Kære Puk
De vil ikke tale om min sorg
Jeg undrer mig over, at man ikke hører noget fra sine børnebørn, når de bliver voksne og er flyttet hjemmefra.
Jeg elsker mine børnebørn, det har de også kunnet mærke, da de var børn. Jeg var der altid og passede dem, når de var syge.
Jeg har seks dejlige børnebørn og var glad for at kunne hjælpe, for forældrene skulle jo passe deres arbejde. Jeg havde selv et arbejde i fire timer, som jeg kunne tage tidligt om morgenen eller sent om aftenen.
Nu er både min mand og jeg pensionister, og jeg har siden fået dårlige ben og en gigtplaget ryg.
Da jeg var syg og lå på hospitalet, hørte og så jeg kun de to børnebørn, der stadig bor hjemme, samt min datter og svigersøn.
De børnebørn, der er flyttet hjemmefra og har deres egen familie, hørte og så jeg ikke.
Jeg har tre oldebørn, som jeg ikke ser, da jeg jo ikke får besøg af forældrene.
Et tidligere brev til Puk Elgård: Føler mig pludselig meget oversetMin mand døjer også med dårlige ben, så vi kan jo ikke bare komme til dem.
En gang kom vi til det ene barnebarn, da oldebarnet var 2 år, men kom vist lidt ubelejligt. Vi blev der ikke så længe, men oldebarnet var glad.
Jeg forstår da godt, at de unge har nok at gøre med arbejde og fritid, men man kan da ringe.
Vi ser kun vores oldebørn, når forældrene inviterer til fødselsdag. Da kender oldebørnene ikke os, og vi ikke dem.
Jeg synes, det er så trist, at vores børnebørn ikke tænker på de ældre i familien.
Er det mon også sådan i andre familier?
Det gør ondt helt ind i mit hjerte.
Mormor
Jeg kan godt forstå, det gør ondt i hjertet, og jeg får selv helt ondt i hjertet af at læse dit brev.
Jeg ved simpelthen ikke, hvordan man skal løse den situation.
Du er ikke alene om at føle dig forsømt og tilsidesat af børn, børnebørn og oldebørn. Det er en tilbagevendende problematik her i brevkassen.
Jeg tror ikke, det er ond vilje fra børnenes eller forældrenes side, men jeg tror, tiden suser afsted med alle hverdagens gøremål, og selv om det er en forklaring, så er det ikke godt nok.
Vi skal være mere omkring vores ældre, og vi skal huske, at de var der for os, da vi havde behov for børnepasning osv.
Jeg kan kun opfordre til, at vi skriver aftaler med forældre, bedsteforældre og oldeforældre ind i den travle familiekalender.
Det er vigtigt, at vi kender vores historie, og at vi holder sammen.
Læs også: Mormor føler sig kørt over af familien
Kan du mon tale stille og roligt med dine børn om det?
Ikke i en bebrejdende tone, men måske fortælle, at du savner dem alle og gerne vil sætte jeres samvær lidt i system.
Du skal ikke appellere til dårlig samvittighed, men tale til familiefølelsen og den store værdi, der er i at ses.
Jeg håber, at I, der læser med her, griber telefonen og laver en aftale med jeres ældre i familien.
Kærlig hilsen Puk