Kære Puk: Jeg er bange for at melde ham

Kære Puk Elgård

Jeg er enlig mor til en pige på halvandet år, og vi bor i et boligområde, der er kendt for lidt af hvert – man hører ofte om det i medierne og desværre ikke for noget godt.

Jeg er født i Danmark, men har boet i sydeuropa nogle år, og det var her i boligblokken, der var plads, da jeg skulle flytte hjem til Danmark med min datter, og jeg er faktisk superglad for at bo her. Der er et godt fællesskab på tværs af kulturer, men der er også balladetyper. Der er bander og salg af stoffer.

I lejligheden over mig bor en far, som er meget voldsom med sine børn. Faren råber og skriger, og jeg tror også, han slår. Det lyder sådan. Faren er dansk og en af de helt hårde typer.

Jeg ved godt, at jeg har indberetningspligt, men må indrømme, at jeg er meget bange for at melde ham.

Jeg er også bekendt med, at jeg kan være anonym, hvis jeg anmelder gennem kommunen, men der vil alligevel være aktindsigt for faren, og hvis der står, at man kan høre støj fra lejligheden, så ved han, det er mig, der har anmeldt ham, for lejligheden over ham er tom.

Jeg aner ikke mine levende råd. Jeg er bange for at blive truet på livet, eller at der skal ske min datter noget, hvis faren opdager, at det er mig, der er ”stikkeren.” Men samtidig græder hans børn så hjerteskærende, at jeg ved, jeg bør gøre noget. Har du en idé til, hvordan jeg tackler det?

Den fortvivlede

Læs også: Puks brevkasse: Jeg vil ikke se min eksmands nye kone

Kære den fortvivlede.

Du har fuldstændig ret i, at du har indberetningspligt. Hvis de børn, du omtaler, er i fare, så må og skal du finde en løsning, så de kan få hjælp. Det har alle borgere pligt til.

Der er flere muligheder. Du kan kontakte politiet og spørge, hvad de vil råde dig til. Hvis faren i forvejen er kendt af politiet, så ved de nok, hvordan du skal handle uden selv at komme i klemme. Du kan måske også finde frem til børnenes skole/børnehave og tale med personalet.

Så vidt jeg ved, har folk, der arbejder med børn, skærpet indberetningspligt. En tredje mulighed er at ringe til Red Barnet, som rådgiver i mange lignende sager. De ved garanteret, hvordan du kan indberette uden selv at komme i klemme.

Jeg kan godt forstå, du er bange. Du bør også handle varsomt, og du skal finde de rigtige, der kan hjælpe dig, men børnene skal have hjælp.

Mens jeg skriver til dig, tænker jeg på, om jeg selv nu i virkeligheden også har indberetningspligt, fordi du har fortalt mig om denne sag. Det vil jeg undersøge, og er det tilfældet, kontakter jeg dig. I mellemtiden må du i gang med at undersøge de muligheder, jeg har givet dig. Jeg synes, du skal begynde hos politiet.

Jeg kan godt forstå dit dilemma, men du må ikke lukke ører og øjne, fordi du er bange. Vi skal hjælpe de svage, og børnene har brug for stærke voksne. Pas på dig selv og din datter og afsøg de forskellige muligheder, så du er tryg og velovervejet, når du handler.

Kærlig hilsen Puk