Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Som 11-årig var Malou Reymann til børnefødselsdag med hele sin skoleklasse. Kammeraterne var blevet orienteret om, at Malous far havde fået en kønsskifteoperation og nu var en kvinde. Og hun håbede inderligt, at hun kunne undgå at blive konfronteret med den ømtålelige familiesituation.
– Men pludselig var der én, der sagde: ”Min mor har lige set din far på Strandvejen i dametøj!” Jeg husker, at jeg følte mig udstillet og stemplet som anderledes på grund af nogle omstændigheder, jeg ikke havde kontrol over, fortæller hun.
I dag er Malou 31 år og filminstruktør. Og for tiden kan hendes første spillefilm, ”En helt almindelig familie”, ses i biograferne. Den er i høj grad baseret på hendes egne barndomsoplevelser i København med en far, der sprang ud som transkønnet.
– Helene, som min far hedder i dag, fik en depression i 1998 og indså, at han ikke længere kunne undertrykke, at han følte sig som kvinde. Da min tre år ældre storesøster og jeg første gang hørte, at min far skulle skifte køn, kunne jeg kun tænke én eneste ting : ”Det må du ikke!” Og jeg begrundede det med, at Gud ikke ville have det. At han én gang for alle havde bestemt, hvilket køn man skulle have. Vi var ikke religiøse, men det var den bedste barnelogik, jeg kunne komme op med midt i min angst for det uvisse, husker Malou.
Den fiktive udgave af Malou hedder i filmen Emma. Hun er stærkt knyttet til sin far via deres fælles interesse for fodbold.
Læs også: Theodor og Martha har to fædre og to mødre
– I det virkelige liv har jeg aldrig spillet fodbold. Men jeg var en drengepige, og min far var et stort forbillede. Da han skiftede køn, kom jeg i tvivl om alting: Hvem var min far egentlig? Havde alt været en løgn? Hele mit liv var til revision.
Forældrene blev skilt. Moren og pigerne flyttede. Og i lang tid nægtede Malou at se sin far.
– På den ene side savnede jeg min far helt ekstremt. På den anden side kunne jeg ikke rumme det menneske, hun var blevet til. Jeg havde en enorm kærlighed, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med. Det var et alvorligt dilemma, siger hun.
Læs også: To rugemødre gav Lars og Bjarke tre døtre.
Da de igen begyndte at ses, var det langtfra nemt:
– Jeg oplevede det som skamfuldt. Det var svært at gå rundt med Helene, for tænk, hvis vi mødte nogen, vi kendte. Eller for den sags skyld nogen, vi ikke kendte. Mange opfattede hende som min mor. Og hun havde den indstilling, at det måske ikke var nødvendigt og umagen værd at involvere Gud og hvermand i hele historien. For mig føltes det som at lyve. Hun var jo ikke min mor, men min far. Og jeg havde en rigtig mor, som jeg i de situationer kom til at føle mig illoyal over for.
Det sker stadig af og til, at folk over for Malou omtaler Helene som hendes mor.
– Det sker i al hensynsfuldhed, men for mig er min far min far, selv om hun er kvinde.
Læs her om "X Factor"-deltageren Danielle og hendes musikalske kæreste Karen.
Instruktøren har i en årrække gået med planer om at omskabe oplevelserne til film.
– Min far har været støttende hele vejen igennem, og samtidig har hun sat mig fri. Jeg kunne fortælle historien helt, som jeg ville. Det har været afgørende, at jeg ikke har været hæmmet af at skulle tage en masse hensyn. Samtidig gav hun mig adgang til sine dagbøger fra den tid. Hun huskede nemlig ikke forløbet ret godt. Hun havde været i en dyb krise, som hun havde brugt mange år på at lægge bag sig. Men hun gav mig generøst adgang til de tanker og følelser, hun selv havde nedskrevet, mens det hele stod på.
Da hun gik i gang, var det kun den nærmeste omgangskreds, der kendte til hendes familiehistorie.
– Men både på Nordisk Film og Det Danske Filminstitut var de begejstrede, da jeg fortalte om den, og ville rigtig gerne lave filmen. Det var vigtigt for mig at lave en let film. Den skulle have varme og ikke mindst nogle øjeblikke af humor, som kunne afvæbne tilskueren. Og så skulle det være en historie, alle kunne relatere til på trods af det specielle emne. Store forvandlinger sker jo i alle familier i form af skilsmisser, sygdom eller død. Nu handler det så om et kønsskifte, men den krise og de følelser, der følger med, er genkendelige for folk. Det er også baggrunden for filmens titel, fortæller Malou.
Hun bor på Nørrebro med ægtemanden Noor og deres datter Selma på 10 måneder.
Læs også: Lis er gift med en transvestit.
– På grund af min familiebaggrund er jeg ekstra opmærksom på, hvornår jeg er forudindtaget. Da jeg var gravid, var babyen meget aktiv og sparkede løs i min mave, kom jeg dumt nok til at tænke, at det nok var en dreng. Men vi fik en pige. Og sådan blev jeg opmærksom på, at jeg også selv er tilbøjelig til at tænke i de typiske kønsforestillinger.
I voksenlivet er Malous far igen blevet rollemodel for hende:
– Hun har vist mig, at det er muligt at blive den, man er, og at det er et vigtigt mål i livet. Det har krævet mod og styrke. Men vi skal alle navigere os gennem omgivelsernes normer og forventninger, og i den proces gælder det om at være tro over for sig selv.
”En helt almindelig familie” har fået en flot modtagelse, og vigtigst for Malou er Helene også glad og tilfreds:
– Jeg inviterede hende ud på Nordisk Film, hvor hun og jeg så den uden andre tilstedeværende. Vi både grinede og græd, og det var en meget følelsesladet dag.
Hanne og John gav deres forliste ægteskab en chance mere. Læs historien her.