Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Klokken er halv fem om eftermiddagen, og Mette er sammen med sin mor på vej i bil hjem til Varde fra en indkøbstur i Esbjerg, da hendes mors mobiltelefon ringer. Da det er Mettes mor, der kører, tager Mette telefonen, men har svært ved lige at finde ud af, hvem hun taler med. Kvinden i den anden ende har pudsigt nok også problemer med, hvem det er, der har taget telefonen.
Da det går op for Mette, hvem hun har i den anden ende af røret, beder hun sin mor om liiiige at køre ind til siden og parkere.
– Min mor blev noget skræmt, for hun troede, at der var sket min storesøster Rikke noget. Hun var nemlig kort tid inden rejst afsted til Australien, fortæller den 21-årige studerende, der noget chokeret måtte modtage en meget vigtig besked.
For det handlede slet ikke om Rikke.
– Det var fra Rigshospitalet, og kvinden kunne fortælle, at nu havde de en ny lever til mig.
Mette har hele sit liv vidst, at tidspunktet ville komme, hvor hun skulle gennemgå en levertransplantation.
– Da jeg var to måneder gammel, blev det opdaget, at jeg lider af galdeatresi, som er en misdannelse, der betyder, at dele af galdegangene mangler. Det medfører, at galden ikke kan transporteres til galdeblæren og tolvfingertarmen på normal vis.
Mettes mor, Inge, husker alt for tydeligt, hvordan lægerne opdagede sygdommen.
– Allerede inden fødslen kunne man se, at der var noget galt med Mettes ene nyre, og da hun så to måneder gammel skulle have tjekket nyren, sagde lægerne, at hun var alt for gul. De kunne ikke rigtig finde ud af, hvad der var galt, men til sidst viste det sig, at hendes galdeveje var lukkede.
Konsekvensen var temmelig alvorlig.
– Hun havde faktisk skrumpelever, så det lille menneske blev opereret og fik syet tarmen op til leveren. Hun skulle efterfølgende have forebyggende penicillin tre gange i døgnet for at undgå betændelse, så jeg lå og kørte til Esbjerg i fast rutefart i den periode. Da Mette var et halvt år, havde hun været på sygehuset det halve af sit liv.
Læs også om Lis og Erik, der fik organer fra samme donor
Heldigvis kunne Mette takket være medicinering leve et næsten normalt liv.
– Det eneste unormale var, at jeg skulle til kontrol hver tredje måned i Odense, men det vænnede vi os jo til. Lægerne skulle kontrollere, at jeg fungerede tilfredsstillende, men vi vidste, at min lever en skønne dag ville stå af, og at jeg så skulle transplanteres.
Trods en stort set almindelig barndom var der dog også bump på vejen.
– Jeg fik tarmslyng, da jeg var 12 år, og det var virkelig ikke særlig rart. Jeg blev opereret, og bagefter klappede min ene lunge sammen, så jeg var meget lang tid om at komme mig. Min leversygdom har uden tvivl gjort mig lidt svag, for jeg har altid været temmelig modtagelig for smitte.
Ikke desto mindre nåede Mette frem til gymnasiet uden faglige problemer.
– Netop som jeg var begyndt i gymnasiet, viste en leverkontrol, at det nu var nødvendigt at sætte mig på ventelisten til en ny lever. På den ene side kom det som et lyn fra en klar himmel, og det var et møgdumt tidspunkt, fordi jeg lige var begyndt i gymnasiet, men på den anden side så var det ligesom det, jeg havde gået hele livet og ventet på, og nu skete det altså.
Familien var dog ikke forberedt på, at der kun skulle gå fire måneder, før en lever var klar til Mette.
– Det var lidt af et chok den dag i bilen, fortæller Mettes mor. – Og vi fik at vide, at en taxa ville hente os halvanden time senere, så vi skulle skynde os at pakke. Vi skulle være på Rigshospitalet inden klokken 21 samme aften. Det var lidt svært at huske, hvad det nu var, vi skulle have med, og da taxaen kom, susede vi afsted til København.
På Rigshospitalet var lægerne klar.
– Jeg blev undersøgt, og da jeg skulle have taget et hjertekardiogram, gik kirurgen utålmodigt frem og tilbage uden for døren og ventede på et ”go”.
Det kom, og Mettes forældre måtte tage midlertidig afsked med deres datter, mens de imødeså en lang nat.
Læs også om Stefan, der har fået både mors og fars nyre
Følte sig udenfor
– Vi så hende først igen tidligt næste dag, og operationen var heldigvis en succes.
Efter halvanden måned kunne Mette vende hjem til Varde og ovenikøbet også fortsætte i 1. g på gymnasiet.
– Selv om jeg havde det rigtig godt, var det ikke så rart, fordi jeg følte, at der blev set lidt skævt til mig. Mens jeg havde været væk, var der jo sket en hel masse, og det er jo netop i 1. g, at man ligesom finder hinanden, så jeg følte mig faktisk udenfor.
Mette måtte også slås med et andet typisk problem.
– Ingen turde spørge ind til det, jeg havde været igennem, og på en måde forstår jeg det godt – men det ville virkelig have været dejligt at kunne fortælle og afmystificere forløbet. I stedet lukkede jeg mig nok lidt inde og blev hende den lidt mærkelige.
Efter en veloverstået studentereksamen valgte Mette at tage på højskole.
– Jeg havde besluttet intet at fortælle. Jeg ville så gerne prøve at være helt almindelig og ikke bare være ”hende med leveren”. Det lykkedes så fint, og det var skønt! Jeg var nødt til at komme med små, hvide løgne med hensyn til min medicin, og hvorfor jeg ikke drak så meget alkohol.
Lige det med alkoholen har faktisk vist sig at være lidt af en udfordring.
– Det går ikke ubemærket hen blandt unge mennesker, og noget af det sværeste har næsten været det der med, at jeg skulle synes, at det virkelig var en sjov fest, men hvor det så alligevel endte med, at det var mig, der stod og holdt hår og trøstede...
Mette afslørede først sin hemmelighed et stykke henne i højskoleopholdet.
– Det var dejligt, at folk havde lært mig at kende først, og reaktionen var rigtig fin. Folk skulle lige sluge informationen, men så var alle søde og interesserede og syntes, jeg var en sej pige.
I dag kan Mette gøre, hvad hun vil.
– Jeg skal naturligvis tage medicin resten af livet og passe lidt på med alkohol, men ellers skal jeg bare leve helt normalt, og jeg er dybt taknemlig over for den person, der på forhånd havde taget valget at donere sine organer, så jeg kunne modtage det altafgørende opkald den specielle eftermiddag.