Livet i cirkus er skønt, men benhårdt

Solen skinner fra en skyfri himmel, luften er fyldt med hvin fra den gamle trærutsjebane, og overalt dufter der af candyfloss, popcorn og nyskænket fadøl.
Lotte har som så mange gange før taget cyklen og er kørt afsted fra sit hjem i Lyngby ud til Danmarks ældste forlystelsespark for at danse sammen med sine veninder.

– Vi piger elskede at tage på Bakken og danse lørdag aften, fortæller den nu 80-årige tidligere cirkusdirektør Lotte Arli, der den sommeraften – i 1956 – oplevede noget helt specielt, der med ét slag skulle komme til at tegne hele hendes fremtid.

– Da vi gik forbi Varietéen, stod de optrædende udenfor ”på parade”, som det var kutyme i gamle dage for at lokke gæsterne ind, og der var især én mand, jeg fik øje på.
Den unge, mandlige artist fik i høj grad også øje på den smukke, lyshårede Lotte, og luften blev omgående fuld af gnister.

Læs også om Vibekes og Arnes mindste cirkus

Kærlighed ved første blik

– Det var kærlighed ved første blik, og jeg blev superglad, da Søren, som han hed, inviterede mig med til dans. Det var en fantastisk aften, og i tiden efter var vi stort set sammen konstant. Min mor var ikke udelt begejstret, fordi Søren var artist. Hun så mig i ånden gå og tigge, hvis jeg slog pjalterne sammen med sådan én, men meget hurtigt kom hun til at elske Søren lige så højt som jeg.
Der gik ikke lang tid, før det unge par flyttede sammen i en lille, københavnsk lejlighed, og Søren afslørede sin store drøm for sin nye kæreste.

– Siden han var barn, havde Søren fantaseret om at få sit eget cirkus, og jeg må tilstå, at uanset om han så havde tænkt sig at blive skraldemand, var jeg bare klar til at følge ham.
Sørens job i underholdningsbranchen smittede af på Lotte.

– Vi begyndte at optræde sammen i 1962 i cirkus Arena som ”Lott and Arli” med blandt andet et morsomt jonglørnummer. Derudover optrådte Søren som hvid klovn og jeg som sandsigerske og tankelæser.

Læs også om16-årige Victor, hvis liv er i manegen

Drøm gik i opfyldelse

Efter en kort årrække som ansatte i andre cirkus gik Sørens drøm om at få fod under eget cirkustelt endelig i opfyldelse.

– Vi havde fået vores eneste barn, Martin, som i dag er 58 år, og da vores gamle lejlighed var på sølle 16 kvadratmeter, og jeg af pladsmangel måtte sove med fødderne på fjernsynshylden, var vi nødt til at flytte, for det gik jo slet ikke med et lille barn. Vi var så heldige at få Sørens gamle barndomshjem, som er denne lejlighed, hvor jeg nu har boet i 55 år, fortæller Lotte.

Den nye treværelses bolig kom til at fungere som både systue, malerværksted og lager, da Lotte og Søren straks gik i gang med at fabrikere deres helt eget cirkustelt.

– Skønt Søren arbejdede som maler i vinterperioderne, var han også meget ferm til at sy, og han syede egenhændigt hele det kæmpestore cirkustelt her i lejligheden. Jeg havde til opgave at male alle bænkebrædderne, hvilket også foregik her på stedet, så I kan jo nok forestille jer, hvordan her så ud dengang.

En forårsaften i 1972 kunne Cirkus Arli så for allerførste gang rejse deres helt eget cirkustelt.

– Det var meget rørende, da de satte teltet op i anlægget. Det var om aftenen, og da de tændte lysene, var der ikke et øje tørt. Det var så smukt, og vi havde selv lavet alt. Nøj, hvor var vi stolte!
Nu var det bare om at komme ud på landevejene og få vist alle mennesker, hvad Cirkus Arli havde at byde på.

Klaret os selv

– Vi har altid været et lille cirkus og har aldrig villet være større, fordi det er et familieforetagende. Vi har haft og har stadig meget dygtige artister og mange morsomme numre, men vi har aldrig været interesseret i at have mange dyr med i forestillingen. Vi har højst haft en ged eller et enkelt nummer med hunde.

Trods umiddelbar succes hos den lille familie var det nødvendigt for både Lotte og Søren at tage andet arbejde i vinterperioderne.

– Søren malede, og jeg har lavet meget forskelligt. Jeg har sågar været stripteasedanserinde i et tivoli i Sverige, men jeg er ikke flov over noget som helst, for vi har altid klaret os selv, og det er vi stolte af. Ved juletid levede vi af at optræde som julemand og -kone rundtomkring.

Lille Martin kom allerede som 2-årig med i manegen.

– Sådan er det i cirkus. Det bliver en helt naturlig ting for børnene at deltage, lige fra de overhovedet kan stå på benene. Det er ikke noget, man tænker over, sådan er det bare. Mit skønne barnebarn, Alexander, på 31 år er heldigvis også blevet en del af vores familiecirkus og har et par numre hver sæson.

Altid solgt billetter

Uden for sæsonen har Lotte og Søren rejst rundt i hele verden.

– Vi samlede inspiration, og jeg tror, jeg har været jorden rundt mindst tre gange. Vi fandt hele tiden på nye numre, og skønt vi på grund af vores lille størrelse var dødsdømt af alle i branchen, er det altid gået fantastisk godt. Jeg tror, en del af succesen skyldes det faktum, at vi aldrig har givet os ud for at være mere end det, vi er – et familieforetagende med forestillinger for familier.

Lotte tænker tilbage med stor varme på sit cirkusliv.

– Folk spørger altid ind til ”det frie liv”, men selv om det er vidunderligt at være derude i landet hele sommeren, så er det altså benhårdt arbejde, og jeg tror stadig, der er mange mennesker, der betragter os som en slags sigøjnere.

Uanset eventuelle fordomme er der heldigvis stadig mange mennesker, der besøger Cirkus Arli.

– Det er skønt, også selv om jeg de seneste 20 år har overladt direktørposten til min søn og sprechstallmeister-jobbet til min dejlige svigerdatter, Bettina. Nu sørger jeg kun for billetsalg, som jeg i øvrigt altid har gjort.

De seneste syv år har Lotte også måttet undvære Søren.

– Han døde desværre pludseligt af hjertestop i 2011, men skønt sorgen og savnet er stort, tænker jeg tit tilbage på den vidunderlige sommeraften, vi mødtes, og vores fælles cirkusliv begyndte!