Conny startede en mandeklub

Man skulle tro, at det var Conny, der havde fundet på talemåden ”hvor der er vilje, er der vej”. For med viljens og stædighedens kraft har 74-årige Conny Troest Larsen livet igennem fundet vej, hvor der ikke engang var trådt en sti i forvejen. Hvor mange kvinder i dette land kan for eksempel sige, at de har oprettet en mandeklub?
Conny kan!

Læs også: Mandeklub for enlige

Mandeklub - for vi skal hjælpe hinanden

– Jeg var meget svagelig som barn, men når man er svag ét sted, bliver man stærk et andet, konkluderer Conny. Hun kom til at vokse i krydsfeltet mellem sin strenge, men kloge indremissionske bedstemor og sin varme og rare, socialdemokratiske bedstefar. Her fik hun lagt grunden til den livsfilosofi, der har fulgt hende siden: At vi mennesker er sat her på jorden med ét formål, nemlig at hjælpe hinanden.

– Jeg er ikke sikker på, at Vorherre holder øje med hver enkelt af os, men vi er her, for at vi kan være rare ved hinanden. Jeg tror ikke på, at vi skal ud og missionere, vi skal i stedet i det daglige være opmærksomme på, når nogen mangler noget eller er kede af det. Ofte handler det bare om at give et lille hip, et smil – eller selv at sige tak. Man kommer langt ved bare at være venlig, siger Conny.

Læs også: HJertet har jo ikke demens

Mændene sad alene

Hun har gennem mange år arbejdet i Tarup Centret i Odense NV, og på sin vej ud og ind så hun enlige, ældre mænd sidde og flytte lidt rundt med morgenkaffekoppen i cafeteriet – og de samme mænd sad der stadig ved middagstid. Men stadig ved hver deres bord.

Conny har aldrig manglet evnen til at se løsninger, så hun foreslog menighedsrådet, hvor hun har siddet i 40 år, at lave en mandeklub for ensomme mænd. Dét var der overordentlig stor sympati for, men det kunne så desværre bare ikke blive til noget, for ved fintællingen var der ingen af mændene i menighedsrådet, der havde lyst til at påtage sig opgaven.

Det ska’ da vær’ løgn, ska’ det, tænkte Conny, og man kan næsten forestille sig forvirringen, da hun højt sagde: ”Nåh, men så gør jeg det!”

I år er det otte år siden, og de seneste tre år har klubben kørt helt uden Connys indblanding – hun kommer bare med ølkage til dem en gang om året og afslår med jævne mellemrum at blive æresmedlem.

Det gode pyramidespil

– Jeg gør ikke noget, som andre ikke kan gøre – og sådan er det altid, når nogen mener, at jeg har gjort noget særligt, siger Conny og afslører en af sine hemmeligheder, der i virkeligheden bygger på pyramidespillets gode sider!

– Jeg bad fire gode mænd, som jeg vidste, havde været aktive i deres arbejdsliv og havde lidt forskellige evner, om at komme til det første møde. Der aftalte vi, at de næste gang hver skulle have én anden mand med. Jeg bagte en kage, og så tog vi en 20’er for kaffe og kage. Så havde vi 160 kr. i kassen, og næste gang tog de otte hver en mand mere med. Så var vi 16, og sådan voksede det. I dag er der både mange medlemmer og penge i kassen til arrangementer, siger hun.

Læs også: Brev til Puk: - Jeg er træt af ældes brok og skideballer

Plejemor og pensionist

Hendes egen mand derhjemme var den 20 år ældre smed, Villy, og sammen fik de fire børn og tog sig af en flok aflastningsbørn.

- Da Willy døde i 1999, passede det med, at de sidste af vores aflastningsbørn var blevet store, så jeg tænkte, at det var en naturlig afslutning, siger Conny.
Men sådan skulle det langtfra gå.

En håndfuld år efter sin mands død blev Conny blev spurgt, om hun kunne hjælpe igen og tage Denise, en lille pige på halvandet år, i aflastning i en kortere periode. Det sagde hun ja til, selv om hun var tæt på de 60, og så begyndte hun ellers så småt at planlægge at lære spansk og tage til Guatemala og passe gadebørn, når hun skulle gå på pension.
Men da Denise var 4 år, ville både hendes mor og kommunen gerne have, at hun skulle bo fast hos Conny.

– Da tænkte jeg mig godt nok lige om og sagde til Vorherre, at nu skulle han høre efter! Jeg fik 10 minutter til at bestemme mig, og jeg sagde ja på betingelse af, at jeg fik papir på hende, så jeg ikke lige pludselig risikerede, at hun skulle væk igen, siger Conny.

Læs også: Store vægttab: Mor og datter tabte over 100 kilo

Glad og optimistisk

I dag er Denise en skøn pige på 15 år, der skændes med sin plejemor, som en rigtig teenager skal gøre.

– Conny har lært mig ikke at give op, selv om en situation er anspændt eller ubehagelig, siger Denise, da hun stikker hovedet ind i stuen og hilser på – midt mellem brusebadet og fredagsslikindkøbet.

– Og så er hun næsten altid optimistisk og glad, siger Denise, der ikke er bleg for at indrømme, at Connys evner ud i sociale medier og andre digitale verdener til gengæld godt kunne være bedre.

Den mangel indrømmer Conny blankt, og hun synes da også, at det var underligt at skulle til forældremøder i børnehaven i en alder af 63. I dag kunne hun næsten være bedstemor til klassekammeraternes forældre!
Men sådan er det nu engang med Conny, og hun prøver ikke at være ung med de unge. Med briller og knold i nakken træder hun bare nye stier – og hver gang er hendes allerbedste våben venlighed.

Læs også: Kærlighed på plejehjemmet