Kære Puk
Hun fylder børnene med slik
Dette er måske et lille problem, men jeg har en enorm skyldfølelse. Jeg mistede min far, som jeg var stærkt knyttet til, for et par år siden. Vi er tre søskende, de to andre bor i henholdsvis Japan og USA.
Min gamle far lå på Aalborg Sygehus i den sidste tid, hvor jeg og min voksne datter besøgte ham ca. hver anden dag og blev hele dagen. Og tit om natten. Andre slægtninge og venner besøgte ham også.
Læs også: Brev til Puk Elgård: Hun lægger billeder ud af sit afdøde barn
Min datter og jeg bor henholdsvis 65 og 92 km fra sygehuset, det er en lang køretur. Vi var ikke hos ham, da han døde, men havde været der indtil to timer før. Det havde været dejlig at have holdt ham i hånden hele vejen. Han må have ligget død længe, inden bedemanden fik ham overdraget, for han lå rigtig grimt i kisten, og det syn ser jeg stadig for mig. Han skulle jo have ligget fint på sin sidste rejse.
Læs også: En mor spørger Puk Elgård: Hvornår kan man begynde at tale om døden
Det har jeg det rigtig dårligt med, og om natten ser jeg ham stadig sådan.
Jeg savner ham at tale med, når der sker noget spændende, og jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke vidste, det var så tæt på, så jeg kunne have været der og have fået sagt ordentlig farvel.
En sørgende søn
Læs også: Puks brevkasse: Kan jeg gøre noget for at genoprette kontakten?
Det er absolut ikke et lille problem, du skriver om. Jeg kan sagtens forstå, at du bliver ved med at tænke på din far, og at du gerne ville have, at hans sidste timer var gået anderledes.
I forhold til hvad du fortæller mig om forløbet, så synes jeg, du har gjort det godt. Du har været der meget, og din far har helt sikket vidst, at du elskede ham og var der for ham.
Jeg ved ikke, hvad vi tænker eller fornemmer, lige før vi dør, men jeg tror, vi dør med en bevidsthed om det liv, vi har levet. Jeg tror, vi er fyldt af de oplevelser og den kærlighed, vi har fået undervejs, og ikke nødvendigvis er fyldt af den situation, der omgiver os lige i det øjeblik, vi giver slip på livet.
Læs også: Brev til Puk Elgård: Tilgiv og kom videre
Jeg har selv siddet ved et dødsleje nogle gange, og hvis jeg skal være helt ærlig, så føler jeg faktisk, at sjælen rejser afsted før kroppen. Det er ikke noget, jeg siger for at trøste dig, men det er sådan, jeg selv har oplevet det. Måske fik din far sagt farvel til dig, da du var der to timer før. Da min far døde, lå han på intensiv, og jeg sagde til ham, at det var okay at give slip. Derefter gik der fire-fem timer, så døde ham.
Vi ved ikke meget om de sidste timer, men det er min opfattelse, at det er meget vigtigere, hvordan vi er i livet end i døden, og jeg fornemmer, at du har været en god søn.
Med hensyn til det billede, du har af ham i kisten, så skal det nok falme med tiden. Når det dukker op, synes jeg, du skal møde det med omsorg og i tankerne arrangere ham fint og smukt i kisten. Tænk igennem, hvordan du gerne ville have, han skulle have ligget, og gå det igennem i tankerne igen og igen. På den måde tror jeg, du kan finde heling.
Læs også: De bliver kontaktet af afdøde
Jeg synes også, du skal skrive et brev til din far. Fortæl ham om de spændende ting, der sker. Jeg kender en, der har lavet et lille ”snakkehjørne” i stuen. Der står et billede af hendes afdøde mor, og der er friske blomster og lys. Der går hun hen og taler med sin mor. Måske du kan adoptere den ide?
Begge mine forældre er døde, og i øjeblikket savner jeg min mor meget. Savnet kommer og går. Det er desværre vilkårene for os mennesker. Du er ikke alene. Vi kender det alle. Jeg håber, du kan finde lidt trøst i mit brev, og så skal du have mange tak for din tillid.
Varme hilsner fra Puk
Læs også: Brev til Puk Elgård: Jeg er ikke på talefod med min fars kæreste