Puks brevkasse: Mangel på hensyn til os med angst

Dit svar til BM (Familie Journal nr. 13, red.), som vægrer sig ved at se på nåle og næser, har virkelig åbnet for min trang til at sende en hilsen til hende, der begynder med: “Hvad med ...”

For hvad med os, der lider af angst for andre ting? Det med nåle og næser rører mig ikke. Men så er der så mange andre ting, som jeg ville ønske, der blev advaret imod at se. Ild. Dybt vand. Opkast. Edderkopper. Slanger. Fugle. Hunde.

Læs også: BM til Puk: Hvad vi dog skal se på!

BM ønsker anerkendelse og respekt og hensyn – men den slags findes altså bare ikke, eller kun sjældent, når man har angst.

En af de værste (synes jeg) er angsten for corona OG menneskemængder. Det gør det virkelig svært at blive testet og vaccineret. Bare på en anden måde end det med nåle og næser.

Netop manglen på hensyn til os med angst gør, at jeg kraftigt vil foreslå BM at tale med egen læge om, hvordan hun kan få behandling for sin angst. Verden forandrer sig næppe til hendes fordel, så forandringen må ske i hende selv.

“Den angste”

Læs også: Brev til Puk: Jeg er bange og tør ikke gå ud

Kære “Den angste”

Hvis der er læsere, der ikke er helt med på, hvilket brev du omtaler, kan jeg lige give en kort opsummering. En læser skrev til mig, at det ville være rart, hvis man i nyhederne ville advare, hver gang der vises billeder af folk, der bliver podet eller vaccineret. Læseren lider af angst.

Jeg ved ikke, om jeg er enig med dig, “Den angste”, i, at der ikke findes anerkendelse, respekt og hensyn, når det gælder angst. Jeg har selv lidt af meget voldsom angst, og jeg tror, at det, der mangler mest, er forståelse for, hvor svær en lidelse angst er. Det er ikke, fordi folk ikke vil anerkende angst. De forstår det simpelt hen ikke. Det kan vi ikke bebrejde mennesker uden angst. For dem må det være utrolig svært at sætte sig ind i, at bare et billede i nyhederne kan udløse ubehag og nærmest lammelse. Angst er irrationel, og derfor er det tågeland for dem, der står udenfor og ikke føler det samme.

Læs også: Puks brevkasse: Min familie vil have mig med i sommerhus, men...

Her kan vi hjælpe med at oplyse. Vi kan fortælle om det, vi oplever, og bringe vores viden videre. Jeg ved, vi mangler meget endnu, men jeg synes faktisk, at der de seneste år er kommet større fokus på psykisk sårbarhed, og vi skal blive ved med at berøre emnet.

Lige hvad angår angst, så har jeg mine egne erfaringer og har overvundet meget svær angst så effektivt, at jeg i dag har et meget angstprovokerende job.

Jeg sender direkte tv. Alt kan gå galt der. Jeg kan besvime, jeg kan gå i stå i sætninger, jeg kan få angstanfald, mens alle kigger, for rullende kameraer. Alt sammen noget, der virkelig ville kunne provokere angsten til at bryde ud i lys lue. Det gør angsten også af og til, men jeg har med tiden fået redskaber, så jeg slet ikke bliver så bange for angsten mere.

Læs også: Brev til Puk: Hun har angst, men familien mener, hun bare er hysterisk

Når jeg fortæller det, er det, fordi jeg gerne vil have, at I skal vide, at det godt kan betale sig at kæmpe imod. Man skal ikke give efter for angsten. Man skal selvfølgelig søge professionel hjælp efter behov, men man skal også være forberedt på, at det er en lang og sej kamp, der skal kæmpes i små portioner, og ingen kan bare tage angsten væk for dig. Det er et stykke arbejde, du selv skal udføre. Men det KAN i de fleste tilfælde godt lade sig gøre at få bugt med sin besværlige følgesvend.

Så kære ”Den angste” og alle jer andre, der sidder med en halv tilværelse på grund af angst, giv ikke op! Overvind små udfordringer, og acceptér, at angsten er et grundvilkår. Så snart man accepterer, at angsten er en del af livet, så letter noget af byrden, og man kan begynde at udfordre sine grænser. God kamp! Små skridt! Masser af tålmodighed og en stor portion accept!

Varme kram fra Puk

Læs også: Puks brevkasse: Min angst påvirker min livskvalitet