Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Hvad er du optaget af lige nu?
– Jeg arbejder på højtryk med grupperne, som er den kategori, jeg har fået tildelt i programmet. Indtil videre har det været sjovt og lærerigt at lave ”X Factor”. Mine to meddommere er sindssygt kloge, og de ser og hører ting, som jeg ikke ser, og omvendt. Men den store arbejdsbyrde er også kommet bag på mig.
Allerede fra den første audition er vi blevet filmet uden pauser, fra vi ankom, til vi gik hjem. Og det er sin sag at holde sanserne skarpe og være fuldt og helt til stede gennem 12 timer, mens kunstnere med stærkt varierende talent leverer deres bidrag. Det har været min største udfordring.
Hvad er forskellen på at lave ”Voice Junior” og ”X Factor”?
– I ”Voice Junior” skulle jeg bedømme folk kun på deres stemmer. Det bliver straks sværere og mere forvirrende, når man også skal forholde sig til måden, sangeren står og er på. ”X Factor” handler i den grad om at have noget specielt, der stikker ud. Man spørger sig selv, hvem man gerne vil se igen, frem for hvem man helst vil høre.
Hvad er det bedste ved dit job?
– Lige nu har jeg samlet set en karriere, jeg er vildt glad for. Dommerjobbet i ”X Factor” og balletmusikken og mit samarbejde med dronningen er yderpunkterne, og i midten har jeg et rum, hvor jeg skaber mine egne, personlige sange. Det er, når jeg beskæftiger mig med musik, at jeg tænker tydeligst og er mest ærlig. Musikken er min personlige ven, der lytter og forstår.
Læs om den tidligere "X Factor"-vinder Linda Andrews her.
Og det værste?
– Tidligere var det uvisheden. At jeg aldrig vidste, hvad jeg skulle om en måned. Nu ved jeg, hvad jeg skal lave i flere år frem. Men det kan stadig være angstprovokerende at forestille sig, at jeg pludselig ikke længere bliver inspireret. Jeg er jo dybt afhængig af min kreativitet.
Hvad ville du lave, hvis du ikke var musiker?
– Jeg var danser i 15 år, inden en rygskade kom i vejen. Og det skal ikke undre mig, hvis jeg en dag finder noget andet at gå planken ud med. Jeg har en Ole Opfinder-tankegang, og mine venner kalder mig en entreprenør. Jeg kan godt se mig selv være kreativ med andet end musikken. Somme tider skal man tro på det umulige. At være urealistisk er ingen dårlig egenskab.
Mød sangerinde og skuespiller Pernille Højmark, der nu er sprunget ud som solist.
Hvad er dit råd til et ungt menneske, der vil være sanger?
– Vær ikke bange. Det forhindrer musikken i at flyde. Er du for bange, bliver du overhalet af dem, der kun har halvt så meget talent, men hviler i sig selv. I ”X Factor” oplever jeg, at det særligt er piger, der er nervøse for at se dumme ud. Det gælder om at være frygtløs og stå på mål for det, man laver.
Din bedste barndomsoplevelse?
– Min mor sang i operakoret på Det Kongelige Teater. Jeg elskede at være med hende på arbejde og stå i kulissen og følge med. I forestillingen ”Maskerade” blev der kastet karameller ned over de medvirkende, og dem, der kastede, sørgede altid for, at der landede nogle helt ude hos mig. I mine øjne var det for godt til at være sandt, at man ikke bare kunne leve af at synge, men oven i købet fik karameller for det!
Sangerinden Anne Marie Lindegaard har en kærlighedshistorie, der er lige til Hollywood. Læs med her.