Mormor til linedance: Benene vil ikke det, jeg vil

– Nu skal du bare se her. Jeg fandt dem på loftet!

De spinkle fingre lyner med hurtig snilde de sorte lædercowboystøvler og hiver de blå bukser ned over skaftet, inden et tilfreds smil breder sig, så de små rynker omkring munden bliver trukket op. Man skulle tro, hun havde prøvet det før. Kvinden med de smarte støvler og det smittende smil er min mormor. Inger Marie Larsen, 69 år gammel og kvinden, der bager de suverænt bedste boller syd for Limfjorden. Hun er den eneste, jeg kender, som kan skråle og danse ”Nu’ det jul igen” gennem hele huset uden at tabe pusten – og jonglere pasning af otte børnebørn. Hun er sej. Der er bare ét men. De godt 400 kilometer mellem hende i Aalborg og mig selv i København gør, at det oftest bliver til en kop kaffe eller en tur på café, når vi ses. Derfor har jeg sat mig for, at vi skal lave noget andet sammen: Vi skal til linedance.

–Ja da, hvorfor ikke? Jeg har da gået til selskabsdans både som barn og ung pige. Det klarer vi snildt, siger hun og kigger på mig med et glimt i øjnene, jeg sidst så, da jeg som lille gik til standarddans, og mormor trofast weekend efter weekend stod klar på første parket til at følge mine trin på tværs af gulvet.

Hendes smil afslører, at min idé om at prøve kræfter med linedance er godkendt: Vi tager afsted til linedance-klubben Walk the line i Brønderslev for at danse. Her kan alle nemlig være med – selv et umage par som mormor og jeg selv.

Læs også: Mormor er cool

Mormor går først den ene vej...

Udefra sender den gamle gymnastiksal ikke just tankerne på langfart til de amerikanske sydstater, som den ligger der gemt væk i skyer og småregn. Men vi skal snart blive klogere. Indenfor i den kolde sal begynder en flok damer at indfinde sig – både dem med grå stænk i håret og dem, der lige har spist små størrelser af derhjemme. Og ligesom hårfarverne spænder vidt, er der også himmelvid forskel på, hvor rutinerede danserne er.

– Her kan alle være med. Det gode ved linedance er, at du ikke er afhængig af en partner. Du kan komme her selv og have det vildt sjovt, fortæller 44-årige Rikke Kristensen, der er instruktør for holdet.

Det er vores held. Selv om vi begge to kan danse vals, er dans i højt tempo med både chasséer, spark og rotationer alligevel nogenlunde lige så langt fra vores repertoire, som sushi var fra mormors spisebord for fem år siden.

– Er I klar? råber Rikke, så det kan høres i hele gymnastiksalen, imens bassen begynder at pumpe ud af højtalerne. Hun har en energi, der kan mærkes i hele salen, og har desuden medbragt sit eget anlæg, som skal sikre den helt rigtige lyd og stemning. Der skal fart på, så nu er det bare med at hænge i.

– Ja, ja, nu må vi jo lige se, svarer mormor på klingende vendsysselsk. Hun er nu – efter opfordring fra de mere garvede dansere – iført en mere praktisk sko.

En verden til forskel

Placeret på første række, lige bag instruktøren, har vi fået den ultimativt bedste plads med udsigt til alle trinene. Men pladsen betyder også, at alle de andre kan følge os humpe igennem dansen. Da jeg kigger mig over skulderen, kan jeg se mormor stå i en 90 graders vinkel – godt på vej til at dreje omkring i retning mod det blanke gulv. Én, to, tre, bang. Jeg spærrer øjnene op og gør klar til at løbe hen for at gribe hende, men hun falder ikke. Til trods for, at et rullefald er lige for, lader hun sig ikke slå ud. Hun fortsætter derudad: Først et chassé til højre, så et til venstre og så dreje rundt.

– Jamen benene vil ikke det, jeg vil, siger hun og kæmper for ikke at bryde sammen i et grin.

– Hold du hellere styr på dine egne trin, Mai. Det går jo, som det skal her.

Mormor dupper ansigtet med en serviet og får anerkendende smil fra de andre rækker. Hun klarer sig godt af en nybegynder at være, mens jeg selv kæmper for at hænge i. Pulsen er høj hele timen igennem, og koncentrationen er stor. Når vi kigger os omkring i salen, er det tydeligt, at vi stikker ud. Vores pæne bluser og manglende vandflasker afslører, at vi ikke ved, hvad vi er gået ind til. De første svedperler begynder allerede at vise sig på panden efter den første sang. Det er næsten lige så hårdt, som det er sjovt.

– Det er dælme hårdt, puha, siger mormor og drejer en omgang om sig selv, da det bliver tid til en tiltrængt vandpause. Det er slet ikke til at stoppe igen.

Læs også: Mormor står klar med kærlighed og mad

Ikke sidste gang

Mormor går i retning mod ribbene, der strækker sig hele vejen langs hallens vægge. Hun har brug for en stopklods, for hun er slet ikke til at standse igen. Selv om timen nærmer sig sin afslutning, er hun ikke klar til at vende næsen hjemad. Hun vil have mere, men overgiver sig alligevel og kvitterer med et kram til mig, da den sidste sang slutter.

– Hvor er I gode. Det er vildt sejt gået, siger en gruppe, inden de går ud for at klæde om og sætte kursen hjemad. Her går sammenhold og svedige pander hånd i hånd.

– Så ses vi næste torsdag, ikke? I ved jo, hvor I kan finde os, siger Rikke med et glimt i øjet, da vi går ud af gymnastiksalen. Forpustede og med mundvige, der sidder fast – helt oppe ved ørerne.

– Det kan vi godt gøre igen, Maise.