Velkommen i Anne Grethes legetøjskælder: Alle børn fortjener et stykke legetøj

Anne Grethe Madsen kan ikke holde ud at tænke på, at børn ikke får en fødselsdagsgave, fordi forældrene måske er økonomisk dårligt stillet.

– Der er jo børn her i Danmark, som ikke har så store muligheder for at få lov til det samme, som mange andre børn oplever, og så var det, jeg fik en god idé, fortæller den 73-årige pensionist, der selv har fire voksne børn, 11 børnebørn og intet mindre end otte oldebørn.

Anne Grethe husker selv en barndom med udfordringer.

– Jeg har gået syv år i skole på syv forskellige skoler, og mine forældre blev skilt, da jeg var 11 år. Jeg nåede aldrig at få venner og kunne slet ikke følge med i skolen, da jeg også er ordblind. Min mor fandt en anden mand, der desværre kunne lide flasken lidt for meget, så da jeg gik ud af skolen, flakkede jeg lidt rundt hos venner og bekendte, fordi jeg ikke kunne lide at være derhjemme.

Anne Grethe var heldig at få plads på en systue.

– Dér sad jeg og syede sengetøj, indtil jeg mødte min mand, som arbejdede på Grønttorvet i Valby. Vi flyttede til Ishøj i 1984 og fik fire dejlige børn, og jeg fik mulighed for at gå hjemme.

Desværre fik Anne Grethes mand også problemer med alkohol i en sådan grad, at Anne Grethe satte hælene i og lod sig skille.

Læs også: Hjælper børn med autisme: Linda-Maria syr gratis kugledyner

Skilt og gift igen

– Samtidig fik jeg mulighed for at gå til edb-undervisning, skønt jeg var 50 år, og en dag skrev læreren til mig, om internet for begyndere og øvede var noget for mig. Sikke en idiot, det kan jeg jo allerede, tænkte jeg. Men da jeg fik læst brevet ordentligt, tilbød han mig faktisk et job som underviser i edb til 265 kroner i timen, så det var jo fantastisk. Sikke et klap på skulderen!

Anne Grethe underviste de næste fire-fem år inden for FOF, Ishøj Oplysningsforbund og Ishøj Daghøjskole.

– Så skete det dejlige, at min mand og jeg fandt sammen og blev gift igen, og nu har vi været gift i 20 år.

Da Anne Grethe blev pensionist, begyndte hun at komme i det lokale omsorgscenter, og for fire år siden opfordrede en af de ansatte hende til at kaste et blik på en seddel på centrets opslagstavle.

– Der stod, at en kvinde ville lave et miniature-dukkehus-hold hver fredag, og jeg blev så nysgerrig, at jeg dukkede op og hurtigt blev fanget af de smukke miniaturer. Første år, jeg deltog, lavede vi en udstilling på centret med en forretningsgade fyldt med papkasser, som vi havde lavet om til dukkehuse.

Der var blandt andet en strikkebutik, hatteforretning, guldsmed, slagter, og en hjemløs-minidukke havde vi lagt på en bænk. Det blev en stor succes, hvor en kommunalt ansat kom og klippede den røde snor over til åbningen, og de ældre på centret nød at studere det hele, fortæller hun.

Efter et halvt års tid fik Anne Grethe lyst til at stifte en decideret dukkehus-klub.

– Jeg vidste, at der var et rum i kælderen i mit ejendomskompleks, som var blevet ledigt, og jeg spurgte damerne på centret, om de var interesseret i at komme med i sådan en klub. Det ville de gerne, så vi skyndte os at lave en stiftende generalforsamling og fik klubben op at stå.

En mor græd af glæde

Siden har medlemmerne på skift mødtes i klublokalet hver eneste af ugens dage.

– Jeg elsker at sidde og pusle med husene, som jeg modtager fra alle mulige mennesker, der har haft dem stående på loftet eller i kælderen uden at bruge dem. Husene er i meget forskellig stand, og jeg renoverer efter alle kunstens regler.

Kort tid efter klub-starten hørte Anne Grethe om en kvinde, der så gerne ville give sin datter et dukkehus i gave, men hun havde ikke råd til at købe et.

– Vi var tre i klubben, der blev enige om, at den pige naturligvis skulle have et dukkehus, så vi fandt et med et par etager og gik i gang med at renovere, tapetsere og møblere det. Vi fyldte det med hjemmelavede møbler og små, søde dukker, og da vi var færdige, satte vi moderen og datteren stævne i vores beboerhus.

Dukkehuset var stillet op midt i lokalet med en stor, hvid dug over.

– Vi satte datteren på en stol lige foran dukkehuset, hev dugen af, og pigen sad bare og gloede med store øjne. Moderen faldt mig grædende om halsen, og pigen troede slet ikke på, at det var hendes dukkehus. Må jeg lege med det? spurgte hun. Jamen det er dit, og du skal have det med hjem nu, forsikrede vi barnet.

Ros til frivillige

Den oplevelse gav Anne Grethe idéen til at lave mere af samme slags.

– Så begyndte vi at samle legetøj ind. Det var mund-til-mund-metoden, og det bredte sig lynhurtigt. I første omgang røg det hele ned i mit kælderrum, men det kneb hurtigt med pladsen. Gennem et af vores boligselskaber fik jeg så et andet kælderrum til opbevaring. Vi fik sat det i stand, og kommunen hjalp med reoler, og så gik det slag i slag.

I dag er Anne Grethes legetøjskælder fuldstændig proppet med legetøj.

– Mange har allerede haft glæde af at kunne hente legetøj til deres børn, især op til jul var der særligt brug for det. Jeg har oplevet mere end én gang, at en mor er faldet mig grædende om halsen. Men der kommer også hele tiden kasser med legetøj til, og alle de frivillige, der samler ind, skal roses, siger hun og fortsætter:

- Jeg er leveringsdygtig i stort set alt: dukker, biler, slotte, spil, dyr, rulleskøjter, Lego, Duplo, dvd-film, bøger, masker, ja, der er ikke den ting, jeg ikke har her i kælderen.

Og så er der lige dukkehusene.

– Hvis et barn ønsker sig et dukkehus, og familien ikke har midlerne, så skal det sørme ha’ det alligevel!

Anne Grethes egne oldebørn har naturligvis også haft muligheden for at få et dukkehus.

– De af dem, der har villet have ét, har fået det, og det er dejligt. Men det er sørme også dejligt at kunne glæde børn, der er mindre heldigt stillet, og det har jeg tænkt mig at blive ved med!

Find vej til leg​etøjskælderen:

På Facebook: Dukkehuse og andet legetøj til udsatte børn. Du kan også hver den første og tredje mandag i måneden ringe på tlf. 22 22 44 97.