Smidt ud af skolen tre gange for pjækkeri: Charlotte blev direktør to gange

Det lå ikke i kortene, at 54-årige Charlotte Berg skulle få en karriere i erhvervslivet som bankdirektør og siden travbanedirektør. En vanskelig barndom, hvor hun blev smidt ud af tre skoler og endte med kun at afslutte 7. klasse, betød ikke gode odds for en sikker fremtid. Alligevel greb hun de muligheder, der viste sig undervejs, og fik uventet meget ud af dem.

Hun blev født på Bellahøj ved København, hvor hun voksede op med mor, far og to ældre brødre. Familielivet kørte ikke på skinner, og da Charlotte var 10 år, oplevede hun forældrenes voldsomme skilsmisse.

Læs også: 16-årige Victor: Mit liv er i manegen

Pjækkede fra skolen

– Allerede i 4. klasse begyndte jeg at pjække fra skole. Til sidst mødte jeg kun sommetider til dansk, matematik og engelsk, da jeg ikke kunne se, hvad jeg nogensinde skulle bruge resten af fagene til. Desuden kedede skolen mig. I stedet holdt jeg mig mere og mere væk og tog ud til mine elskede heste på rideskolen. Jeg ville hellere være sammen med dyrene end at gå i skole. Jeg følte, at de forstod mig bedre end mennesker, fortæller Charlotte.

I en periode gik Charlotte til skolepsykolog, blandt andet fordi hun bed en lærer i armen. Derhjemme var der også nok at kæmpe med. Hun kunne ikke sammen med sin stedfar og så ikke så meget til sin biologiske far. Og så led hun under, at hendes ældste storebror flere år før var blevet anbragt på institution i Jylland, uden at hun vidste hvorfor.

– Min mellemste bror og jeg var overladt til os selv, mens min mor gik på arbejde. På grund af mit pjækkeri blev jeg smidt ud af tre skoler og et kursus med voksenundervisning. Jeg var god til at finde arbejde og var i de år både avisbud, bagerjomfru, tjener, rengøringsassistent, biografmedarbejder og ekspedient i en kiosk.

Se også: Ida fik sclerose som teenager: Diagnosen får ikke lov at styre mit dejlige liv

På diskotek som 13-årig

– Jeg begyndte allerede at gå i byen, da jeg var 13-14 år. Jeg kunne være havnet i noget kedeligt noget som narkoman eller prostitueret, hvis jeg ikke selv havde haft en høj moral, lyder det fra Charlotte, som altid har været en enspænder:

– Siden min bedsteveninde fravalgte mig til fordel for en anden veninde i de første skoleår, havde jeg svært ved at få veninder. Så vendte jeg mig mod ridningen, hvor jeg var på hjemmebane. Heste har været mit holdepunkt lige siden. Jeg havde anpart i en pony på rideskolen og besøgte den flere gange om ugen.

Syv år senere kom Charlotte til Bornholm for at spille håndboldkamp. Kort efter tog hun på cykeltur til øen med en anden københavnerpige, der ligesom hun var hesteinteresseret. Pigerne havde en aftale om, at de kunne slå et telt op hos folk, de havde kontakt til inden for ridesporten. Og så fandt de begge en bornholmsk kæreste, husker Charlotte, som efter ferien jævnligt rejste til Bornholm.

Bornholm kom fra begyndelsen til at stå som et dejligt sted at være. Og da Charlotte ikke var bundet af noget, tog hun springet og flyttede permanent til klippeøen i Østersøen. Hun og kæresten købte hus, og Charlotte fik arbejde på en restaurant og på et plejehjem.

Et virksomhedsbesøg gjorde udslaget

I en alder af 23 indså Charlotte dog, at hun måtte få taget den skoleuddannelse, hun aldrig fuldførte. På plejehjemmet, hvor hun var ansat, havde hun fået blod på tanden til at blive beskæftigelsesvejleder. Så hun begyndte på VUC:

– Dér kom vi på virksomhedsbesøg for at kunne vælge vores egen vej. Ingen ville hen til Sparekassen, så jeg tog med og blev straks så begejstret, at jeg så en fremtid for mig dér! Da vi skulle søge læreplads, søgte jeg flere. Jeg fik afslag alle steder på nær ét. Jeg husker tydeligt direktørens ord, da han sagde: ”Sådan nogen som dig skal der også være plads til.”

Derefter gik det slag i slag. Charlotte havde ingen særlige ambitioner, men var kvik og lærenem. Og så var hun god til at tage ansvar, sådan som hun havde været vant til hjemmefra.

Læs også: Lungesyge Magnus er landets hurtigste: På havet føler jeg mig fri

Gik ned med stress

Ikke bare fik Charlotte sin uddannelse som bankassistent. Hun steg også hurtigt i graderne og blev direktør i Nordeas Svaneke-afdeling.

I privatlivet mødte hun en ny mand og fik datteren Mette, som i dag er 25 år. Hun havde selv travheste og var aktiv inden for travsporten på Bornholms Travbane, som med sine kun 580 meter er verdens mindste. Samtidig sad hun i flere bestyrelser:

– Jeg havde meget om ørerne og blev syg med stress. Mit problem er, at jeg føler meget stor ansvarlighed og har svært ved at sige nej. Jeg tager opgaverne på mig og kan have svært ved at sætte en grænse for min egen energi, hvis jeg ikke passer på. Efter min anden sygemelding på grund af stress blev banken og jeg enige om en fratrædelsesordning. Så havde jeg et år til at overveje, hvad jeg ville.

Et skønt mødested

Efter sit farvel til banken viste der sig en helt uventet chance. Da den hidtidige chef for den bornholmske travbane pludselig blev syg, blev Charlotte med kort varsel hans vikar. Det klarede hun så godt, at hun fik stillingen, da den blev ledig i 2008.

– Jeg har aldrig rigtig haft selvtillid og er i virkeligheden både genert og indadvendt, selv om jeg går rundt med en selvsikker facade. Til gengæld er jeg urimelig robust, har et indre drive og er meget utålmodig. Jeg er sjældent til at stoppe, før jeg har fået tingene gjort.

Og så føler hun bare en stor kærlighed til travbanens heste og mennesker.

– Banen er et skønt mødested, hvor man er del af et særligt kammeratskab og en varm stemning. Man bliver bidt af miljøet og hestene, som er dejlige dyr at være sammen med. Med deres ejere og kuske selvfølgelig!