Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Det er ikke meget mere end et år siden, at Karen var frivillig bænkevarmer. Venligt, men bestemt takkede hun nej, hvis nogen inklinerede, når musikken spillede. Den 76-årige tidligere gårdejerfrue turde ganske enkelt ikke. Sporene skræmte.
– Jeg kan stadigvæk se for mig, dengang min kavaler pludselig dansede længere og længere væk, mens jeg blev stående, som om fødderne var frosset fast til gulvet. Jeg kunne bogstaveligt talt ikke røre mig ud af stedet.
I 13 år har Karen Jacobsen fra Melby ved Assens lidt af Parkinsons sygdom. Men med jernhård disciplin holder hun med sin lægeordinerede medicinering rystelammelserne delvist nede, så hun i det daglige – ud over en tiltagende træthed – ikke mærker alverden til lidelsen. Altså lige bortset fra at hun ikke kan danse.
Eller rettere sagt ikke kunne danse. For man tror næppe sine egne øjne, hvis man lørdag formiddag kigger indenfor hos Det Kongelige Teaters Balletskoles fynske filial i Odense. Vel har Karen ikke kastet sig ud i hverken en fyrig cha-cha-cha, en stille vals eller en stilig sylfide-piruet. Men hun ikke alene står på sine ben. Hun bevæger dem. Tilmed i takt til pianistens akkompagnement. Trin efter trin efter trin.
Se også: Pelle er ramt af Parkinsons - og genfandt sin datter
Smilet er da også til at få øje på. Hos Karen selv og hendes to år ældre mand, Frits. Men ikke mindst hos en lille, vims dansemus, der midt i lokalet taler som et vandfald, gestikulerer med hænder, arme og ben og konstant opmuntrer den halve til en hel snes ”dansere”, som har fulgt Mette-Ida Kirks opråb til Dans med Parkinsons.
Engang var hun solodanserinde i Den Kongelige Ballet. En purung, uforglemmelig Julie. Og en lige så graciøs Sylfide. Men da sidste pas de deux var danset og tåspidsskoene for altid hængt på knagerækken, ville fortiden ikke slippe sit tag i den tidligere ballerina. Og omvendt. Hvilket Karen er hende dybt taknemlig for.
– Havde det ikke været for Mette-Ida, ville Frits og jeg næppe have taget turen de godt 80 kilometer til Odense og retur. Og skønt Karen understreger, at de ugentlige fem kvarter ikke er en kur, der kan helbrede Parkinsons, '”giver de mig så megen livsglæde, at jeg som regel springer middagsluren over den dag,” konstaterer hun.
Læs også: Lise fik stress af at passe sin mand med Parkinsons
– Stræk armene op i luften og forestil jer, at I har et øje på hver fingerspids. Lad dem derpå gå på opdagelse rundt om i salen, mens I bevæger dem, alt efter hvad de ”ser”. Før I forsigtigt sænker hænderne, som var de blade, der i den blide efterårsvind langsomt daler ned fra træerne, lyder det fra Mette-Ida.
Og sådan fortsætter det i ”dans efter dans”. Alle muskler skal trænes. Også i ”anden akt”, hvor stolene er ryddet af vejen, og deltagerne kommet på benene. Helt bevidst sætter hun det ind i en sammenhæng, så alle øvelser – ja, enhver bevægelse – fortæller en historie. Ikke alene ”tør” de ofte stivnede muskler lettere op. Det er, som om følelserne får overtaget, så kroppen glemmer sygdommen og lader sig rive med af dansen og musikken, når de på den måde tryller en handling frem.
Mette-Ida insisterer på at bruge ordet dansere. Også selv om der er deltagere, der sidder i kørestol.
– Kalder jeg dem patienter, mindes de konstant om deres sygdom. Og det er netop den, de skal glemme. Det mentale spiller en kolossal rolle for mennesker med Parkinsons. Så de skal helst hele ugen glæde sig til, at det bliver lørdag, siger Mette-Ida, der her fra januar også starter kurser i hovedstaden.
Jo, københavnerne har virkelig noget at se frem til. Det er til at se på deltagerne. Ikke mindst Karen, der stråler som en sol derude på parketgulvet. Hånd i hånd med Frits.
Og midt i en trippevals.