Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Cirkusrevyens Henrik Lykkegaard er en superstjerne i dansk revy. Men den 53-årige skuespillers karriere som sjov mand blev skudt i gang under anderledes beskedne forhold. Og på et helt andet budget. Henrik fortæller:
– I 1990, da jeg var elev på Statens Teaterskole, blev jeg sammen med en anden skuespiller hyret til at lave julerevy på et cafeteria i Jylland. Af hensyn til de involverede skal hverken byen, etablissementets navn eller navnet på min kollega nævnes her. Jeg vil nøjes med at fortælle, at vi optrådte til den fyrstelige sum af 275 kr. pr. mand pr. aften og derudover fik transportudgifterne dækket.
– Kvaliteten af mit første livtag med revyen skal jeg ikke kunne udtale mig om, men det er min klare fornemmelse, at folk hyggede sig og havde det sjovt. Scenen, vi optrådte på, bestod af en dør, der var blevet lagt oven på fem ølkasser. Et skilt på døren røbede, at den var hentet fra dametoilettet. Og en aften var der en meget beruset, norsk kvinde, der forsøgte at vippe os ned fra scenen, fordi hun skulle på wc.
Max Hansen fra Revyperler har også skægge historier at fortælle. Læs med her.
– Ejeren af cafeteriet var dog ikke sen til at reagere: Han lagde hende resolut over skulderen og bar hende ud. Når jeg tænker tilbage på det engagement, vil episoden altid stå for mig som højdepunktet på godt og ondt.
– I Cirkusrevyen befinder vi os på et helt andet niveau teknisk og scenografisk, men også her kan der ske uforudsete ting:
Morskabtronen i Sønderborg er indtaget af et nyt par. Læs historien her.
– I 2003 havde vi et nummer, hvor hele skuespillerholdet var klædt ud som badebolde. Uheldigvis var der en aften en elevator i scenegulvet, som ikke var blevet låst. Og da Pernille Schrøder, som var med på holdet det år, gik hen over den, gled hun simpelthen ud af sin dragt og sank i jorden for øjnene af publikum.
– Tilbage stod en tom badebold i selskab med fire skuespillere, der fortsat havde kostumer på. Og vi kunne ikke stille ret meget op for at hjælpe, for som badebolde havde vi jo ingen arme. Et par teknikere måtte derfor træde til og hjælpe hende op, mens vi andre forsøgte at dække for redningsaktionen, hvilket var helt absurd, da alle øjne i salen var rettet mod uheldet. Det er i øvrigt sværere, end man tror, at trække en lille kvinde op af et hul i gulvet, så det tog adskillige minutter. Men publikum tager det pænt, når den slags en sjælden gang sker, og morer sig endda over det. Det kan jo ske for selv den bedste, siger han.
Henrik har endnu en historie om kostumer i ærmet. Og her må han selv tage ansvaret på sig, da det handler om et revynummer, han selv i sin tid skrev og udtænkte:
Mød revystjernen Mette K. Madsen her.
– Jeg forestillede mig Niels Ellegaard og mig selv i de to roller. Jeg skulle være en to meter høj gaffel, og Niels skulle være en ært. Og vi ved jo alle, hvor svært det kan være at spise ærter med en gaffel, så idéen var, at vi skulle danse en form for surrealistisk ballet med hinanden. Men det fungerede slet ikke med kostumerne: Det viste sig, at man ikke kunne danse i gaffelkostumet, og ærten lignede på ingen måde en ært, men slet og ret en stor, grøn filtbold, hvilket det jo reelt også var. Så vi endte med at droppe nummeret allerede i planlægningsfasen.
– Gaffelkostumet var imidlertid allerede fremstillet. Og op til en af vores forpremierer det år var vi kommet til at tale om, af forestillingen måske savnede et lille, muntert og fjollet indslag hen mod slutningen, Vi blev derfor enige om at lade Ulf iføre sig gaffeldragten og komme ind på scenen med den på.
Amin Jensen kan få os alle til at grine. Mød ham her.
– Som sagt, så gjort. Men da den lange gaffel trådte frem i spotlyset, blev der fuldstændig stille i salen. Ikke så meget som et fnis kunne høres. Dermed var min idé endegyldigt faldet til jorden med et brag. Kostumet hænger den dag i dag i min garderobe til evig skam og er blevet en stående joke på holdet. Hver gang vi vrider hjernerne for at finde den lille detalje, der kan tilføre det ene eller det andet revynummer en elegant prik over i’et, er der en, der siger: ”Kan vi ikke prøve noget med en gaffel?” Nu tror jeg imidlertid, jeg er ved at have udtænkt et helt nyt nummer, som gaflen kan indgå i. Så må vi se, om det bliver til noget, smiler Henrik Lykkegaard.
Polle fra Snave alias Jens Andersen mestrer også revyens kunst. Læs med.