I lære som vaffelbager: Det gælder om at være rap på fingrene

Går man ned ad hovedgaden i Øster Hurup sydøst for Aalborg en lun sommeraften, kan man ikke undgå at stikke næsen i vejret og trække vejret helt ned i lungerne. Ikke fordi havbrisen er så meget anderledes end i andre havnebyer, men fordi en liflig duft lige så stille sniger sig ind i næseborene og får mundvandet til at løbe. Den søde, sprøde duft af nybagte isvafler kommer fra Vaffelhuset, der ligger på hovedgaden som et slaraffenland for is-entusiaster fra nær og fjern. Dén duft er ikke til at tage fejl af.

– Jeg laver lige den her is færdig, så kan du tage forklædet på imens, og så går vi i gang. Nu skal du jo være vaffelpige, siger den unge kvinde bag disken, mens hun rutineret kommer tre kugler is i den hjemmebagte vaffel.

Den unge kvinde hedder Benedikte von Platen-Hallermund, og det er tydeligt, at hun har prøvet det her mange gange før. Hendes far ejer butikken, så hun har fået både is og vafler ind med modermælken, ligesom hun tjente sine første lommepenge ved at hjælpe til i butikken. Nu er tiden så kommet til at lære fra sig, for hun har sagt ja til at være min læremester udi disciplinen vaffelbagning. Og endda den slags, der skal kunne holde til såvel kugler af is som softice og friskpisket guf.

– Du må nok hellere tage dem her på, ellers brænder du fingrene. Min far gør det godt nok uden, men jeg vil helst have to par på, siger 28-årige Benedikte med et smil og rækker mig to sæt hvide stofhandsker. Dem skal jeg bruge, når vaflerne skal bages, men mon ikke det er bedst, Benedikte lægger ud med at demonstrere, hvordan sådan noget skal gøres: Til at begynde med skal der en klat hjemmelavet dej på det brandvarme vaffeljern, så skal den flade, færdigbagte vaffel løsnes, og først derefter kommer det virkelig svære: Nu skal der rulles og foldes. Jeg kigger med beundring på Benedikte, der uden at kigge videre på sine hænder forklarer, mens hun laver den ene vaffel efter den anden.

Men nu kan jeg ikke gemme mig længere. Det er blevet min tur.

Læs også: Brittas hjerte banker for blødt brød og godt håndværk

Så kommer varmen …

Mens en dejlig varm aftensol fylder vaffelhuset, tager jeg plads ved vaffeljernet. En stor metal-karrusel med seks vaffeljern, plads til vaffeldej og ikke mindst et helle til den slush-ice, der automatisk følger med, når man har bagetjansen. Og gudskelov for det. Efter bare én runde med fordeling af dej ved det 200 grader varme vaffeljern begynder sveden lige så stille at pible frem på min pande. Det kræver slush-ice-pauser med jævne mellemrum, ellers smelter jeg ligesom softicen i varmen.

– Ej, den der er en ommer. Se, der er hul i bunden. Vi kan jo ikke have, at der kommer is på skoene.

Benedikte tager min deforme vaffel væk og bryder ud i et grin. Hun kender det udmærket: At skulle jonglere dej, afbagning og perfekt samling er lidt af et puslespil – ikke mindst hvis man vil undgå at få svitset fingrene. Heldigvis begynder det langsomt at gå fremad, som vi bevæger os rundt i de forskellige vaffelvarianter.

Nu er der ikke længere hul i bunden, nej, den er både lukket og sprød.

Fra køen, der efterhånden snor sig hele vejen igennem butikken og ud på gaden, kigger folk interesserede og måske endda lettere bekymrede på min bageteknik.

Se også: Ost, ost, ost - vi vil ha' ost

Og så skal isen i

Benedikte smiler stort, mens hun kigger på mig, der med glinsende pande og svedige håndflader spørger, om det ikke er ved at være tid til endnu en nedkøling. Og hvad er mere oplagt end at snuppe en is nu, hvor vi alligevel er i en isbutik. Nu kan vi jo meget passende teste mine vafler.

– Ja, nu skal vi se, om du får is på skoene, siger Benedikte på klingende nordjysk og kigger på sin far, Rudolph, der står ved den anden ende af disken. Han har ejet butikken siden 1994. Dengang var Benedikte bare fire år gammel, og kærligheden til isen er vokset i takt med hende selv.

– Drømmen er på et eller andet tidspunkt at overtage butikken. Det ville være fantastisk. Tænk at kunne leve af at lave og sælge is.

Med lysende øjne hiver hun fat i en skål med friskrørt guf. Det gør ikke noget, at der kommer lidt på tøjet, for det er bare en del af charmen at kunne tage lidt af alt det gode med hjem, selv om det klistrer.

– Når jeg kører hjem om aftenen, kan jeg godt finde på at tage en is med i bilen. Heldigvis synes min kæreste også, at det er hyggeligt, at jeg dufter af vaffel, når jeg kommer hjem – så er der jo ingen grund til at bruge parfume, siger Benedikte, inden hun bryder ud i et grin.

– Og se lige, din vaffel holder!

Læs også: Sting på sting får "brodøserne" historien frem