Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Selv julemanden kan miste sit gode humør. Og i efteråret 2013 var Rune Jamrath med sit eget ordvalg ”nede i et sort hul”.
– Min første kone og jeg var gået fra hinanden i juli. Jeg havde ikke noget sted at bo og overnattede på mine forældres sofa. Og jeg kunne mærke, det var helt nødvendigt, at mit liv meget snart forandrede sig afgørende, fortæller Rune, som i dag er 40 år og ansat i fleksjob i swimmingpool- og spa-butikken Poolworld i Grevinge, hvor han bor, og som endvidere i det meste af sit voksne liv har optrådt som julemand i ugerne op til jul.
Som et led i sin søgen efter nyt indhold i livet oprettede han en profil på datingsiden single.dk.
– Det var i langt højere grad venskab og nye bekendtskaber end en kæreste, jeg søgte. Og det var nok grunden til, at jeg som profilbillede valgte et fotografi af mig selv iført julemandskostume og stort, hvidt skæg. Efter en måneds tid begyndte Marete pludselig at skrive til mig, siger han med et blik i retning af den kvinde, han i dag er gift med.
Læs også om julen i den gamle mølle, hvor det vrimler med nisser.
Datingverdenen vrimler med fotografier, hvor mænd viser muskler i fitnesscentret eller er afbildet med deres fine, dyre bil eller båd. Og man må sige, at det var helt andre og mere godmodige signaler, Rune havde valgt at sende. Men Marete var helt solgt, da hun så hans billede:
– Jeg gik altid uden om typer, der spillede smart. Og jeg havde faktisk indstillet mig på at droppe dating, hvis ikke jeg snart havde lidt held med det. Runes billede var anderledes og spændende, og det vakte min interesse. Idéen var jo sjov og hyggelig. Jeg kunne stort set ikke se andet af ham end et smil og et par varme øjne. Men jeg var ganske enkelt nødt til at finde ud af, hvad det var for et menneske, der gemte sig bag skægget, fortæller 39-årige Marete, der arbejder i en børnehave.
Hun kunne dog aldrig på forhånd have forestillet sig, hvor betydelig en del af Runes personlighed det røde og hvide tøj i virkeligheden afspejlede. Han er nemlig juleglad på et plan, hvor de færreste kan være med:
– Jeg har optaget alle tv-julekalenderne gennem årene og er i fuld gang med at overføre hele samlingen til min computer. Og jeg hører julemusik året rundt. Det kan være ret afslørende, når jeg kommer ind til København i min bil om sommeren og kører med åbent vindue. Når jeg holder for rødt, brager det ud med skønne julesange, griner han.
Mød "Jule-Jan", der nærmest er den mandlige udgave af Gertrud Sand.
I parrets hjem kan man endvidere på alle tider af året altid finde en kasse med nisser og julepynt, der ikke er pakket væk.
– Det er i øvrigt sjældent, at nisserierne ikke indgår i Runes påklædning i form af et par boksershorts eller sokker med julemotiver på, afslører Marete.
En torsdag i november var parret på deres første date sammen. Og helt i julens ånd blev den henlagt til Tivoli, der havde taget hul på sin julesæson.
– Vi spiste flæskesteg på Påfuglen og fik æbleskiver i Vaffelbageriet, og vi hyggede os i øvrigt, til haven lukkede, og da spurgte jeg Marete, om hun ville med i Tivoli igen dagen efter. Det ville hun gerne, husker Rune.
At den følgende dags tivolitur også involverede Runes forældre samt hans kusine og hendes mand, som han i forvejen havde haft en aftale med, kom som en overraskelse for Marete.
– Det tog jeg nu som en oplevelse. Da vi alle spiste sammen, sad jeg i øvrigt over for Runes kusines meget talende mand. Og familien har siden joket med, at når den situation ikke formåede at skræmme mig væk, var jeg helt klar til at træde ind i familien, griner hun.
Den 2. december havde Marete i øvrigt fødselsdag, så der gik ikke lang tid, inden Rune også fik chancen for at møde hendes mor og bonusfar. Og hvis hun på det tidspunkt endnu ikke var helt klar over, hvor tosset hendes nye, mandlige bekendtskab var med jul, skulle hun snart blive det:
– Kort efter nytår inviterede jeg hende med til Santa Claus Winter Games i Norge. Det er et socialt arrangement for professionelle julemænd og deres familier, og her runder vi den travle julesæson af med at hygge os og dyste mod hinanden i forskellige lege iført vores uniformer.
Vil du opleve stemningen ved Santa Claus Winter Games? Så læs denne artikel og se den sjove video.
Det var med andre ord sandhedens time for Marete, som i fem dage var fanget i de norske landskaber med en forsamling af meget juleglade danskere, svenskere og nordmænd, hvis største mål i livet var at sprede juleglæde til store og små. Heldigvis elskede hun det:
– Det var simpelt hen fortryllende. Der var sne overalt, og det var så koldt, at jeg havde frost i øjenbrynene, og Rune havde is i skægget. Men det var en meget smuk og romantisk oplevelse, og tilmed var vi omgivet af festlige mennesker og grinede og havde det sjovt fra morgen til aften. Jeg følte nærmest, at jeg befandt mig i en boble af eventyr, husker Marete, der i dag altid er ved Runes side som “nissemor”, når han er ude at underholde iført sit kostume.
Kort tid efter Norgesturen flyttede Rune ind hos Marete i Hvidovre, og efter et stykke tid fandt de en større lejlighed, der var lidt bedre egnet til to mennesker og deres ting.
– Og man må sige, at alting er gået pænt stærkt med os: I november 2015 meldte vores søn Taiz sin ankomst, og knap et år senere havde vi købt hus i Herrestrup i Nordvestsjælland, siger Rune.
Anja Takacs er altid i perlehumør, men især til jul. Læs om hende her.
Det siger sig selv, at tidens coronarestriktioner har ført til aflysninger af mange af de arrangementer, hvor Rune og Marete plejer at vise sig i deres festlige udklædninger.
– Vi savner vores julearrangementer meget. Men lidt julesjov har der dog været: De to seneste søndage har vi været så heldige at få lov til at sprede julehygge i bymidten i Værløse, og den 22. og 23. december er vi på gaden igen. Vi deler naturligvis lidt slik ud til børnene, og forældrene kan med sindsro lade dem tage imod det, for det er pakket ind stykvis.
En anden tradition, som Rune har deltaget i gennem mange år, er besøget hos de indlagte børn på Rigshospitalets forskellige afdelinger på selve juleaftensdag.
– Vores mødre forbereder julemiddagen i Herrestrup, mens vi underholder børnene på Riget. Og når vi kommer hjem, er duften af andesteg begyndt at brede sig i huset. Vi beholder i øvrigt altid vores kostumer på i bilen på vej hjem fra Riget. Det er herligt at se både børns og voksnes reaktioner, når de kører op på siden af os og ser julemanden og hans kone sidde i bilen – tilsyneladende på vej ud med gaver til alverdens børn, smiler Rune Jamrath.
Læs her om Dario Campeotto, hans hustru Gertrud og deres jul.