Da Janni var allermest selvmordstruet: Min kat holdt mig i live

Janni ligger i sin seng og græder som så mange gange før. Selvmordstankerne synger deres truende sang i hendes hoved, for de antidepressive piller, lægen har ordineret hende, har overhovedet ikke hjulpet. Livet er noget møg, der er slet ikke noget at leve for, og Janni er sikker på, at ingen vil savne hende, hvis hun ikke er her mere.

Men pludselig lister fire bløde poter hen over dynen, og en våd kattesnude puffer til hendes kind.

− Lasse er min elskede hankat, der holdt mig i live, da jeg var allermest selvmordstruet, fortæller Janni Skovlit, 21 år, som efter en barsk barndom har kæmpet hårdt for at få en almindelig tilværelse.

– Jeg er født i Aalborg, og selv om jeg er vokset op med mor, far og to brødre, var min familie bestemt ikke en almindelig kernefamilie, siger hun.

Oplevelserne i barndommen har sat sig så dybe spor i Janni, at hun nu bor på en hemmelig adresse.

– Min far har mildest talt ikke været særlig rar, og min mor er selv et omsorgssvigtet barn. Deres ægteskab var voldsomt, og de blev skilt, da jeg var 3 år. De flyttede til hver sin ende af Aalborg og var hele tiden uvenner, så jeg kørte på løbehjul frem og tilbage mellem dem med besked om, hvad jeg skulle sige til den ene og den anden.

Læs også om Anne, der lider af PTSD, men er kommet langt ved egen hjælp

Mobbet i skolen

Da Janni var 7 år, fik hendes mor en ny kæreste og flyttede til Holbæk.

– Men da mine forældre havde fælles forældremyndighed, skulle jeg fortsat se min far, og det havde jeg bestemt ikke lyst til. Det, jeg husker tydeligst fra mine besøg hos ham, er, at jeg blev tvunget til at sove ved siden af ham og holde ham i hånden, når vi lå på sofaen, og jeg var meget bange for ham, fordi han var så højtråbende, fortæller hun og fortsætter:

- Han boede ret uhumskt med hundeafføring på gulvet og madrester med mug på, så det er ikke svært at forestille sig, hvordan et barn havde det i de omgivelser.

Janni blev desuden mobbet i skolen.

– Jeg bebrejder ikke mine skolekammerater, for jeg var overvægtig, havde aldrig lært at gå i bad og børstede heller aldrig tænder. Jeg var ikke ordentligt ernæret, var fedtet og ulækker og havde svært ved at følge med i timerne. Jeg havde dog en enkelt ven i folkeskolen, men det skulle være hemmeligt, så hun ikke blev drillet af de andre.

Den eneste virkelige trøst for lille Janni var, at hun fik lov til at have kat.

– Min første kat, Pjuske, fik jeg af min aflastningsfamilie, som jeg havde på det tidspunkt, og min mor skaffede sig også to katte, men da de så blev for besværlige, skilte hun sig af med dem.

Læs også: Hannes datter begik selvmord

Selvmordsbrevet

Janni undrer sig i dag over, at ingen var opmærksomme på de forhold, hun levede under.

– Det må have været så tydeligt, at jeg var omsorgssvigtet, men først, da jeg i 4. klasse skrev et selvmordsbrev, skete der noget. Vi skulle skrive, hvor vi så os selv om fem år, og jeg skrev: ”På en gravsten!” Og jeg husker, at jeg ofte stod ved vinduet på fjerde sal, hvor vi boede, og tænkte: Skal jeg hoppe?

Janni blev fjernet fra hjemmet og kom på børnehjem.

– Jeg var så glad over at blive fjernet fra mine forældre, og jeg fortalte pædagogerne på hjemmet, at det var ligesom at være på en sommerkoloni, der bare blev ved og ved. For første gang i mit liv følte jeg, at nogen passede på mig.

Hun fik massiv psykologhjælp, mens hun var på børnehjemmet.

– Det rustede mig til at flytte for mig selv, da jeg blev 16 år. Jeg gik i gymnasiet, men måtte tage 3. g om som selvstuderende, fordi jeg havde så meget fravær. Jeg fik en svær depression og var i gruppeterapi, så det var svært at klare gymnasiet. I øvrigt opsøgte min far mig flere gange og skræmte mig fra vid og sans. Derfor har jeg nu hemmelig adresse.

Samtidig blev Janni fristet af at udforske en ny side af sig selv.

– Jeg tog en forkert drejning i mit liv på det tidspunkt, og i stedet for at lære mig selv og min egen krop at kende kastede jeg mig ud i en seksuel udfordring, hvor jeg var sammen med mange mænd. Det var helt hysterisk og meget negativt for mit selvværd.

Læs også: Mia var slet ikke parat: Jeg skulle lære at være mor

Fik ro og overskud

Midt i sin turbulente tilværelse fik hun dog et fast holdepunkt.

– Jeg var totalt forvirret og havde igen skrækkelige selvmordstanker. Jeg savnede vildt én at komme hjem til, og så huskede jeg pludselig, hvor dejligt det var at have kat.

Janni besluttede at få en ny kat og fandt Lasse på Den Blå Avis.

– Han kostede en 50’er og flyttede direkte ind i mit hjerte. Fra den allerførste dag har Lasse altid sovet hos mig. Når jeg var ked af det, kom han og lagde sig hos mig, og han rejste sig først, når jeg holdt op med at græde.

Den lille, bløde ven kom til at betyde alt for hende.

– Jeg kunne ikke finde ud af at leve for min egen skyld, men da Lasse kom ind i mit liv, var jeg nødt til at leve for hans skyld. Det kan lyde ynkeligt, men det var det rigtige valg. Man skal ikke se ned på den slags, for Lasse forhindrede mig i at tage livet af mig selv.

Læs også: Britt mistede syv kæledyr i en voldsom brand

Mødte kærligheden

Den ro, som Lasse gav Janni, gav hende overskud til at finde en kæreste.

– Jeg mødte Peter på datingappen Tinder. Han læser til pædagog og bor på Fyn, og vi klikkede omgående. Jeg følte mig tryg med det samme, og i sommeren 2018 flyttede jeg over til ham.

Nu har Janni fået mod på selv at tage en uddannelse.

– Jeg overvejer psykologi, retsmedicinsk antropologi eller journalistik. Jeg har lært at acceptere mig selv og værdsætte min egen krop, og takket være Peter og min vidunderlige Lasse tør jeg nu se verden i øjnene og lægge fortiden med alle dens skygger bag mig.