Ellen kom til jobsamtale i stedet for sin mand: Kirken er blevet vores sted

Spørger man efter Ellen Godiksen i Veggerby og omegn, er det sikkert som amen i kirken, at man bliver mødt af anerkendende nik, der sender en i retning af landsbyens kirke, der ligger på toppen af en bakke med kig til nordjyske marker på begge sider.

Det er egentlig ikke, fordi Ellen, som er 62 år, har så meget med de højere magter at gøre – og så alligevel. I 25 år har hun været kvinden bag gravsteder, pyntning og den helt rigtige, rolige stemning i den kirke, hvor hun både er døbt, konfirmeret og gift.

Først i rollen som medhjælper og siden som graver. Og det til trods for, at arbejdet slet ikke var tiltænkt hende – det var gemalen, Godik, som havde søgt stillingen.

– Godik havde en aftale om, at han skulle til samtale om stillingen, men i mellemtiden fik han andet arbejde. Da jeg skulle ringe til formanden for menighedsrådet og sige, at Godik ikke kom alligevel, spurgte jeg, om det absolut var en mand, de havde brug for, fortæller Ellen med et skævt smil.

Læs også: Jørgen hjælper sin demente kone: Kærligheden er kun blevet større (link fjernet)

Ikke helt almindeligt

At hun nu 25 år senere står klar med trillebør og skovl ved indgangen til kirkegården, vidner om, at det med køn slet ikke var så vigtigt endda.

– Selv om en kvindelig graver med to børn ikke just var hverdag dengang i 1994, så var det mig, der kom til samtale i stedet og fik jobbet, siger hun.

Når nordjyden Ellen taler om sine år som graver, lyser hun automatisk op og får et helt særligt blik i øjnene, der hurtigt kan få svært ved at holde tårerne tilbage.

For selv som rutineret i faget er store følelser automatisk en del af jobbet, når man fra sidelinjen følger mennesker gennem de store begivenheder i livet – og især når man er en del af et lille samfund, hvor alle kender alle. Netop derfor er det sjældent let at holde en professionel facade, uanset om det er en glædelig milepæl som et bryllup eller en sørgelig begivenhed som en begravelse.

– Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle være graver. For er der nogen, som piver over tingene, så er det mig. Så bare det at skulle stå i kirken til en begravelse, puha!

– Derfor handler det også om at holde en vis distance. Jeg forsøger ofte at tænke på noget andet, men det er svært, for jeg er født her, og jeg har boet her hele mit liv, så jeg kender folk, fortæller hun med en stemme, der automatisk går et par toner op. Det kræver endnu en dyb indånding, inden fortællingen om, hvad der startede som en spontan indskydelse, kan fortsætte.

Læs også: Laila fandt sig ikke i vold

Meget er sket

Med udstyret stablet op i trillebøren bevæger Ellen sig rutineret rundt på grusstien, der adskiller kirkegårdens gravsteder. At hun ikke har nogen formel uddannelse, er ikke til at se, når hun med allerstørste selvfølgelighed kaster blikket rundt på alle de små detaljer. Det er nok de færreste udefrakommende, der bider mærke i det hele, men det betyder alligevel noget.

– Det giver folk en tryghed, at de kender mig og ved, hvem jeg er. Og det viste sig for alvor, da jeg holdt mit 25-års jubilæum. Der kom virkelig mange mennesker, og de kom jo ikke, fordi der var noget i kirken. Nej, de kom for min skyld, siger hun.

Ligesom arbejdet som graver har påvirket hendes eget liv, har hendes virke sat et unikt aftryk i en stor del af lokalbefolkningen. Faktisk har det kirkelige arbejde fundet vej hjem til Ellen og Godik privat: I 12 år har han været medlem af kirkens menighedsråd, som han i dag er næstformand for.

Derfor er det heller ikke altid, at skillelinjen mellem arbejde og fritid er lige til at se, når Godik kommer hjem fra en lang arbejdsdag som anlægsgartner, og Ellen sætter sig i lænestolen efter mange timer i kirken.

Læs også: Velkommen til Thy: Hjemstavnen, man vender tilbage til

Hvem er chefen?

– Jeg siger altid, at jeg er chefen, men det er hun vist ikke enig i, siger Godik og ryster på hovedet. Han ved godt, at den påstand ikke holder. Derfor skynder han sig også at sende sin hustru et kærligt smil.

– Det er vist mere det, man kalder et samarbejde, tilføjer Ellen, som er svær at stoppe igen, når hun først begynder at tale om sit arbejde. Hun hiver gerne både udklip og print fra blade frem og finder billeder på telefonen, for hun får hele tiden idéer – også om natten. Da kører tankerne rundt for at finde den helt rigtige løsning til når for eksempel konfirmanderne skal have en pyntet kirke, der er lige i deres ånd.

– Til konfirmanderne i år lavede jeg dekorationer med coladåser, og de syntes, det var noget så herligt. Det kan jo ikke nytte noget, at jeg laver pynt, som de synes er oldnordisk. Det er deres dag, så det skal også passe til dem, fastslår Ellen og ranker ryggen. Der er ingen tvivl om, at pynten faldt i god jord.

Meget er sket på hendes første 25 år i kirken. Der er plads til skøre idéer, maskinernes indtog har betydet, at hun ikke længere graver med håndkraft, og automatisk ringning er nu også en realitet.

Læs også: Tobias er hjertebarn

Et samlingspunkt

Da Ellen står ved kirkegårdens gamle bøgetræ, fortæller hun, hvordan hun aldrig kunne forestille sig at bo et andet sted end i Veggerby. Og med få år til at parret kan fejre guldbryllup, er Godik enig i den udmelding. Selv om parret gerne drager til fjerne himmelstrøg, er det altid kun for at vende tilbage til byen ved Limfjorden.

– Godik har sommetider foreslået, at vi kunne prøve at bo i udlandet i en periode, men det kan jeg slet ikke forestille mig. Der er noget helt særligt over det her område, indskyder Ellen.

Mellem velkendte ansigter føler de sig allermest hjemme, og her er kirken blevet et samlingspunkt, der samtidig er symbol på fortidens gode minder og alle de oplevelser, der er i vente. Dét vil Ellen ikke undvære for noget i verden.

– Jeg pyntede kirken til vores datters bryllup, hvor ingen andre fik lov til at blande sig. Og vores børnebørn kommer også med i kirken, vores søns to børn siger, det er farmors kirke, fortæller Ellen og sender blikket på langfart.

Ved siden af den kirke, der har dannet rammen om alle de store begivenheder, er et gravsted, som står hende særligt nær og også ofte kalder på et besøg. Med gruset arrangeret som et stort, gråt hjerte og blå hornvioler i fuldt flor ligger Ellens forældre begravet her.

Når hun dagligt slår vejen forbi, mærker hun glæden ved at have en arbejdsplads, der rummer så megen kærlighed og nostalgi.

– Det er fantastisk at arbejde et sted, hvor jeg har så mange minder fra. Når jeg pudser dåbsfadet, tænker jeg på, at det er her, jeg selv og vores børn er døbt. Det er jo vores sted. Og nu ligger de gamle her også.

Ellen sætter sig ned på hug ved det grå grushjerte, sænker skuldrene og lader arbejdshandskerne nænsomt finde vej til bedet af hornvioler. Her skal alt være perfekt.

Læs også: Hovsa, der var lige en søster