, men hvem kan bruge en lærer, som ikke tør gå ud af sit hjem? Derfor kæmpede jeg mig selv op for at kunne flytte til Spanien. Det blev på en måde løsningen på alle mine problemer, siger Louise. Det er nok kun dem, der selv har angst, som forstår, hvor modig Louise var, da hun bestilte en flybillet til Malaga i foråret 2016. – Jeg flyttede i marts sidste år. Solen, lyset og varmen var fantastisk. Jeg fik et job som telefonsælger, jeg fik veninder. Udadtil var jeg den stærke, og det var jeg også i rigtig lang tid. Indtil det altså gik galt. I maj i år blev Louise indlagt, fordi hendes veninder i Spanien kunne se, der var noget galt. Louises angst og OCD var i fuldt udbrud. Først blev hun indlagt i Spanien og efter et par dage sendt hjem til Danmark. Så en kold og klar forårsdag stod hun på psykiatrisk afdeling. Hendes forældre havde fået besked, men hun havde bedt dem om ikke at fortælle Marcus, hvad der var sket. Endnu kæmpede hun for at bevare det sidste af sin stolthed og værdighed. Men den er svær at holde på, når man er så angst, at man dårligt kan trække vejret, og når man har så mange tvangstanker, at man ikke længere kan røre ved noget som helst. Derfor ringede Louise selv til sin lillebror, da hun havde været indlagt en uge. – Jeg græd, da jeg hørte hans stemme i telefonen, men jeg fik da sagt, hvor jeg var. ”Jeg er der om 20 minutter, søs,” sagde han, og han kom, siger Louise.
Læs også: Mor er min bedste ven Han var der bare
Marcus har fået styr på sit liv. På et tidspunkt fik han lige præcis dén medicin, der kunne styre hans adhd. Det benyttede han sig af, og på rekordfart fik han taget en uddannelse som elektriker, han fik en sød kæreste og en lejlighed. Marcus er blevet en glad, ung mand, der elsker sit liv – men han er også en ung mand, som elsker sin storesøster. – Marcus kom og hørte på mig. Han gav mig sokker og sko på, for på det tidspunkt kunne jeg slet ikke røre ved noget som helst på grund af mine tvangstanker. Han tog mig i hånden og tog mig udenfor. Vi kørte en tur i hans bil, mens vi hørte den musik, vi begge godt kan lide. Han holdt mig i hånden, mens jeg græd. Han sagde ikke så meget. Han var der bare. Sådan blev det. Hver anden dag efter arbejde kom Marcus på besøg hos sin storesøster. De kørte ture. Hver gang spurgte han, om hun havde det lidt bedre? ”Nej,” svarede hun. Hun ville gerne have sagt, at hun fik det bedre, og at han snart kunne holde op med at være bekymret, men hun kunne ikke længere lyve for sin bror. Det kan man ikke, når man er så tæt på et andet menneske, som de to er tætte på hinanden. – Jeg har fået en diagnose, der hedder bipolar 1. I gamle dage kaldte man det manio-depressiv. Det betyder, at mine depressioner, min angst og mine tvangshandlinger faktisk kommer af at have bipolar 1. Jeg ved nu, at jeg skal have en anden slags medicin, men jeg ved ikke, hvordan jeg har det med det. Jeg er faktisk stadig lidt rystet, siger hun. Hvis Marcus er rystet, viser han det ikke. Han er der stadig. Som en klippe står han der hver anden dag efter fyraften. – Da jeg var lille, vidste jeg ikke, at Louise var syg. Hun var den stærke, hende, der vidste alting. Hun har beskyttet mig, så nu er det på tide, at jeg passer på hende, Derfor vil jeg også helst have, at hun bliver her i Danmark, så jeg kan holde øje med hende. Jeg bliver bange, når jeg ikke ved, hvordan hun har det, siger Marcus. Der er ikke så mange ting, der er helt sikre i Louises liv lige nu – men hun er sikker på, at hun har ”verdens bedste Marcus”.
